Den akutte sundhedskrise, som alle verdens samfund har oplevet med covid-19, har i hvert fald for så vidt angår Danmark medført, at gamle dyder som solidaritet og samfundssind har været fremherskende.

Der er stadig medborgere, som er isolerede, ensomme og i livsfare, fordi der stadig er en virus derude. 

Det har de ikke mindst, fordi vi alle har været i samme båd. Alle har været isoleret i hjemmene, alle har oplevet frygten for at blive syg, hvis ikke man overholdt myndighedernes retningslinjer, og stort set alle har bakket op om de drakoniske beslutninger, Folketinget og regeringen har taget og gennemført.

Nu er vi (heldigvis) i gang med gradvis at åbne samfundets funktioner op igen. Den akutte krise er overstået, frygten er neddroslet, smittetrykket er acceptabelt, og mange solidariske, skattefinansierede hjælpepakker holder hånden under danske arbejdstagere og -givere.

Den solidaritet og det samfundssind, disse hjælpepakker er udtryk for, er, at vi alle støtter op om de mange, der er ramt af den økonomiske krise, som en total opbremsning af handel og service har medført.

Solidaritet med de sårbare

Men der er stadig medborgere, som er isolerede, ensomme og i livsfare, fordi der stadig er en virus derude. De selvisolerer sig, de er bange, og de kan ikke se genåbningen af samfundet som andet end meget farefuldt.

De må blive hjemme fra job eller uddannelse, enten fordi de selv er i livsfare, eller fordi det at bringe smitte hjem vil udsætte deres pårørende, børn, søskende eller partner for livsfare. Er vi solidariske med dem? Viser vi samfundssind over for dem?

Ja, indtil videre ser det sådan ud. Der er også en hjælpepakke for de medborgere, som ikke kan gå på job eller uddannelse på grund af smittefare. Den udløber 31. august, og så er spørgsmålet, om den bliver forlænget. Er vi stadig solidariske på det tidspunkt?

Liberalister på banen

I takt med at samfundets funktioner er lukket op igen, har de sædvanlige liberalistiske stemmer genvundet mælet. Sundhedsøkonomer og liberalistiske intellektuelle har naturligvis stillet spørgsmålet: Hvor dyrt skal et liv være?

Deres påstande er, at regeringen og Folketinget har brugt for mange penge på at redde menneskeliv. Man aner næsten i deres udtalelser, at det jo kun er ældre eller mennesker med flere lidelser, der er døde. Altså uproduktive og i forvejen dyre patienter, som sundhedsvæsnet allerede har brugt mange ressourcer på at holde i live.

Forleden så jeg endog et tweet fra en journalist, der promoverede, at det "kun" er 24 af de døde, der ikke havde andre sygdomme end covid-19. Underforstået: De andre var jo nok døde alligevel.

EU og solidaritet

Den EU-skeptiske del af det politiske spektrum og borgere har også brugt anledningen til at få pudset den nationale selvfedme af. Først ville vi ikke hjælpe de europæiske lande, der var hårdest ramt, så sendte vi ubrugeligt udstyr til Italien, og senest vil vi ikke være med til solidarisk at hjælpe de EU-lande og deres borgere, der har været hårdest ramt af den efterfølgende økonomiske krise.

Vi har dog godt kunnet finde overskud til at håne EU for ikke at gøre noget på det sundhedsmæssige område ved krisen, selv om vi godt ved, at danske politikere selv har været de stærkeste fortalere for, at EU ikke skal spille en rolle på sundhedsområdet. Er det solidaritet?

Inden for EU-politikken har vi ikke vist spor solidaritet med andre mennesker i andre EU-lande. Spørgsmålet er nu, om det samme kommer til at ske i Danmark, når hverdagen for alvor vender tilbage i sin sædvanlige trummerum efter sommerferien?

For nogle af os vil covid-19 virus være en dødelig fare, indtil der kommer en vaccine, måske i slutningen af 2020, måske først i 2021. Men er I der, kære medborgere? Eller bliver det vores individuelle problem?