Kommunalpolitik er også handicappolitik
Blogs

Kommunalpolitik er også handicappolitik
De nyvalgte kommunalbestyrelser kan gøre det meget bedre på handicapområdet i forhold til de sidste fire år.
Den 1. januar tiltræder 98 nye kommunalbestyrelser, som er valgt af befolkningen til at tage vare på borgernes interesser. Der er naturligvis store forventninger til de mennesker, som gives muligheden for at præge det lokale samfund.
De forløbne fire år med de nuværende kommunalbestyrelser har ikke været en dans på roser, når man ser på kommunalpolitik gennem de briller, som personer med handicap og deres familie har på. De nye kommunalbestyrelser har muligheden for at gøre det bedre. De næste fire års kommunalpolitik skal bæres af følgende vigtige principper.
Lovgivningen skal overholdes og ikke udfordres til eller ud over kanten.
Det er nødvendigt, at fremtidens kommunalpolitik kommer til at omfatte en positiv tilgang kommunernes opgaver over for borgere med handicap.
Lovgivningen skal overholdes og ikke udfordres til eller ud over kanten. Det skal ikke være en periode med kommunale afgørelser, hvor der spilles hasard med borgernes behov, for at kommunerne kan finde eller presse grænserne for, hvad de kan få lov til i forhold til tvivlsomme afgørelser og lange sagsbehandlingstider.
Det kommunale handicapråd og de lokale handicaporganisationer skal i langt højere grad tages med på råd, når der skal træffes afgørelser om udviklingen, fordi det er den bedste måde til at sikre de rette og bæredygtige løsninger. Det er kun ved at lytte til erfaringer fra personer med handicap selv og deres pårørende, at de politiske justeringer kan ske på den rette måde.
Økonomien skal styres af fakta og ikke af fejlagtige antagelser. Handicappolitikken skal baseres på en viden om, at økonomien på handicapområdet ikke er løbet løbsk, som mange kommunalpolitikere tror – tværtimod er der tale om faldende udgifter gennem de seneste tre-fire år.
Kommunalpolitikerne skal notere sig, at befolkningen oftest i meningsmålinger giver udtryk for, at de gerne ser handicapområdet behandlet bedre i den kommunale hverdag. Derved støtter befolkningen ikke op bag den nuværende politiske tilgang til efterlevelse af lovgivning med udgangspunkt i den enkeltes handicapbetingede behov.
Der må gerne ske ændringer på handicapområdet, men det skal ske på baggrund af saglighed og faglighed.