EU ønsker at indføre en ordning, så alle flypassagerer ind og ud af EU registreres – ikke blot navn og pasnummer. Nej hele 42 specifikke oplysninger om den enkelte passager. Ønsket begrundes med risikoen for terrorisme, og systemet er kendt som PNR (Passenger Name Record).

Ideelt set går PNR-dataopsamlingen ud på at matche enhver flypassager med kendtegn på "den typiske terrorist".

Staternes kamp mod terrorisme er (også) en kamp mod samfundsforandring.

Når "den typiske terrorist" dukker op i en lufthavn, vil han eller hun blive nægtet adgang til sit fly og i stedet blive taget med af anti-terror-politiet. Og verden er blevet sikrere.

Sådan argumenterer myndighederne og EU-kommissionen for at indføre et PNR-system.

Men der er stærkt delte meninger, om det virker, og om det er et acceptabelt indgreb i retten til privatliv.

Der er politikere og institutioner, som går stærkt ind for PNR, og der er modstandere. Tilhængerne er typisk politikere og institutioner, som ønsker at forsvare det eksisterende samfundssystem, mens samfundskritiske og samfundsforandrende kræfter ofte er imod masseovervågning, som PNR er et skoleeksempel på. Revolutionære kræfter advarer om, at denne overvågning mindst lige så meget er rettet mod dem som mod ekstreme islamister og andre terrorister.

Og frygten er velbegrundet. Myndighederne stempler frihedskamp som terrorisme, hvorfor organisationer som PFLP, FARC og PKK står på terrorlister både i USA og EU. Staternes kamp mod terrorisme er (også) en kamp mod revolutionære organisationer og samfundsforandring.