Handicapområdet bliver altid bliver fremhævet, når der skal spares penge i det kommunale budget. Man kan godt få det indtryk, at der anvendes alt for mange penge på handicapområdet, når man læser om den kommunale økonomi i for eksempel Odense eller Fredericia.

I kommunerne taler man hele tiden om, at kommunalpolitikerne, for at imødekomme udfordringerne på handicapområdet, er nødt til at tage penge fra indsatsen til velfærden på det såkaldte normale område.

Det bliver hele tiden fremstillet som om personer med handicap og deres behov er negative set i forhold til de behov, som den resterende del af befolkningen har, når det drejer sig om for eksempel vuggestuer, børnehaver, folkeskoler og kollektiv trafik.

Vi kan ikke sikre et samfund, der tager vare på de mest sårbare, uden at det koster skattekroner.

Bare tænk på diskussionen i forhold til folkeskolen, hvor man taler om normalområdet som udsultet og specialområdet som den ”fede kalv ”. Politikerne taler også om 800.000 mennesker, som er på overførselsindkomst, fordi de er udenfor arbejdsmarkedet - uden at man tænker på, at blandt disse er personer med førtidspension, som for eksempel har en omfattende grad af autisme, hjerneskade eller udviklingshæmning.

Det er naturligvis ikke sådan, at en god indsats på handicapområdet altid er lig med et stort budget, men på den anden side set må samfundet (kommunerne) også forstå, at man ikke kan få god omsorg uden at anvende økonomiske ressourcer til personale, hjælpemidler, boligindretning, en særlig pædagogisk indsats og så videre.

Det er heller ikke sådan, at man ikke kan lave om på noget for at forbedre indsatsen, og det kan godt være, at man én gang imellem kan spare nogle penge ved at lægge tingene om - tænke sig bedre om i forhold til planlægningen af indsatsen. Alt behøver ikke at være, som det var en gang. Men der vil altid være personer med handicap i alle kommuner, og de vil til alle tider have behov for forskellige former for støtte, baseret på deres egne forudsætninger og begrænsninger.

Uanset om indsatsen bliver 110 procent optimeret gennem fremsynet planlægning med inddragelse af såvel personer med handicap, som andre eksperter og kommunale politikere, så vil det være sådan, at handicapområdet vil koste relativt mange penge. Vi kan ikke sikre et samfund, der tager vare på de mest sårbare grupper, hvortil personer med handicap hører, uden at det koster skattekroner.

Handicapområdet har aldrig ”fået i pose og i sæk”, og der er ikke mulighed for at slanke budgetterne uden en effektiv, bedre og meget anderledes indsats. Men det er ikke den udvikling kommunerne har taget fat på. De kører kun den store grønthøster gennem de kommunale budgetter. Det er ikke holdbart, hvis vi fortsat skal have et velfærdssamfund, der er kendetegnet ved at tage et godt vare på de sårbare grupper.