Der er en tendens til, at de, der reelt bestemmer i Danmark, ser mere på borgerne som problemet end som dem, der faktisk burde være i centrum for arbejdet. På den måde graver disse magthavere en dybere og dybere kløft mellem sig selv og befolkningen. 

Hvorfor ser man ikke på det store problem, man har påført sig selv, ved at opfinde lavere overførselsindkomster?

Det klassiske svar fra politikere og embedsmænd på for eksempel mennesker med handicaps ønsker til samfundsudviklingen er, at vi må fjerne begrænsningerne, så kommuner, regioner og stat kan lave mere fleksible løsninger.

Fleksibilitet er i denne forbindelse synonymt med lettere måder at spare penge på. Senest er det sådan, man argumenterer i de frikommuneforsøg, der skal starte op i forskellige kommunale netværk i 2017. 

Billige lejligheder

Københavns og Roskilde kommuner vil for eksempel gerne kunne bygge billige lejligheder til udsatte, hjemløse eller andre, der ikke kan betale de tårnhøje lejeomkostninger i hovedstadsområdet.

Det er absolut meget hæderværdigt, for kommunerne skal rumme alle slags borgere, ikke kun de rige eller dem, der er i uddannelse eller beskæftigelse.

Men måden, hvorpå man vil gøre det, er ikke hæderværdig. De to kommuner vil fritages for kravene om handicaptilgængelighed i bygningsregulativet.

På den måde sparer man elevatorer væk, man sparer arealer til tilgængelige gange og badeværelser og så videre, så man kan bygge små, tætliggende lejligheder, hvor der potentielt kan være lokum og bad på gangene.

Derved kan huslejen bringes ned på under 3500 kroner per måned. 

Politikere og embedsmænd i København og Roskilde tænker tilsyneladende ikke på, at udsatte også kan have et handicap. Eller at mennesker med handicap også kan have behov for billige boliger. 

Hvorfor tænker de ikke på, at problemet med billige almene boliger nok ikke skyldes kravene om tilgængelighed for alle borgere men derimod grundpriserne for byggegrundene, hvor de billige boliger skal placeres?

Positive protester

Hvorfor ser man ikke på det store problem, man har påført sig selv, ved at opfinde lavere overførselsindkomster som for eksempel kontanthjælpsloft og 225-timers-regel, så borgerne ikke kan betale prisen for de almennyttige boliger? 

Det er glædeligt at se, at forskellige borgergrupper griber til et af de eneste redskaber, vi har, nemlig demonstrationer rundt omkring i landet. Det næste skridt må være, at vi, der ikke er magthavere, forsøger at få magt på demokratisk vis via stemmesedlerne.

Her kniber det imidlertid med at finde partier, der kan og vil gennemføre ændringer i systemet.

De store partier virker mere systembevarende end nogensinde og ved evig og altid at puste til fremmedfrygten, herunder EU-modstanden, har man fundet effektive måder at aflede befolkningens opmærksomhed fra de reelle problemer på. 

Problemet er ikke de fremmede eller EU, problemet er vore egne politikere og embedsmænds systembevarelse og selvfedhed.