Jeg har netop været en tur i New York.

Gennem dette besøg har jeg konstateret nogle grundlæggende forskelle i forhold til holdningen til mennesker med handicap i henholdsvis USA og Danmark. Forskelle som på forskellig vis fremmer eller hindrer inklusionen i lokalsamfundet af personer, som benytter kørestol.

For det første ser man bemærkelsesværdigt mange flere kørestolsbrugere i gadebilledet i USA. Det skyldes de mange tiltag, der er gjort for at gøre byrummet, bygninger og infrastrukturen tilgængelige og derved anvendelige for netop den gruppe af personer med handicap.

Der er derfor behov for at ændre strategi i forhold til personer med handicap.

For det andet oplever man i USA, at ansatte inden for turistbranchen, i bybusser og andre steder på eget initiativ og med et stort smil hjælper til der, hvor der er behov for det, for eksempel når en rampe skal slås ud fra bybussen og kørestolen skal spændes fast.

For det tredje virker det som en helt naturlig ting i USA, at alle omkring en person i kørestol naturligt træder til med hjælp, når der er behov for det, for eksempel når der skal åbnes en dør.

Man får heller ikke lov til at sidde og vente længe på gaden i New York, før der er flere forbipasserende, der henvender sig og spørger, om der er behov for hjælp.

For den fjerde kan man tydeligt mærke og se, at kørestolsbrugere i Danmark har bedre økonomiske vilkår og får mere hjælp fra det offentlige.

Nu, hvor jeg er tilbage i Danmark, kan jeg konstatere, at det herhjemme ikke går voldsomt fremad i forhold til de første to punkter, situationen synes at være uændret når det gælder det tredje punkt, mens det går tilbage på det sidste punkt.

Forudsætningen for at være inkluderet i lokalsamfundet er, at vi scorer højt i Danmark på alle fire punkter.

Der er derfor behov for at ændre strategi i Danmark – og i øvrigt også i USA.

Vi skal styrke tilgængeligheden og de økonomiske forudsætninger for at fremme synligheden af personer, som benytter kørestol, for at ændre grundlæggende på holdningerne til hinanden.