Verden er på vej igennem en pandemi, som vi ikke har set lignende i mange år.

Der må offentlige investeringer til, for eksempel via infrastruktur og grøn omstilling.

Foruden de mange dødsofre, der desværre følger med en pandemi, har demokratiet, retssikkerheden og ikke mindst verdensøkonomien inklusiv naturligvis dansk økonomi også været hårdt ramte ofre.

Nu, hvor vi står med udsigten til en større økonomisk krise, skal vi tage bestik af historien og lære, hvad vi bør gøre og i hvert fald ikke skal gøre.

Hård opbremsning i 2008

Den seneste økonomiske krise fra 2008 og fremefter blev håndteret med hård opbremsning i økonomien med efterfølgende krav om store besparelser, konsolidering i form af opsparinger og andet, der gik hårdt ud over borgernes muligheder for at bruge penge.

På handicapområdet oplevede vi krisen dobbelt: Vi oplevede både den hårde opbremsning af udgifter og struktur- og opgavereformens konsekvenser i form af tab af viden og besparelser på den hjælp, vi fik.

Konsekvensen af den førte økonomiske politik har været, at krisen blev lang og var dyb. På handicapområdet ser vi stadig konsekvenserne i form af mindre støtte til mennesker med handicap og deres pårørende.

Den aktuelle politiske krise er opstået som følge af noget akut og uforudset. En pandemi er trods alt ikke hverdagskost. Krisen har medført, at det danske samfund som stort set alle andre samfund i Europa og andre steder er lukket ned.

Samkvem med andre lande er stort set ophørt. De akutte konsekvenser af krisen håndteres lige nu med store og små økonomiske pakker, både herhjemme og internationalt.

Gang i hjulene igen

Men der kommer en tid efter den akutte krise, hvor der skal gang i hjulene igen. Og her skal vi ikke begå den samme fejl som i tiden efter krisen i 2008. Vi vil ikke få gang i hjulene igen ved at føre en besparelsespolitik, tværtimod. Vi vil uddybe krisen og få hjulene til at gå i stå, lige som de gjorde i flere år, efter den akutte krise var overstået på et tidspunkt efter 2008.

Vi må med andre ord byde John Maynard Keynes velkommen hjem. Han har været sendt meget langt bort i økonomisk teori, ikke mindst fordi mange økonomer har arbejdet ud fra den gode, tyske teori om det sorte nul. Men stater er ikke virksomheder, stater er hjem for os alle, også virksomheder.

Keynes går den anden vej end det sorte nul. Og det bliver vi nødt til. Der må offentlige investeringer til, for eksempel via infrastruktur og grøn omstilling. Der må investeringer i mennesker til, herunder selvfølgelig også i mennesker med handicap. Og så må der skrues op for forbruget i Danmark.

Flere penge til de fattigste

Mennesker med et liberalistisk udgangspunkt vil mene, at større forbrug kommer af skattelettelser hos dem med de største indkomster.

Jeg tvivler på, at det er rigtigt. Man kan nu engang kun bruge så og så mange penge på restaurantbesøg eller nye biler. Klippes hos en dyr frisør skal man også kun et vist antal gange årligt, selv om man har en stor indkomst.

Jeg mener, at man i stedet skal se på at forbedre købekraften hos de lavestlønnede.

Der har i mange år været ført en klapjagt på mennesker på overførselsindkomster, men uanset det, så er det faktisk også nødvendigt for disse grupper at købe varer og tjenesteydelser, blive klippet og få sig noget mad.

Hvad om man giver de lavestlønnede og dem på overførselsindkomster en skattelettelse? Det kunne være et højere bundfradrag, så man får flere penge mellem hænderne, uanset om man er på overførselsindkomst eller har et lavtlønnet job.

En anden ide kunne være at give personer på overførselsindkomster den lønstigning, man alligevel har afsat til dem. I dag tvangsopsparer pensionister og SU-modtagere penge, fordi man med afskaffelsen af satspuljen besluttede, at det skulle man.

Hvad om man sløjfer den tvangsopsparing og udbetaler pengene som den lønstigning, disse borgere nu i og for sig bliver snydt for? Pengene er afsat i finansloven, så det ville svare til, at man udbetaler feriepengene, som man jo også har tvangsopsparet.

Erfaringen viser, at de mennesker, der har den laveste indkomst, vil bruge pengene på forbrug, altså hjælpe økonomien gang. Gode, gamle John Maynard Keynes viste, at offentlige investeringer også får økonomien i gang.

Så kære politikere: Brug jeres muligheder for at støtte op om økonomien på en klog måde. Giv folk penge mellem hænderne i stedet for at tage endnu flere væk.

Og lad os så få renoveret de almennyttige lejligheder og lad os få støtte til at lave bedre isolering af gamle huse. Renover perronerne på stationerne, de trænger i den grad, og husk så, at de skal gøres tilgængelige for mennesker med handicap samtidig.