24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lønløft kan sikre flere sygeplejersker

Blogs

Signe Hagel Andersen
Næstformand Dansk Sygeplejeråd, Hovedstaden
Blogindlæg af Signe Hagel Andersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 01. oktober, 2018, 14:00:12

Lønløft kan sikre flere sygeplejersker

I 2025 vil der mangle 6.000 sygeplejersker i Danmark. Vil politikerne sikre nok sundhedsprofessionelle, må de hurtigst muligt gøre noget ved både løn- og arbejdspres.

Selvom der uddannes flere sygeplejersker, vil der i 2025 mangle 6.000 sygeplejersker i Danmark. I Sverige og Norge har de samme udfordring, men her har politikerne - modsat de danske - forstået, at der skal handles for at fastholde og tiltrække sundhedspersonale.

En af løsningerne er et lønløft til sygeplejersker og flere kolleger, så flere fastholdes og arbejdspresset lettes. 

I Danmark bliver det ved politiske skåltaler og flotte avisannoncer om borgernes sundhed, men Lars Løkke og co. glemmer at fortælle vælgerne, at de kan se frem til ringere pleje, behandling og omsorg på grund af mangel på sundhedsansatte. Antallet af ældre stiger voldsomt: I 2025 vil der være næsten 200.000 flere ældre end i dag, og de vil naturligvis alle forvente en tidssvarende service, medicin, velfærd og omsorg.

Højere løn og flere kolleger

En af løsningerne er et lønløft til danske sygeplejersker og flere kolleger, så flere fastholdes og arbejdspresset lettes.

Det har de fattet i Norge, der forsøger at lokke danske sygeplejersker til med bedre løn- og arbejdsvilkår. I Norge vil der i 2030 mangle omkring 15.000 sygeplejersker. De norske kommuner overbyder hinanden i løntillæg på op til 40.000 norske kroner for at lokke arbejdskraft til lige netop deres hospitalsafdeling eller hjemmesygepleje. I mit eget fagblad annoncerer norske vikarbureauer efter danske sygeplejersker. 

Under den svenske valgkamp talte man om en "vårdkrise" på grund af mangel på arbejdskraft og sengepladser. Der blev endda under valgkampen lovet et lønløft af et af de partier, der gik frem ved det svenske valg, Centerpartiet. Partiet gik til valg på at afsætte en lønpulje på 6 milliarder kroner for at udjævne lønforskelle mellem typiske mande- og kvindefag.

Uligeløn

En kvinde tjener i snit 4.000 kroner mindre end mænd i Sverige. Samme lønulighed har vi i Danmark: Vi lønner det at arbejde med it, regneark og maskiner bedre end arbejdet med omsorg, pleje og behandling af mennesker. Derfor kan en 20-årig kvinde se frem til, at hun som pensionist har 20 procent mindre at leve for end en jævnaldrende mand, selv om de har taget lige lange uddannelser og arbejdet gennem hele livet.

Lønnen er ikke alt. Arbejdspresset stiger i disse år, og vi har brug for flere kolleger. Men løn- og arbejdsvilkår hænger sammen: Når man som sygeplejerske er kommet hjem efter tredje nattevagt i træk og ved, at natarbejdet øger risikoen for kræft, så tænker man på både helbred og belønning. Eller når en sygeplejerske ser på lønsedlen efter 10 års erfaring fra hospitaler og ved, at lønnen herfra er fastfrosset frem til pension på samme lave niveau, ja, så begynder man at overveje, om det er det værd.

Det haster med handling

Sundhedsvæsnets problemer er komplekse, men vil politikerne sikre nok sundhedsprofessionelle, må de hurtigst muligt gøre noget ved både løn- og arbejdspres. Det vil få flere sygeplejersker til at blive i faget og færre til at flygte, hvis de bliver anerkendt: Arbejdspres skal ned, løn skal op, og der skal sikres nye karriereveje og efteruddannelse samt bedre praktik under uddannelse.