Valget på grundlovsdag fik til resultat, at et nyt, politisk flertal er kommet til verden.

Sporene fra sidste gang skræmmer. Nødvendighedens politik vandt over de humane tanker.

Forhandlingerne om et politisk grundlag for en ny regering tog sin tid, og det kan man håbe betyder, at man har været grundige med resultatet.

Eller man kan være bekymret for, at uenighederne var så store, at det reelt var svært at blive enige. Sandheden er nok, som sædvanlig, et eller andet sted mellem de to yderpunkter.

Set fra min stol er der flere gode ting i den forståelse, Socialdemokratiet og det parlamentariske grundlag for regeringen er nået frem til.

Handicapområdet er nævnt

Handicapområdet er for første gang i umindelige tider nævnt i et regeringsgrundlag. Og det er vigtige elementer i handicappolitikken, der er nævnt, nemlig både retssikkerhed for borgerne og opgør med afspecialisering og dermed uvidenhedskulturen på området.

Der inviteres til dialog om opgavefordeling mellem regioner og kommuner, noget vi ikke har hørt om i mere end 10 år. Hvis der kan blive gjort op med postnummerlotteriet (altså den manglende retssikkerhed) og uvidenheden, vil vi nå langt i at give mennesker med handicap bedre muligheder for at deltage på lige fod med andre.

At det nye politiske flertal vil gøre op med problemerne i psykiatrien har vi hørt før. Men det mere konkrete indhold i aftalen tegner godt.

Der er ingen tvivl om, at vi i konkurrencestatens hellige navn er ved at påføre os selv et enormt stort problem med psykisk sygdom, især blandt børn og unge. Det bliver dyrt, hvis ikke der gøres noget. Derfor er investering i at undgå disse problemer i børne- og ungdomsårene en rigtig god ide.

Vil det lykkes?

I det hele taget emmer regeringsgrundlaget midt i al den bureaukratiske Christiansborg-lingua af, at man ønsker en ny retning med investering og tro på mennesker mere end tro på regneark. Det er meget positivt, men holder bukserne/kjolerne?

Sporene fra sidste gang skræmmer i hvert fald. Nødvendighedens politik vandt over de humane tanker og indstillinger, og det lider vi stadig under. Lad mig bare nævne et enkelt fyord blandt flere: fleks- og førtidspensionsreformen.

Det vil være nærmest ubærlig for de mange vælgere, der har stemt for forandringer, hvis det politiske flertal, som faktisk også var der efter valget i 2011, også denne gang sprænges i atomer undervejs. To ting vil efter min mening kunne forhindre det:

Først er der i denne omgang tale om en et-partiregering, der er mere afhængig af samarbejdet. Og det er jo også signaleret i valgkampen, at Socialdemokratiet ønsker samarbejde. Den lurende mislyd for aftalepartierne er imidlertid, at Socialdemokratiet alene sammen med Venstre kan tælle til 91 mandater.

Og så tror jeg, at klimapolitikken og det store folkelige mandat, man har til at gennemføre store forandringer på det område, kan holde sammen på partierne.

En ting er sikker: Hvis Socialdemokratiet og støttepartierne en gang til ikke leverer, hvad vælgerne ønsker, vil der komme en afklapsning af usete dimensioner ved næste valg. Politikerleden vil få endnu et nøk opad, og de kræfter, der flirter med udemokratiske tendenser, vil blive endnu mere styrket. Lad det ikke ske.