I forbindelse med SF´s landsledelsesmøde i sidste uge viste det sig svært for dele af journaliststanden at forstå toleddede sætninger. Så nu prøver vi lige at sætte det op helt enkelt:

Jeg er svært ærgerlig over, at regeringen og Enhedslisten ikke sammen indgik Finanslovsaftalen 2014. Men den indgåede saftale har mange gode elementer, som er klare SF-mærkesager.

Se, det var ikke så svært.

Både Enhedslisten og regeringen har et ansvar og jeg mener, at Enhedslisten og (dele af) regeringen har fejlet ved ikke at finde en løsning sammen. Den store taber er venstrefløjen.

Gode ting i aftalen

Skadernes omfang er målt i kroner og øre er ikke så alarmerende; tæt på 80 procent af midlerne fra finanslovsskitsen, som lå på bordet med Enhedslisten, blev gennemført med blå stemmer. Regnet på den måde var Venstre billigt til salg.

Venstre har stemt for ekstra fem milliarder til velfærden, blandt andet den famøse milliard om året i de næste fire år til ældreområdet, samt 1,2 milliarder de næste fire år til socialt udsatte og psykiatrien; tæt på 1,5 milliarder ekstra til grøn omstilling og arbejdsmarkedsområdet får mere end en halv milliard ekstra til indsatsen med social dumping og til jobrotation.

Lidt kedeligere bliver det, når vi ser på betalingen til Venstre. I 2014 fremrykkes skattelettelser til erhvervslivet på hen ved 760 millioner.

Blame game rettet mod Enhedslisten kan vise sig at blive en af Venstres største politiske sejre. 

Udeladelsessynder er mere alvorlige. Det, der ikke er i aftalen, kan koste venstrefløjen dyrt: Det vigtigste er, at tilbageføring af fradrag for fagforeningskontingenter, så de solidariske fagforeninger kan matche de gule på kontingentfradraget, er fjernet og indsatsen mod social dumping i form af obligatoriske ID-kort på byggepladserne er væk.

Hjerteblod for fagbevægelsen og bydende nødvendigt for at styrke den solidariske fagbevægelse - noget som kunne række mange år frem i tiden. Det frafaldt man. Og den pris er alt for høj.

At Socialdemokraterne var villige til at ofre det, er mig en gåde. Centrum-venstreregeringen havde en unik chance for at gøre noget alvorligt ved problemerne med social dumping, men missede den.

Var det værd at holde fast på krav om ændringer i serviceloven, som Enhedslisten gjorde. Jeg mener det ikke; det var ikke den rette løsning, selv om jeg forstår (og deler) den politiske pointe - og forstår at Enhedslistens tillid til det, de får lovning på i Finansministeriet, er tyndslidt.

Behov for evaluering

Der har sandt at sige ikke manglet udmeldinger fra toppolitikere eller fagforeningsledere, som har haft nogle meget klare - og ofte personrelaterede - holdninger til den udeblevne aftale. Resultatet har været en tsunami af blame game rettet mod Enhedslisten - som helt sikkert ikke er blevet mindre af S og SF’s opsparede frustration over Enhedslistens opsamling af venstrefløjsstemmer og kommunalvalgsresultatet.

Problemet er bare, at netop det blame game kan vise sig at blive en af Venstres største politiske sejre. Venstrefløjen står igen både med splittelse og med manglende levering til de lønmodtagere, der har været omdrejningspunktet i flere år og et svigt overfor fagbevægelsen.

Sket er sket, og det skete er noget møg. Jeg er sikker på, at der internt i Enhedslisten evalueres. Måske vi andre skulle gøre det samme. SF og venstrefløjen i Socialdemokraterne må få sat en stopper for, at Venstre bliver inviteret ind på målstregen og laver aftalen. Forløbet gav en for SF god finanslov, men ikke den bedste. Og regeringen er ikke på sikker parlamentarisk grund. Det må være et klart nytårsforsæt at få samlet op på dét forhold.