I sidste uge kom regeringens gymnasie-udspil på gaden. Det har mange lovende takter, men der er også punkter, hvor man bliver en smule bekymret. Ikke mindst for, hvor de faktiske forhandlinger kan føre hen.

At højrefløjens råbekor allerede er i gang under mottoet ’kvaliteten i gymnasiet bliver bedre, hvis vi kun lukker dem ind med et vist gennemsnit’ er en udmærket smagsprøve på, hvor konfliktlinierne er.

Hvis vi slipper de – mange – unge, der kommer fra såkaldt ikke-boglige hjem, hvordan skal vi så opnå, at stort set alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse? 

Heldigvis har regeringen ikke ladet sig besnære af råbekoret men holdt fast ved sit udgangspunkt – at adgangskravene til gymnasier og erhvervsuddannelser skal være de samme for at sikre, at de som ungdomsuddannelser er ligestillede.

Det er jeg helt enig i. Ikke at adgangskravet i sig selv ville blive smidt på forhandlingsbordet fra vores side, men præmissen om, at ungdomsuddannelserne skal have ens vilkår for adgang, flugter helt med mit perspektiv. Og kravet om to-tallet er ikke en hermetisk lukket dør – man kan gå op til en ny prøve og gennemføre en personlig samtale, der så kan åbne døren også for de, der ikke lever op til det.

Gymnasiet skal ikke bare være en eliteskole. Gymnasiet skal – i endnu højere grad end nu – kunne håndtere og udfordre de fagligt virkelig dygtige samtidig med at de løfter og udfordrer de elever, der står med de største boglige udfordringer.

Hvis vi slipper de – mange – unge, der kommer fra såkaldt ikke-boglige hjem, hvordan skal vi så opnå, at stort set alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse? Ingen ung, der er klar til at lære og tage en uddannelse, må møde en lukket dør til uddannelsessystemet. Det skal der stås fast på i den politiske blæst.

At styrke fagligheden for alle er godt. Men gymnasiet skal fortsat også være almendannende, ikke bare ’studieforberedende’. Alle skal have en solid ballast med sig, uanset studieretning, og uanset hvad man vælger at gøre, efter at studenterhuen er i hus.

Derfor er der også grund til at holde øje med de humanistiske fag – og med bredden i det naturfaglige fokus, som fylder ganske meget i udspillet. Jeg er en smule bekymret over, om ikke udspillet har et lidt for kortsigtet erhvervsfokus snarere end at tage de lange briller på.

Uddannelse er vores bedste redskab til at skabe større lighed i Danmark. Det bør være kompasset i de forhandlinger, der nu så småt er gået i gang.