Clara Zetkin blev født i 1857 og levede i en tid fuld af opbrud, sejre, nye veje og til sidst det store nederlag til fascismen.

Allerede som ung og under læreruddannelsen fik hun indblik i livets realiteter i det fattige landsby-miljø, hvor faderen var lærer.

I 1889 var Clara Zetkin delegeret ved den Internationale socialistiske kongres i Paris. Hun holdt her en stor tale om arbejderkvindernes stilling i samfundet og bevægelsen.

I studietiden i Leipzig traf hun på nye mennesker og synspunkter. De russiske studenter spillede en vigtig rolle for hende. Hun kom i kontakt med arbejderbevægelsen og oplevede August Bebel (1), hvis bog 'Kvinden og socialismen' udkom i 1878.

Alt dette gik op i en højere enhed: socialisme, internationalisme og oplysningsarbejde. Hun meldte sig ind i Socialdemokratiet samme år, hvilket forhindrede hende i at få arbejde som lærer.

I Paris

I 1882 flyttede hun til Paris for at leve sammen med den russiske socialist Ossip Zetkin - de blev aldrig gift. Parret fik to børn, og det gjorde det ekstra svært at skaffe sig en indkomst.

Efterhånden fik de mulighed for at skrive især i den tysksprogede arbejderpresse. Ossip var oprindelig den mest skrivende af de to, men efterhånden overtog Clara mere og mere af skrivearbejdet. Ossip døde i 1889.

Det var et hårdt slag for Clara Zetkin, men hun videreførte arbejdet og kunne sammen med sine to sønner leve af journalistikken.

I disse artikler bevægede hun sig væk fra de mere almene politiske emner og begyndte at koncentrere sig om kvindespørgsmålet. Efterhånden udviklede hun sit syn på dette spørgsmål ud fra et marxistisk ståsted. Indtil da havde der ikke udover Bebels bog været skrevet meget om dette emne.

Fælles kamp for revolutionen

I 1889 var Clara Zetkin delegeret ved den Internationale socialistiske kongres i Paris. Hun holdt her en stor tale om arbejderkvindernes stilling i samfundet og bevægelsen.

I modsætning til den borgerlige kvindebevægelse var arbejderkvinderne klare over, at deres kamp var en del af den omfattende sociale konflikt, som ville blive løst i forbindelse med den almene ændring af samfundet.

Hun fastslog, at kvindearbejdet var resultat af den økonomiske udvikling, at kvindearbejdet ikke var løntrykkerarbejde, men at kapitalen misbrugte sin magt til at betale kvinderne en lavere løn end mændenes. Kvindernes økonomiske uafhængighed via deres arbejde var en betingelse for deres frigørelse og en forudsætning for ligeberettigelse.

I modsætning til den borgerlige kvindebevægelse var arbejderkvinderne klare over, at deres kamp var en del af den omfattende sociale konflikt, som ville blive løst i forbindelse med den almene ændring af samfundet.

Hun afviste principielt et forbud mod kvinders erhvervsarbejde, og krævede social og politisk ligestilling med mændene. Hun opfattede det som uhensigtsmæssigt at opstille særlige kvindekrav, fordi løsningen på kvindernes særlige problemer skulle findes i sammenhæng med arbejdernes almene kamp. Arbejderbeskyttelse skulle være generel og ikke være forskellig for mænd og kvinder.

Det var kontroversielle teser i datidens arbejderbevægelse. Et resultat af hendes tale var dog, at kongressen gik ind for, at kvinderne skulle have adgang til arbejdsmarkedet. Men i samme resolution blev der stillet krav om forbud mod natarbejde for kvinder og mod beskæftigelse i bestemte industrigrene.

Redaktør for 'Die Gleichheit'

I 1890 vendte Clara Zetkin tilbage til Tyskland og bosatte sig i Stuttgart. Her blev hun udpeget som redaktør for det socialdemokratiske kvindeblad, Die Gleichheit (Lighed). Hun redigerede det som et socialistisk blad i modsætning til de feministiske tendenser, der gjorde sig gældende blandt selv engagerede arbejderkvinder.

Clara Zetkin arbejdede på at inddrage arbejderkvinderne i klassekampen for således at virkeliggøre ligestillingen. 

Modsætningen mellem feminisme og socialisme lå i 1890`erne især i spørgsmålet om samarbejdspartner: skulle man samarbejde med de borgerlige kvindeorganisationer eller med den socialistiske (mandlige) arbejderbevægelse?

Det var ikke let at samarbejde med mændene, som var meget tøvende overfor en anerkendelse af kvindernes krav om ligeberettigelse, eller bare om optagelse i de faglige organisationer. Men modsætningen til de borgerlige kvindeorganisationer fremstod klart, målsætningen var en anden, de taktiske skridt ligeledes.

Zetkin arbejdede på at fremme den socialistiske agitation blandt kvinderne, at inddrage arbejderkvinderne i klassekampen for således at virkeliggøre ligestillingen. På dette grundlag afviste hun konsekvent et samarbejde med de borgerlige kvindeorganisationer. Hendes vurdering var, at disse kun var interesserede i en ganske snæver målsætning. Ikke alle socialistiske kvinder var enige med hende i dette synspunkt.

Den nye kvindebevægelse brød igennem på flere punkter: kvinder fik for eksempel lov til at tage studentereksamen og de kunne studere. Der var ikke noget i vejen for, at de kunne ansættes i folkeskolen - et opbrud var i gang. Men det berørte næsten udelukkende de borgerlige samfundslags kvinder, arbejderkvinderne havde ikke overskud til at kæmpe for disse mål.

Men hvad så med arbejderbevægelsen? Så den det potentiale, som kvindernes frigørelse kunne bidrage med til en grundlæggende samfundsomvæltning? Nogle af lederne gjorde, der blev for eksempel rejst krav om kvindelig valgret. Men en egentlig opbakning var det svært at få øje på.

Internationale

Først i 1907 lykkedes det at gennemføre en socialistisk kvindekongres i forbindelse med Anden Internationales kongres.

58 delegerede fra 15 lande mødtes og vedtog at danne en organisation, der skulle have et internationalt sekretariat med Zetkin som sekretær. Kongressen vedtog at kræve almindelig valgret, et krav som den efterfølgende Internationale socialistiske kongres bekræftede.

På den anden internationale kvindekongres i København i 1910 kom Zetkin ud i en stærk konflikt med især danske og svenske fagligt organiserede kvinder om taktikken. De danske og svenske delegerede gik ind for en resolution, der vendte sig mod et forbud mod natarbejde alene for voksne kvinder. De krævede i stedet vedtagelse af en resolution, der 'forbød natarbejde for både kvinder og mænd'.

Det egentlige stridspunkt var, om kvinderne skulle acceptere, at der blev taget særligt hensyn til dem i reglerne om arbejderbeskyttelse, eller om man skulle stå fast på, at forudsætningen for lige løn også var lige arbejdsbetingelser, sådan som Zetkin havde gjort i 1889. Zetkin og flertallet af de delegerede afviste det dansk-svenske fremstød, de opfattede forbuddet som et fremstød, et murbrækkerarbejde i kampen mod natarbejde i det hele taget, altså også for mændene.

Pædagogisk indsats

Frederik Engels` opfattelse af nødvendigheden af, at bevægelsens medlemmer åbent kunne diskutere alle spørgsmål og dermed inddrage de 'nye rekrutter i klassekampen' til et aktivt arbejde for den socialistiske målsætning, fandt genklang hos Zetkin.

Hun brugte Gleichheits spalter til at præsentere arbejderkvinderne ikke kun for politik, men også for litteratur, pædagogik og andre emner, som kunne bidrage til frigørelsen. Hun var jo uddannet lærer og brugte sin viden på området. Dermed var hun helt på linje med Engels.

Her var der mulighed for at yde en afgørende indsats; adskillige år senere, da hun levede i Sovjetunionen, udarbejdede hun et udkast til en omfattende plan til studiet af den internationale kvindebevægelse. Hun inddrog også de erfaringer, hun havde gjort blandt andet i forbindelse med muslimske kvinder. Hun forholdt sig åbent overfor de eksisterende muligheder og opfordrede til åben diskussion inden for bevægelsen.

På venstrefløjen

I den tyske arbejderbevægelse udviklede modsætningerne om bevægelsens taktik - de havde altid eksisteret - sig stærkt i tiden op til 1914. Der opstod tre klare grupperinger: højrefløjen, det marxistiske centrum og venstrefløjen.

Centrum holdt på den vedtagne taktik, det vil sige afviste enhver fornyelse, højrefløjen ville integrere bevægelsen i det bestående samfund, mens venstrefløjen holdt fast i den revolutionære målsætning. Clara Zetkin var klart på venstrefløjen.

Venstrefløjen var dog ikke klart defineret og måtte først udvikle sig frem mod en afklaring. Dens bedste propagandaorgan var Die Gleichheit. De redaktører, der var tilhængere af venstrefløjen i den socialdemokratiske presse blev udskiftet af partiledelsen, men det kunne ikke lade sig gøre for Zetkins vedkommende. Hendes position som leder af kvindebevægelsen var, om ikke uomstridt, så dog stærk nok til, at det ville kræve noget helt ekstraordinært at 'fyre' hende.

Under verdenskrigen

Første Verdenskrigs udbrud ændrede alt dette. Det marxistiske centrum tabte hurtigt indflydelse, højrefløjen dominerede parlamentsgruppen, hvor venstrefløjen var uden betydning.

Men venstrefløjen fik samling på tropperne og begyndte at organisere sig. Det var vanskeligt under krigen, fordi myndighederne holdt øje med de antimilitaristiske grupper og personer. Venstrefløjen havde fodfæste i nogle få byer så som Bremen, Berlin, Chemnitz, Stuttgart, andre kom til senere.

Den socialdemokratiske partiledelse samarbejdede med de offentlige myndigheder om at sende de oppositionelle mænd til fronten. Den første gang man hørte fra venstrefløjen, var da Karl Liebknecht i december 1914 stemte imod krigsbevillingerne i Rigsdagen. Det varede ikke længe, før han blev indkaldt.

Zetkin havde sin egen vurdering af, hvad der måtte gøres i situationen. Hun fandt opbakning blandt meningsfællerne i Stuttgart. Holdningen gik ud på, at 'vi må sikre os, at vi ikke fjerner os fra masserne. Det er her, vi skal genskabe vores politik.'

Konferencen i Bern 1915

I marts 1915 samledes repræsentanter fra otte landes kvindeorganisationer under Zetkins ledelse i Schweiz.

Det blev den første internationale konference blandt arbejderbevægelsens krigsmodstandere. Dermed var det første skridt taget, selv om der ikke var ubetinget enighed om taktikken.

De russiske delegerede fremlagde et resolutionsforslag, der ikke var i overensstemmelse med de reelle muligheder for at arbejde i de centrale europæiske lande. De ville dog ikke modarbejde grundlaget for konferensen. Den vedtagne resolution blev spredt illegalt blandt andet i Tyskland og medførte, at Zetkin blev fængslet. Det undergravede hendes i forvejen skrøbelige helbred.

Revolution 

I 1917 blev zar-styret væltet i Rusland. Zetkin hilste på grund af sine gamle forbindelser til Rusland, begejstret den nye udvikling velkommen.

Hendes holdning til revolutionens udvikling er vanskelig at blive klog på, da hun på den ene side afviste undertrykkelsespolitikken, men på den anden forsvarede den 'masseterror', som hun betragtede som nødvendig.

I Tyskland blev splittelsen i Socialdemokratiet åbenlys, et udbryderparti, det Uafhængige Socialdemokrati, blev oprettet.

Zetkin og flertallet af den øvrige venstrefløj gik ind i det nye parti, nogle dog med forbehold. Ved årsskiftet 1918/19 dannedes det kommunistiske parti (KPD), som Zetkin dog først tilsluttede sig i marts 1919. Hun mente, at man så længe som muligt burde blive sammen med de uafhængige socialdemokrater, der havde en vis opbakning i arbejderbefolkningen.

KPD og Komintern

Efter at Zetkin havde tilsluttet sig KPD, opnåede hun som en af de gamle revolutionære en fremtrædende stilling i partiet. Hun var imidlertid også et af partiets to rigsdagsmedlemmer, hvilket understregede hendes betydning.

Clara Zetkin udarbejdede retningslinjer for det kommunistiske kvindearbejde og blev redaktør af det internationale kvindetidsskrift.

Hun spillede en væsentlig rolle i den politiske afklaringsproces i 1919/1920, hvorunder partiet splittedes i et lille kommunistisk parti, medens flertallet gik ud og dannede forskellige grupperinger. Men med denne afklaring var vejen åbnet for en sammenslutning med flertallet af de uafhængige socialdemokrater i oktober 1920; KPD blev et masseparti med stærk støtte i fagbevægelsen.

Zetkins stilling i partiet var omstridt, men hun fastholdt en fremtrædende plads. Medvirkende var, at hun i slutningen af 1920 blev valgt til leder af det Internationale kvindesekretariat i Kommunistisk Internationale.

Hun udarbejdede 'retningslinjer for det kommunistiske kvindearbejde' og blev redaktør af det internationale kvindetidsskrift. Imidlertid blev hun alvorlig syg og gradvist nærmest blind. Hun måtte derfor flere gange på længere rekreationsophold, hvilket forringede hendes muligheder for at gribe ind i de politiske forhold i KPD og Internationalen.

Det er endnu ikke helt klart, hvilken holdning hun indtog i de stridsspørgsmål, som dukkede op igennem 1920`erne. Hun kritiserede åbenbart klart Stalins politik i Internationalen og Thälmann-ledelsen i KPD. Men blev i partiet, til trods for at hun så, at dets forbindelse med arbejderklassen svækkedes, båndene til store grupper blandt de organiserede arbejdere blev brudt.

Clara Zetkin var en person med mange facetter. Hendes indsats i arbejderbevægelsen dækkede mange områder, og hun var ikke udelukkende forkæmper for kvindefrigørelsen. Tværtimod brugte hun kvindekampen i en bred sammenhæng, så dens mange muligheder og dens betydning for en revolutionær ændring af samfundet kom til fuld udfoldelse.

Noter:
1: August Bebel (1840-1913) var det tyske socialdemokratis ubestridte leder gennem mange år. Han var revolutionær socialist og nær ven af Marx og Engels, som havde stor indflydelse på hans politiske og ideologiske udvikling. Bebels bog 'Kvinden og Socialismen' spillede en vigtig rolle for udbredelsen af marxismen i Tyskland. Han var den første marxist, som forsøgte at udarbejde en teori om sammenhængen mellem kvindernes og arbejderklassens frigørelse. (red.)