Når man ser på den finanslov, som Venstre-regeringen netop har fremlagt, så stinker den af borgerlig sejrsrus og ”vi skal vise jer”. Der høvles ned, føres borgerlig klassekamp og gøres op med en række fremskridt, som Danmark ellers har taget gennem de senere år.

Finansloven er desværre en stærkt populistisk måde at svare på klodens kæmpe problemer på. 

Men man må forstå, at sejrens sødme tilsyneladende ligger så godt i maven, at der skal køres full blown ideologisk kamp, selv dér hvor det ellers ikke skorter på advarsler om, at konsekvenserne åbenlyst vil være voldsomt uhensigtsmæssige, selv for en borgerlig.

Og det er faktisk en alvorlig sag, når man sidder med magten i et land. Tilmed et lille land, der er så afhængig af de venner og alliancer, vi har rundt om i verden. Men de relationer sættes under hårdt pres, når man i EU afviser at være del af en fælles løsning på flygtningeproblemet her og nu. Når man stiller op med en finanslov, hvor hjemlig sundhedspolitik skal finansieres af verdens fattige og marginaliserede. Ovenikøbet med et forløjet argument om, at vi ikke skal lades vores egne i stikken. Som om det var valget.

Ved ikke at gøre noget ved klimaforandringerne, så er man medansvarlig for at køre kloden ud over kanten. Det sker muligvis ikke i indeværende valgperiode, men historien vil vide at holde nuværende politiske ledere medansvarlige.  Det vil desuden kun forstærke flygtningekrisen, hvis klimaforandringerne tager til, fordi der vil være steder, hvor man ikke længere kan bo. Det talte vi om allerede i 2009. 

Og hvis det ikke rykker med jobskabelse og udvikling i en række afrikanske lande, så vil tendensen til at søge ud på farefuld færd over Middelhavet, i håb om at finde fremtidsmuligheder i det forjættede Europa, også tage til. 

Den globale ulighed kan gøres op på flere måder. En er, at den rigeste ene procent af jordens befolkning ejer halvdelen af de samlede værdier. Helt grundlæggende er det sådan, at den ekstreme ulighed bidrager til at sende mennesker på vandring, skabe social uro og starte konflikter.

Det gør det derfor helt uforståeligt, at finansloven lægger op til massive nedskæringer på udviklingsbistanden. Netop langsigtet støtte til udvikling og fattigdomsbekæmpelse, inklusiv en jobskabende vækst, kan ændre ved de grundlæggende årsager til migrationen. Det samme gør sig gældende for konfliktområderne. Med udviklingsbistanden finansierer Danmark normalt bade humanitære indsatser i nærområder  og støtte til udvikling og genopbygning efter hærgende borgerkrige. Der hvor vi er aktive ihvertfald. Men den udviklingsbistand skal nu holde for. 

Finansloven er desværre en stærkt populistisk måde at svare på klodens kæmpe problemer på. 

Og så har vi slet ikke talt om, hvordan Danmarks og allieredes udenrigspolitik de seneste 15 år trækker et spor af fejlslagne stater, som trækker efter sig. Det må blive emnet for endnu en kommentar.