I 2000 besluttede medlemsstaterne i FN otte ambitiøse målsætninger for, hvor verdenssamfundet skulle have bevæget sig hen i 2015. Målene blev revideret i 2010 og først her kom handicapperspektivet for første gang ind – men kun i to af målene: at alle børn skal i grundskolen, og at fattigdom og sult skal halveres.

Disse mål kan synes irrelevante for Danmark. Men det er en forkert antagelse. Disse mål er nemlig langt fra nået, når det gælder mennesker med handicap hverken nationalt eller globalt.

Hvis man kigger på de store tal, kan man sagtens antyde, at udviklingen er gået i den rigtige retning. Men hvis fokus flyttes specifikt til personer med handicap, vil man kunne se, at selvom mange flere børn kommer i skole, så er det fortsat en sjældenhed at se børn med handicap i skolen i verdens udviklingslande.

Kommer ikke i skole

Her er det ikke ualmindeligt, at 80-90 procent af børn med handicap ikke kommer i skole. Det skyldes, at familierne ikke mener, at det nytter noget, fordi børnene ikke vurderes, at kunne komme til at bidrage til familiens økonomi.

Samtidig kan vi se, at fattigdommen blandt personer med handicap stort set ikke er ændret gennem de seneste 10-15 år. Det er fortsat således, at personer med handicap er at finde blandt de fattigste og mest marginaliserede - i alle samfund. I den sammenhæng er det et stort problem, at der ikke findes relevante statistikker, der viser noget om udviklingen for personer med handicap.

Det betyder, at handicapgruppen og dens udvikling bliver usynlig - på verdensplan.

Danmark burde gå forrest, når det gælder om at sætte retten til udvikling for personer med handicap på dagsordenen.

Forholdene i Danmark er selvfølgelig ikke lige så udfordrede som i lande som Uganda, Guatemala eller Egypten, men vi ser faktisk de samme tendenser til marginalisering i Danmark.

Derfor er det vigtigt, at handicapperspektivet tænkes ind i fremtidens internationale mål og derved bliver en del af såvel Danmarks internationale samarbejde og bistand som de nationale politikker, som lægger fundamentet for Danmarks udvikling.

De internationale mål påvirker national politik, og derfor bør fremtidens mål indeholde konkrete delmål for personer med handicap. I fremtiden skal der ikke kun tænkes på udviklingslandene, men derimod på alle lande, fordi en balanceret global udvikling er forudsætningen for et inkluderende samfund.

Derfor er det også vigtigt, at verdenssamfundet bliver enige om at udarbejde nogle statistikker, der fortæller noget om inklusionen i samfundet for personer med handicap – statistikker som fokuserer på de barrierer, man møder i hverdagen, når man har en funktionsnedsættelse.

Manglende forståelse

Kort sagt skal fremtidens udvikling baseres på principperne i FN Handicapkonventionen, som det internationale samfund besluttede i 2006, og som Danmark ratificerede i 2009 – og herefter er forpligtet af, fordi konventionen er en del af dansk lovgivning.

Det internationale samfund besøgte Danmark den 18. og 19. februar 2013, hvor man netop diskuterede fremtidens mål for udviklingen. Og selv om såvel den internationale som den nationale handicapbevægelse var inviteret med til dialogen, viste det sig endnu engang, at det er svært at skabe forståelse for, at der er behov for en særlig fokus på udviklingen for personer med handicap nationalt såvel som internationalt.

Netop nu er man ved at finde frem til, hvilke nye målsætninger, der skal tage over, når vi har passeret 2015. Danmark burde med sit nye fokus på menneskerettigheder nationalt såvel som internationalt gå forrest, når det gælder om at sætte retten til udvikling for personer med handicap på dagsordenen!