Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste medborgere, siger et ordsprog, som ofte – især ved højtidsstemte anledninger – anvendes i dansk politik.

Hovedideen med kommunalreformen var for Finansministeriet, at der skulle spares på socialområdet, og det fik kommunerne så frie hænder til at gøre.

Men når samfundet så vælger at indrette sin økonomi og struktur sådan, at det ikke kan lade sig gøre at hjælpe samfundets svageste, så tager det endog meget lang tid at nå til erkendelsen og bagefter at rette op på fejltagelsen.

Kommunalreformen, som blev gennemført fra 2007 og med smårettelser i 2013, er en påmindelse om det.

Siden 2007 er andelen af borgere med handicap i beskæftigelse i bedste fald uforandret, uddannelsesgraden er faldet, og oplevelserne af et kommunalt system, som mest af alt har til opgave at genere borgerne og deres pårørende, er tiltaget støt.

Strukturen blev ændret, så økonomien blev overdraget til kommunerne, der også fik myndighedsansvaret, en sammenblanding man ikke ville have fundet sig i, hvis det var et hvilket som helst andet område end socialområdet.

Positive tegn

Jeg tror, man kan sige, at en snigende erkendelse af den fejltagelse allerede var til stede i 2012/2013, da den daværende regering lavede en evaluering af kommunalreformen.

Men modet til at gøre noget var der ikke. De småting, man fandt på for at korrigere fejlene, har slet ikke kunnet gøre noget som helst.

Nu virker det så som om, Christiansborg og omliggende ø er ved at have modet til at gøre noget.

Regeringen og det – vistnok eksisterende – parlamentariske grundlag har både i valgkampen og i forståelsespapiret anerkendt behovet for at se på opgavefordeling og afspecialiseringen på socialområdet.

Vi venter stadig på, at der skal ske noget mere håndgribeligt, men det er efter sigende ved at være op over.

Massive frustrationer

Spørgsmålet er nu, om den erkendelse, politikerne har fået, er nået helt over i Finansministeriet.

Der er vel næppe noget sted i dansk administration, som er så glad for sine egne ideer som Finansministeriet, og slet ikke noget sted, hvor man kan gennemføre og fastholde dem.

Og hovedideen med kommunalreformen var for Finansministeriet, at der skulle spares på socialområdet, og det fik kommunerne så frie hænder til at gøre.

Nu står vi så med et vigtigt samfundsområde, hvor man rigtig nok har sparet, men hvor frustrationerne og oplevelserne af svigt er steget tilsvarende. Og hvor spildet af menneskers potentiale for at bidrage er steget endnu mere.

Vil det lykkes politikerne at få overbevist Finansministeriet om det vigtige i at investere i mennesker, eller vil Finansministeriet (godt bakket op af KL, men ikke nødvendigvis kommunerne) vinde igen?

Forsigtig optimist

Jeg er forsigtig optimist i forhold til, at noget vil forandre sig. Jeg ser det i, at forhandlingerne om en ny udligningsreform i Folketinget blandt andet indeholder, at der skal ses på, at kommunerne skal have bedre økonomi i de dyre enkeltsager.

Regeringen foreslår, at man indfører lavere grænser for refusioner, og det vil formentlig hjælpe på retssikkerheden, i hvert fald i et vist omfang. Det betyder ikke, at alle problemer er løst, men det betyder, at indtil vi har fået gennemført en evaluering af det specialiserede social- og handicapområde, er der håb om forbedringer.

Hvis altså man bliver enige om en udligningsreform.

Forbedringerne i udligningsreformen betyder ikke, at alt bliver godt. Strukturen er stadig ikke god nok, når det gælder løsning af opgaverne på handicapområdet. Og finansieringen er stadig ikke god nok. Vi venter stadig på et udspil om en evaluering og vi er utålmodige.

Vi kan selvfølgelig trøste os ved, at et andet godt ordsprog siger, at: "Alt godt sker for dem, der venter". I så fald vil løsningen på økonomi- og strukturproblemerne på socialområdet blive fantastisk ...