Siden 2007 har vi set en uforklarlig stigning i tvangsanbringelser og en stor stigning i brugen af private aktører, der har en økonomisk interesse i at sælge deres ydelser til kommunerne.

Frygten for at overse alvorlige omsorgssvigt har ført til overdreven og kostbar magtanvendelse over for helt almindelige familier.

Den privatpraktiserende psykolog er en vigtig privat aktør, når en kommune vil tvangsfjerne et barn.

I sager om tvangsfjernelse af børn sker anbringelsen på baggrund af en såkaldt forældrekompetenceundersøgelse (FKU) lavet af en psykolog til en pris på cirka 40.000 kroner.

Undersøgelsen omfatter forskellige test af intelligens, kognition, mentaliseringsevne, fortolkning af blækprøver og observation af familien i uvante omgivelser.

Familier, der testes, aner ofte intet om, hvad testen går ud på.

Ulige magtforhold

Det akademiske sprog ekskluderer borgere fra at deltage ligeværdigt i sager, der angår deres ret til familieliv.

Det ulige magtforhold mellem familien, der skal vurderes, og psykologen, der er hyret af kommunen til at vurdere, stiller en række spørgsmål:

Har borgeren frit valg mellem psykologer? Er der tilsyn med psykologer? Er psykologer udsat for konkurrence?

Svaret er kort sagt nej!

Borgeren har ikke frit valg, der er ikke tilsyn med psykologer, og der er ikke fri konkurrence, for det er altid kommunen, der bestemmer, om familien skal have forældreevnen vurderet og af hvilken psykolog.

Sagsbehandler, Ankestyrelse og domstole vægter psykologens vurdering og konklusioner som såkaldt valide. 

Hvilket er et meget fint ord for, at psykologen ved bedst, har de rigtige test og derfor sandheden, selv om der ingen videnskabelig evidens er for FKU’er.

Mor i umulig situation

En enlig mor til tre børn bliver kørt i taxi fra Norddjurs til Silkeborg og skal observeres i en svømmehal.

Børnene er tre, fem og syv år gamle, og det ældste barn har armen i gips.

Psykologen observerer, at moren ikke kan hjælpe mere end ét barn ad gangen med badesandaler og andre praktiske ting i svømmehallen.

Psykologen konkluderer ud fra sine observationer, at moren ikke kan varetage mere end ét barns behov ad gangen, og at hun derfor ikke har forældreevne nok til at være sammen med mere end et barn ad gangen, selv om hun har været primær omsorgsgiver for alle tre børn, siden de blev født.

Er det fair? Nej, det er det ved gud ikke. Hvordan er vi kommet dertil?

Hvorfor pålægger vi kommunerne store udgifter og udsætter familier og børn for krænkelser og overgreb, som skader både forældre og børn for resten af deres liv?

Klassemæssig skævhed

Frygten for at overse alvorlig omsorgssvigt har ført til overdreven og kostbar magtanvendelse over for helt almindelige familier.

Der er en overvægt af familier fra arbejderklassen og ufaglærte, der udsættes for undersøgelse af forældreevnen?

De mest hyppige anbringelsesårsager er bekymrende adfærd hos børn eller unge, for eksempel udadreagerende adfærd observeret i skolen (68 procent). 

Utilstrækkelig omsorg fra forældre observeret af skole, daginstitution, sundhedsplejerske og lignende (48 procent).

Autismeforeningen har afdækket, hvordan forældre oplever, at de ikke får hjælp til deres handicappede barn og pludselig står i en anbringelsessag, fordi barnet er kommet i voldsom mistrivsel grundet mislykket inklusion.

Kun 3 procent bliver anbragt på grund af kriminelle forhold, hvor forældre dømmes for overgreb.

Når nu tallene viser, at de færreste børn fjernes på grund af misrøgt, vold og overgreb, mens de fleste tvangsanbringelser bygger på psykologers forældreevneundersøgelse, bliver vi nødt til at spørge:

Kan man altid stole på vurderingen fra en psykolog, som er købt og betalt af kommunen, og som dermed har en økonomisk interesse i fortsat at blive hyret af kommunen?

Familier risikerer i dag at blive målt, vejet og dømt ud fra middelklassenormer og idealer, hvor familien altid i alle situationer kan opfylde alle deres børns behov på samme tid, aldrig er vrede, sårbare eller kede af det.

Et ideal ingen kan leve op til.

Jeg mener, man bør fjerne børn, hvis der er tale om overgreb og misrøgt, men vi skal ikke fjerne børn ud fra målinger af forældreevne, der forgylder private aktører.

Retten til familieliv

Vi har som borgere en grundlovssikret ret til familieliv.

Som samfund, der opfatter alle borgere med lige ret for loven, skal vi sikre lige vilkår i et så grundlæggende spørgsmål som retten til familieliv.

Vi har politisk skabt 64.000 fattige børn med familier i økonomisk klemme på grund af sygdom handicaps og ulykke.

Vi vil rive 11.000 boliger ned, og nu vil vi fjerne endnu fleres ret til familieliv?

Familier, der af psykologen dømmes som uegnede til at passe deres egne børn, er stemplet for altid.

Derfor er afdækningen af de klasseforhold og de økonomiske incitamenter, der ligger bag den store stigning i tvangsfjernelser, efter min mening som politisk vagthund en væsentlig frihedskamp, der skal kæmpes for at bevare lighed og fællesskab.

Som byrådspolitiker med ansvar for en lille, fattig kommunes økonomi må jeg råbe vagt i gevær. Området er løbet løbsk, og det ser ikke ud til at blive bedre.

Der skal ryddes op i både lovgivning og praksis, så vi holder op med at tvangsfjerne børn ved hjælp af målinger af forældreevne, for helt grundlæggende kan man slet ikke måle den såkaldte forældreevne.