I Danmark er der ingen lovgivning, som sikrer, at forældre kan være hjemme og passe deres børn, når de er syge. Det er kun forældre, som er sikret gennem overenskomster eller særlige virksomhedsaftaler, der har denne ret. Og selv hvis man er dækket ad den vej – så er det ikke tilstrækkeligt. Flest har ret til én dag, særligt heldige har to dage, andre har 3 timer til at finde anden pasning. Derfor har over 50.000 forældre underskrevet et borgerforslag om, at staten skal sikre forældrene retten til at gå hjemme med syge børn. 

Vi kender avisoverskrifterne: ”Forældre sender syge børn i dagtilbud”. Men inden vi lader følelserne styre og forargelsen tage over, så må vi forholde os til de vilkår, som driver forældrene. Et sygt barn, hvor forælderen bliver hjemme for at passe det, kan betyde en fyreseddel eller tilbageholdelse af løn, tvungen brug af ferie, så man ikke senere kan holde ferie med sine børn (i øvrigt trækker det jo overskrifter, når forældre ikke holder ferie med deres børn, og ifølge FN’s børnekonvention har børn ret til ferie). Det er ikke alle økonomier, der er resistente overfor fyringer og løn, her er konsekvenserne for familien voldsomme – ja, og mon ikke de overførselsindkomster, som følger, vil være dyrere for samfundet, end hvis forældrene kunne passe deres børn og beholde deres job?

Så langt så godt. Så ved vi, at nu kommer argumenterne som: "Du har selv valgt at få børn". Og ja, det er sandt. Men mon ikke hvis nu alle tænker sig godt om, at de godt ved, at det er nødvendigt for civilisationens overlevelse, at vi er nogle, der sætter børn i verden.

Vi er nødt til at se dagtilbuddene i en større sammenhæng. Dagtilbud er en af de vigtigste grundsten i vores velstand og velfærdssamfundet. Dagtilbuddene sikrer en meget stor arbejdsstyrke, som gavner hele velfærdsstaten. Det var dyrt at lukke dem ned under corona, og dagtilbuddene var det første, som blev åbnet og holdt åben igennem pandemien.

Corona gjorde, at farven på børns snotnæser kom i pressen, pludselig blev retten til barn syg en sikker ret under en pandemi. Vi ved fra corona, at hospitalerne har haft færre indlagte børn, sygefraværet blandt personalet har været lavt. Hvorfor regner ingen på, hvad samfundet kan spare ved at give børn retten til at være syge.

Hvad koster det at give forældre 80 procent af dagpengesatsen?

Det spørgsmål svarer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sit udvalg på i BEU 163, hvor ministeriet har regnet sig frem til, at det vil være en direkte merudgift på 2,2 milliarder i dagpenge. Det er jo småpenge i det statslige budget. Så ja, vi forældre har selv valgt at få børn, og nej, staten skal ikke betale alt for os, men vi beder i borgerforslaget heller ikke om fuld løn. Vi beder om, at man ser henover sundet til Sverige.

Svenskerne har nemlig en familievenlig politik, hvor hvert barn har ret til 120 sygedage på et år, men de bruger i snit 7,6 dage. Desværre har vi ikke tal på børns sygedage i Danmark, men vi ved, at danske arbejdstagere har flere sygedage end svenske.

Corona har vist os, at hvis der kommer færre syge børn afsted, så genererer dagtilbuddene også færre syge børn og voksne. Tænk hvad vi kan spare i vikarbudgetter og ikke mindst i tabt arbejdstid til forældre – som jo lige nu ender med at melde sig selv syge for at kunne gå hjemme med deres børn.

Børnelægerne på hospitalerne har været ude at sige, at de aldrig har oplevet så få – tæt på ingen – indlagte børn med luftvejsinfektioner. Her kan samfundet igen spare penge, for hvert barn, som indlægges, følger en forælder, tænk hvis vi kunne nedbringe antallet af indlæggelser ved at give forældrene ret til at blive hjemme.

Hvorfor afviser regeringen ret til barn syg?

Ifølge ministeren på området, Peter Hummelgaard, så er ret til barn syg et spørgsmål, som skal løses under ”den danske model”. Det er et standardsvar fra mange politikere på spørgsmål, som kan koste staten penge.

Men lad os være ærlige, den danske model kan ikke løse dette spørgsmål, for så havde den allerede løst det. Den danske model er ikke løsningen på alt, helt ligesom den danske model heller ikke løste spørgsmålet om pension til Arne.

Vi betaler til pensionen over vores løn, en sats som for manges vedkommende er forhandlet hjem i overenskomsten. Hvorfor kan pensionsalderen så ikke også fastsættes af den danske model? Her måtte regeringen hjælpe til. Stauning indførte i 1938 retten – eller pligten – til at holde ferie ved lov. Så Socialdemokratiet har ad flere omgange hjulpet arbejdstagerne til at få ordentlige vilkår. Hvorfor kan familierne ikke få den samme hjælp?