For et par uger siden barslede den regeringsudnævnte embedsmand, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, med sin rapport om en fremtidig dansk udenrigspolitik.

Det globale handelssystem skal sikre fair handel og fremme ordentlige arbejdsvilkår.

Meget har der været spekuleret i dennes relationer til Lars Løkke – og Løkkes kæp i hjulet på udenrigsminister Kristian Jensens rolle som landets udenrigsminister og dermed linjedommer for politikken. Men det må regeringen selv slås med.

Langt mere afgørende for Danmark er de pejlemærker, der står så tydeligt i rapporten «Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid. Vejen frem for Danmarks interesser og værdier frem mod 2030»

En af de allervigtigste pointer, set med mine øjne, er, at  «Danmark har store fordele ved forpligtende internationalt samarbejde og regler, der sikrer indflydelse for mindre lande og fælles spilleregler.... Danmark skal fortsat fremme den internationale retsorden og universelle menneskerettigheder»

I en tid, hvor højrepartier (til tider flankeret af socialdemokratiske røster) i store dele af Europa sætter spørgsmålstegn ved fælles løsninger på fælles problemer. Udfordrer internationale konventioner. Vender ryggen til EU og trækker støtten til FN. 

I en sådan tid er det fuldstændig afgørende med en modmagt, der fastholder netop det, som har bevæget verden siden Anden verdenskrigs rædsler og tragedier: FN, international retsorden, konventioner og menneskerettighedernes gyldighed for alle.

Mit umiddelbare bud på, hvad den som minimum skal hvile på, er derudover:

De globale Bæredygtighedsmål, 2030-målene: Hvordan kan Danmark bidrage ude i verden til at virkeliggøre dem? Hvad skal der i øvrigt til herhjemme for, at Danmark leverer sin part (national handlingsplan, tak!).

I alt, hvad vores udenrigspolitik påvirker, må det vurderes, hvad konsekvenserne er rent udviklingspolitisk – eller sagt på en anden måde: Der skal tages behørigt udviklingspolitisk hensyn i al anden udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Kampen mod national og global ulighed: I en tid, hvor skandalerne ruller i dansk skattepolitik, og Panama Papers afslører, hvad de fleste af os vidste – nemlig at de, der har, snyder fællesskabet for at rage endnu mere til sig – og hvor uligheden vokser, skal der oprustes, så økonomien igen underlægges politisk-demokratisk kontrol. Internationalt skal vi kaste os ind i både kampen mod skattesnyd og for en finansskat. Det globale handelssystem skal sikre fair handel og fremme ordentlige arbejdsvilkår.

Humanismens nødvendighed: Den aktuelle flygtningekrise er dybest set en krise i den rige del af verdens selvforståelse og evne ti lat håndtere problemer i fællesskab.

Den humanistiske nødvendighed tilsiger, at vi ikke bare løfter vores del af ansvaret for de flygtninge, der kæmper sig til Europa, men at vi løfter ansvaret for at skabe fælles løsninger!

Den tilsiger også, at vores sikkerhedspolitik tunes meget mere ind på forebyggelse, konfliktløsning og -mægling.