29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skattely, Juncker og EU-skat

Blogs

Rina Ronja Kari
Medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
31 år og født på Nørrebro i København. Cand. soc. i virksomhedsledelse og organisationssekretær hos Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Har været aktiv EU-modstander siden 2000.
Blogindlæg af Rina Ronja Kari

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 03. december, 2014, 14:11:36

Skattely, Juncker og EU-skat

Over en bred kam er jeg blevet fortalt, at man ikke ville bakke mistillid op, enten fordi man mente, at Juncker er forpligtet til at gøre noget ved skattely, eller fordi man ville afvente en undersøgelse af det hele. Problemet ved sidstnævnte er bare, at der intet i gang for at undersøge Juncker.

Jeg har netop genset første afsnit af 'Danmark sælger ud' fra DR1. Hvis du ikke har set den, så vil jeg klart anbefale det. Det er nemlig en programserie der skærer problemerne ud og understreger, hvor voldsomt et pres vores skattefinansierede velfærdssamfund er under. Til jer der ikke har været så heldige at se den, tillad mig et lynoprids:

Uanset om Luxem-bourgs aftaler har været lovlige eller ulovlige, så er de dybt forkastelige og er med til at undergrave vores velfærdssamfund.

Det vises, hvordan Danmark har solgt ud af blandt andet TDC til kapitalfonde, som derefter har sendt masser af penge ud til deres ejere i andre lande via skattely. Dermed har de tjent fedt på købet, mens vi er blevet snydt for ganske mange skattekroner. Ovenikøbet kan man så se, hvordan selskaberne bliver tømt for værdi (igen via skattely) og dermed holder op med at fungere, som vi ønsker det.

For et gøre det hele endnu værre, viser det sig, at skattemyndighederne i Luxembourg ikke bare er vidende om denne praksis, men derimod gerne bidrager med hjælp til, hvordan man slipper for at betale skat i andre lande. 

Mistillid til Juncker

I EU har det naturligvis skabt en del røre og mange protester. Da kommissionsformanden, Juncker, ikke bare kommer fra Luxembourg, men har haft ansvaret som finansminister og premierminister i de sidste 35 år, ja så var vi naturligvis en del, som mente, at han ikke er velegnet som netop kommissionsformand. I sidste uge havde vi således en mistillidsafstemning, der desværre kun blev bakket op af den yderste højrefløj og dele af den yderste venstrefløj – og så mig, der jo repræsenterer tværpolitiske Folkebevægelsen mod EU. Dermed var jeg også den eneste dansker, der udtrykte mistillid til ham.

De andres undskyldninger er næsten latterlige. Over en bred kam er jeg blevet fortalt, at man ikke ville bakke mistillid op, enten fordi man nu mente, at Juncker virkelig var forpligtet til at gøre noget ved skattely, eller fordi man ville afvente en undersøgelse af det hele. Problemet ved sidstnævnte er bare, at der ikke er nogen som helst, der er i gang med at undersøge Juncker.

Det eneste, der bliver undersøgt, er Luxembourg som stat, og hvorvidt reglerne er konkurrenceforvridende – der bliver ikke set på Junckers rolle. Dermed virker det ekstremt usandsynligt, at vi kan sige noget som helst yderligere om ham, når vi får undersøgelsen. Hvor til man i øvrigt kan bemærke, at det er en af hans underordnede, Margrethe Vestager, som skal stå for undersøgelsen...

Mere EU-harmonisering

Og Juncker har i øvrigt selv vedkendt sig det politiske ansvar. Dermed er det blevet reduceret til at spørgsmål om, hvorvidt der er sket noget decideret ulovligt. Tillad mig blot at sige, at uanset om Luxembourgs aftaler har været lovlige eller ulovlige, så er de dybt forkastelige og er med til at undergrave vores velfærdssamfund.

Hvad der er lige så slemt er EU's øvrige reaktion på problemet. Der er øjeblikkelig blevet kaldt på mere EU-harmonisering. Vi må have fælles skattepolitik. EU-eliten er jo til tider ret forudsigelige, og dermed var det heller ikke overraskende, at dette blev deres konklusion. Hvornår har de egentlig forpasset en chance for at kræve mere harmonisering?

Denne gang er det lige så ubrugeligt som de andre gange. Som udsendelserne 'Danmark sælger ud', så fint viser, så bruges ikke bare Luxembourg, men også en lang række lande uden for EU som skattely. Dermed kan det ikke stoppes ved at tvinge Luxembourg til at sætte skatte op. Til gengæld kan man nok få lavet en hel del problemer for velfærdssamfundene, hvis EU skal sidde og fedte rundt med skatten.

Tilbage står altså en kommissionsformand, der har 35 års erfaringer med skattely, og som vil løse alle problemer med mere EU. Tak for kaffe! Jeg er stolt af, at jeg i det mindste stemte for mistillidsvotum til ham i sidste uge!

Nyeste blogindlæg