Når far eller mor ryger i spjældet, så rammer det børnene hårdt. Alligevel findes der i Danmark ikke en politik på området. Det gør en ny forskningsrapport op med.

Barn af en fængslet

af Bjarne Nielsen

Når straffen rammer uskyldige er en yderst vigtig bog, der sætter fokus på hvorledes det er at være barn af en fængslet i Danmark anno 2010.

Den er resultatet af den første store forskningsbaserede belysning af alle aspekter – fra anholdelse til løsladelse. De to forfattere vil hermed sætte fokus på børns – manglende – rettigheder.

»Det var den værste dag i mit liv« fortæller en ung pige om anholdelsen af sin far. En anden pige kan huske, at politifolk stormede ind i lejligheden og tog faren med, hvorefter han kom i fængsel. Hun syntes, det var hendes skyld, og hun begyndte at græde i skolen.

Det er nogle af de mange historier som de to forfattere beretter om i bogen.

Når far er fængslet
Der også historien om Jonas der var ti år og boede sammen med sin far og sin lillebror. Da faren skulle ud og sejle i to uger, flyttede børnene ind hos deres kusine.

Men faren kom ikke hjem efter sejlturen. I en uge frygtede Jonas, at skibet var sunket. Så ringede politiet og fortalte, at Jonas far var varetægtsfængslet. Først efter tre måneder fik drengene lov til at besøge deres far.

Således starter den rystende bog over en del af det borgerlige Danmarks socialpolitik. Bogen giver et uhyggeligt men præcist billede af, hvorledes de omkring 4000 børn, der konstant har en forælder i fængsel, har det.

Forfatterne er overrasket over, hvor lidt opmærksomhed der har været, og er, omkring den voldsomme påvirkning, som de fængs­ledes familier og børn udsættes for. Børnene må leve med tabu­isering, savn, ubesvarede spørgsmål, svære følelser og store problemer.

Bogen undersøger des­uden børnenes oplevelser i forhold til politi, fængselspersonale og af forældrene selv. Det er rystende læsning.

For eksempel oplever 47 procent af betjentene generelt, at børnene græder, når de overværer en forælders anholdelse.

44 procent af de ansatte i de sociale myndigheder oplever, at fængselsramte familier har en forhåndsforestilling om, at sociale myndigheder betyder ubehagelig overvågning og kontrol.

En Cambridge-undersøgelse, som bogen refererer til, fortæller, at børn af fængslede, har cirka dobbelt så stor risiko som andre børn for at udvikle antisocial opførelse og få psykiske problemer.

Blandt de 15-17 årige med en far i fængsel har 12,3 procent selv begået en lovovertrædelse, mod kun 5,5 procent i hele aldersgruppen.

Behov for reformer
Bogen munder prisværdigt ud i en række konkrete forslag til reformer.

Børnene bør have ret til at se deres fængslede forældre hyppigere end en time om ugen, og disse besøg bør ikke finde sted i de såkaldte bollerum. Der skal også indføres børneansvarlige for blandt andet at sikre, at børnene modtages ordentligt, når de kommer på besøg.

Det har tage forfatterne, der begge er ansatte på Institut for Menneskerettigheder, tre år at lave undersøgelsen. Bogen bør være en væsentlig øjenåbner for alle, der arbejder med socialpolitik.