03 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Borgerne har talt

Blogs

Stig Langvad
Medlem af FN's Handicapkomité
Valgt af FN til komitéen under Handicapkonventionen, som følger hvordan medlemslandene behandler mennesker med handicap. Tidligere formand for Danske Handicaporganisationer.
Blogindlæg af Stig Langvad

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 10. maj, 2013, 09:00:36

Borgerne har talt

Regeringen er i gang med at evaluere kommunalreformen. Men den hører ikke de berørte borgere. Det har landets handicaporganisationer til gengæld gjort.

Kommunalreformen fra 1. januar 2007 er under evaluering. Regeringen har bedt kommunerne, regionerne samt nogle ministerier og deres styrelser evaluere de beslutninger, der blev truffet dengang, da den tidligere regering ændrede på fordelingen af arbejdsopgaverne mellem kommunerne og regionerne – og til en vis grad staten.

Kommissoriet for evalueringen har været relativt stramt. Det har i hvert tilfælde ligget klart, at der ikke skulle flyttes rundt på ret mange opgaver eller arbejdspladser, samt at eventuelle anbefalinger om ændringer ikke må medføre yderligere omkostninger.

Personer med handicap har ikke fået det bedre efter kommunalreformen – tværtimod.

Regeringen har ikke fundet det nødvendigt at spørge de borgere, der i dagligdagen er stærkt berørt af konsekvenserne af kommunalreformen. Det drejer sig for eksempel om personer med handicap og deres nærmeste pårørende. Det finder vi er stærkt kritisabelt. Man kan ikke evaluere kommunalreformen uden at spørge ”ofrene”.

Derfor har handicaporganisationerne naturligvis valgt at spørge personer med handicap om deres oplevelse af kommunalreformen. Det er vi gjort for at kvalificere vores input til regeringen, så den ikke træffer forkerte beslutninger på et forkert grundlag.

Konklusionen er klar. Mere end 80 procent af de, som har svaret, mener, at kommunalreformen har fejlet. Personer med handicap og deres pårørende mener ikke, at kommunerne er blevet fagligt dygtigere, at kommunerne samarbejder om de indsatser, der er for komplicerede til, at den enkelte kommune kan løse dem selv. Personer med handicap oplever heller ikke, at de har fået det bedre efter kommunalreformen – tværtimod. Det giver anledning til betydelig bekymring i handicaporganisationerne.

Derfor stiller vi nogle klare krav til, hvad det er, regeringen skal sikre, når evalueringen skal føres ud i livet. Vi foreslår en række forbedringer: For det første skal der skabes et grundlag for en langt bedre planlægning af indsatsen på handicapområdet, og planlægningen skal understøttes af bedre styring. For det andet skal kommunerne forpligtes til at samarbejde, når den enkelte kommune er for lille til at løfte opgaven kvalificeret. For det tredje skal kommunerne forpligtes til at efterspørge kvalificeret rådgivning og vejledning hos de specialister, der gerne skulle være et resultat af den bedre planlægning. For det fjerde skal regionerne have opgaverne dér, hvor det er naturligt – set i forhold til deres primære opgaver på sundhedsområdet.

Når man spørger borgerne om deres oplevelser, så får man nogle gode svar, der giver klare indikationer om, hvad det er, der er behov for. Det kan anbefales frem for at spørge dem, der ikke har lyst til at erkende, at de har fejlet på en række områder.

Læs hele undersøgelsen her .