For en sjælden gangs skyld havde både dronningen og statsministeren i deres nytårstaler fokus på socialpolitik på hver deres måde. Dronningen omtalte ensomheden som et problem, og statsministeren brugte mere end halvdelen af sin tale på at tale om udsatte børn.

Det lader sig simpelthen ikke benægte, at økonomi er blevet den mest fremherskende parameter i sagsbehandlingen på det sociale område.

Det er glædeligt, at landets to mest magtfulde kvinder har socialpolitikken højt på deres dagsordener. Det tyder på, at vi igen er på vej hen imod en mere balanceret politisk diskussion. På vej væk fra regnearkene og økonomien som det mest prioriterede og på vej hen imod at menneskene kommer i centrum.

Statsministerens nytårstale havde fokus på, at flere udsatte børn skal have chancen for et godt liv. Det er der formentlig ingen, der kan være uenige i.

Statsministerens metode til at sikre dette mål er, at flere udsatte børn skal tvangsadopteres væk fra de familier, hvor børnene ikke har et godt liv. Forældrene skal simpelthen have færre chancer, mens børnene angiveligt skal have flere.

Jeg kender, ligesom statsministeren, også til en del sager, hvor man kan spørge sig selv, hvorfor et barn eller ungt menneske dog skulle så meget ondt igennem, før det fik den hjælp, der skulle til for at få et bedre liv.

Problemer i statsministerens udmelding

Men jeg kender også til gode sager, hvor forældrene fik den hjælp, de skulle have, så de kunne give deres børn en god opvækst. Og jeg ser i hvert fald tre problemer i statsministerens udmelding:

Først og fremmest er jeg bange for, at den elendige retssikkerhed, som også er gældende på børneområdet, kommer til at betyde, at flere børn bliver fjernet, uden at der er foregået en ordentlig sagsbehandling og uden en afdækning af alle sagens forhold.

Allerede i dag skæres der hjørner af retssikkerheden, og graverende fejl finder sted. Hvis statsministerens klare politiske signal bliver forstået i kommunerne, (og det bliver det), vil vi inden længe kunne læse og se horrible sager i pressen.

Det vil ikke mindst ske, fordi tvangsfjernelse vil blive universalmidlet til at løse alle økonomiske problemer i kommunerne. Væk er den kommunale motivation for at sætte ind med forebyggelse af fjernelser ved andre sociale tiltag, der koster penge.

Med et snuptag vil man kunne slippe for sociale indsatser og gå direkte til tvangsfjernelse og -adoption og spare penge samtidig.

Jeg er også rigtig bange for, at denne nye socialpolitiske retning vil betyde en ændring i opfattelsen af forældre med handicap. Vi har allerede i mange år kæmpet for, at mennesker med handicap skal have de samme muligheder som andre for et forældreskab.

For at et forældreskab kan være trygt for børnene og deres forældre med handicap, kræver det, at den rigtige støtte er til stede. Det koster penge at sikre. Hvad nu hvis det er billigere at tvangsfjerne eller -adoptere børn af forældre med handicap?

Jeg er overbevist om, at forældre med handicap vil gå en meget svær tid i møde med disse nye vinde. Fordommene er der stadig, og med et godt økonomisk incitament i ryggen er skridtet til fjernelse og adoption ikke langt.

Endelig ser jeg store problemer i horisonten for forældre til børn med handicap. Jeg oplever i dag, at mange forældre til børn med handicap har store problemer med at få den støtte, der skal til, for at familien som helhed kan fungere. Det fører til skilsmisser, og det fører til, at andre børn i familien oplever problemer i deres dagligdag.

Men hvad nu hvis man fra kommunal side kan løse kommunens problemer ved at tvangsfjerne eller tvangsadoptere børnene med eller uden handicap? Man kan måske endda slå flere fluer med et smæk: Man kan spare penge, og man kan slippe for bøvlet med de familier, hvoraf nogle råber højt i medierne.

Styret af regneark

Man kan argumentere med, at jeg ser spøgelser. Og ja, alt, hvad jeg har skrevet, beror delvis på bange anelser og forestillinger om, at nogle kan finde på at være kyniske ligesom mig.

Men det beror også på erfaringer med en socialpolitik, der har været fuldstændig styret af regneark og økonomi i de seneste mange år.

Det lader sig simpelthen ikke benægte, at økonomi er blevet den mest fremherskende parameter i sagsbehandlingen på det sociale område, og at det er taget til i de senere år som følge af kommunernes dårlige økonomi.

Så et godt spørgsmål til statsministeren er egentlig: Hvor er socialpolitikken på vej hen? Hvis statsministeren vil have en anden socialpolitik, en socialpolitik med fokus på borgernes muligheder, må der ske en grundlæggende forandring.

Statsministeren kan passende starte med at tage fat i finansministeren og sikre, at der er penge nok til, at de udsatte børn og deres familier kan få den støtte, der skal til, inden man skrider til tvangsfjernelser og adoptioner. En socialpolitik, der bygger på tvang, er i hvert fald ikke vejen frem for borgerne.

Vi vil se handling

Så lad os ændre socialpolitikken i en retning, der reelt set har borgerne i centrum. Vi har hørt nok sniksnak om, at sådan burde det være, nu vil vi se handling.

Vi har muligheden i den evaluering, som skal ske af det specialiserede socialområde. En forudsætning for en forandring er, at evalueringen også finder frem til en ny finansiering af socialområdet. En finansiering der sikrer, at det fremover faktisk er borgernes – herunder udsatte børns – tarv, der er i centrum, og ikke kommunernes dårlige økonomi.