I den sidste uge af januar 2015 fik vi så aftalen om refusionsreformen. Det lyder ikke særlig sexet, og det er det sandelig heller ikke, men det får en meget stor betydning for rigtig mange mennesker.

Reformen sætter nemlig rammerne for, hvordan kommunerne skal have refusioner for den indsats, de tilbyder borgerne, når det gælder arbejdsmarkedsindsatsen. Og lad det være sagt med det samme: Der var tale om genkendelsens lede.

Endnu engang lykkedes det for et flertal i Folketinget at fokusere på økonomistyring frem for investeringer i mennesker. Det er jo en trend vi har set både i den nuværende borgerlige og tidligere borgerlige regeringers tid.

Med denne reform vil revalidering ud over et år nærmest forsvinde.

Denne gang går økonomistyringen ud på, at kommunerne skal have et incitament til at gøre en hurtig indsats over for borgerne, og at indsatsen skal have resultat lige så hurtigt.

Derfor indføres der graduerede satser fra en refusion på 80 procent i den første tid til 20 procent efter et år. Og det gælder vel at mærke for alle indsatser, også mere varige tilkendelser som fleksjob og førtidspensioner.

Det er altså kommunernes økonomiske incitament, der skal styrkes. Det er ikke den længerevarende investering i borgeren, der er fokus på. Med denne reform vil revalidering ud over et år således nærmest forsvinde, antallet af førtidspensioner vil få endnu et hak nedad og antallet af formålsløse parkeringer af borgere på korttidstilbud vil eksplodere.

Kommunerne vil ikke have incitamentet til at investere i menneskers fremtid.

Refusionsreformen kommer samtidig med, at vi venter på Carsten Koch-udvalgets anden rapport. Den handler om mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.

Men Carsten Koch kan egentlig lige så godt gå hjem og lægge sit arbejde på en hylde, for Folketingets flertal og kommunerne er blevet enige om, at disse mennesker hverken skal på arbejdsmarkedet eller have et forsørgelsesgrundlag. Det på trods af, at der er meget snak om det modsatte. Vi skal have et rummeligt arbejdsmarked, vi skal inkludere mennesker med handicap også på arbejdsmarkedet, men hvad hjælper ordene, når handlingerne går i fuldstændig modsat retning?

Socialministeren trak efter omfattende kritik sit forslag til reform af voksenbestemmelserne i Serviceloven og Folketingets socialordførere er klar til ny dialog om en reform. Det er rigtig godt. Det forslag, der lå på bordet, ville have givet kommunerne friere rammer i forhold til at bestemme, hvilke tilbud det enkelte menneske med handicap skal have.

Jeg kunne tænke mig, at vi også tager en reel dialog om arbejdsmarkedet, en dialog hvor mennesket er i centrum. Det burde også være let at få den dialog. De to regeringspartier taler om det Danmark, vi kender, og om mennesker, det kunne være rart hvis det også gjaldt når der ikke er valgkamp.