Man bliver nødt til at forholde sig til mange paradokser, når man beskæftiger sig med politik på den ene eller den anden måde. Det gælder også, når man beskæftiger sig med handicappolitik, som jeg gør. Når det drejer sig om personer, der modtager offentlig forsørgelse, oplever jeg utrolig mange paradokser.

Jeg kan ikke forstå, at man i et land, der vil kendes på, hvordan det behandler de mest sårbare mennesker, samtidig kan opleve holdninger, der er med til at skabe mistillid til personer, der ikke har andre muligheder for indkomst end at modtage en overførselsindkomst, som for eksempel førtidspension.

Vi lever i et land, hvor der burde være råd til både rimelige holdninger og en minimal indkomst fra det offentlige, hvis ikke man har mulighed for at tjene til dagen og vejen for sig selv og sin familie.

Ydelser er ikke tårnhøje

Jeg kan ikke forstå, at alle personer på overførselsindkomst, uanset karakteren af denne, skal mistænkeliggøres, fordi de enten ikke kan arbejde eller ikke kan finde et arbejde.

Der tales hele tiden om antallet af personer på overførselsindkomst, men der sendes ikke signaler om, at der er en forståelse for, at der kan være forskellige årsager til, at den enkelte modtager en overførselsindkomst, som for eksempel førtidspension eller kontanthjælp. Begge typer overførselsindkomst kan være indkomsten for personer uden mulighed for at kunne arbejde.

Vi lever i et land, hvor der burde være råd til en minimal indkomst fra det offentlige, hvis ikke man har mulighed for at tjene til dagen og vejen.

Jeg kan ikke forstå, at nogle har den holdning, at afstanden mellem den enkelte overførselsindkomst og den laveste aflønning på arbejdsmarkedet skal være størst mulig, fordi afstanden i sig selv kan få alle til at søge og få et arbejde. I Danmark har vi knap 250.000 personer, som efter en langvarig sagsbehandling er vurderet til ikke at kunne arbejde, og derfor er blevet tilkendt førtidspension, hvilket svarer til en månedlig indkomst på 17.000 kroner!

For nogle personer med handicap er der tale om førtidspension på dette niveau, fra de fylder 18 år. Der er andre personer med handicap, som starter deres voksenliv på halv eller hel kontanthjælp svarende til maksimum 10.500 kroner om måneden. Og uanset afstand i indtægt i forhold til de laveste indkomster på arbejdsmarkedet, vil de aldrig kunne arbejde!

Jeg kan ikke forstå, at der er så mange, som taler om, at der skal være et incitament til at arbejde, når der ikke er et arbejde at søge, selvom man har en arbejdsevne, som teoretisk set kan anvendes på arbejdsmarkedet.

Hvor er jobbene?

Arbejdsgivernes repræsentanter har ingen respekt for, at der faktisk er nogle, som føler sig verbalt overfaldet, når det forventes, at hvis blot incitamentet er stort nok, så kan de søge og få et arbejde, når de ikke har en evne til at arbejde! Samtidig er det beskæmmende, at de samme arbejdsgivere ikke er i stand til at skabe tilstrækkeligt med arbejdspladser til at kunne beskæftige dem, der kan arbejde lidt eller meget.

Jeg kan ikke forstå, når jeg som handicappolitisk repræsentant møder personer med sådanne holdninger, som samtidig giver udtryk for, at personer med handicap skal behandles ordentligt, og bedre end det sker i dag. De samme personer erkender samtidig, at deres kendskab til personer med handicap er begrænset!

Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan forstå, at man både kan og skal respektere alle mennesker, også dem uden mulighed for at få eller kunne arbejde.

Det er ikke særligt opløftende at blive mistænkeliggjort for at modtage en overførselsindkomst, når man ikke har mulighed for at få en indkomst på anden måde, samtidig med at man skal leve langvarigt af en indkomst, som andre frygter, selv når den er midlertidig.