Fra det første camera obscura for 2500 år siden til det digitale kamera har mennesket leget med lys. Kobberstiksamlingens nye udstilling »fotografier« viser billedet som kunst.
Virkeligheden trænger sig ind gennem kameraets søger. Øjet venter tålmodigt på det rette øjeblik. Et tryk og en på forhånd bestemt mængde lys lukkes ind i et nøje udregnet tidsrum. Et billede er skabt. Verden er blevet et foto.
Alt kan fotografereres – og vi fotograferer alting: offentlige landskaber, private hjem, krigens ofre, fugle i flugten, vennerne på druk, familien i svømmepølen, forplantning og begravelse, liv og død.
Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst i København har søgt i arkiverne efter museets indkøb af fotokunst gennem de sidste 30 år frem.
Heraf er 250 værker af danske og internationale kunstnere blevet udvalgt og ophængt, men udstillingen forsøger ikke at sætte fotografiet som kunstart i en historisk ramme.
I stedet fortæller udstillingen om nogle af fotomediets mange former, metoder, teknikker og udtryk. Det eksperimenterende, dokumenterende, selviscenesættende. Det provokerende, overraskende anderledes.
Foto som kunstmedie
Den Kongelige Kobberstiksamling er et enestående skatkammer af kobberstik, tegninger, raderinger, træsnit, akvareller, litografiske værker og andre former for kunst på papir.
Samlingen består af 240.000 værker indsamlet gennem næsten 500 år.
Museumsinspektør på Statens Museum for Kunst, Vibeke Vibolt Knudsen,. har stået for valg af vinkler og motiver blandt de mange fotos.
De er primært indkøbt blandt kunstnere, der bruger fotografiet som et af de medier, de arbejder med, og på den måde integrerer det i deres arbejdsmåde.
– Det kan godt være, at vi senere vil gå andre veje, men det er blevet på denne måde, fordi fotografierne indgår i en kunsthistorisk samling, siger Vibeke Vibolt Knudsen til Arbejderen.
– Det har ikke noget at gøre med, at det er bedre, fordi det er lavet af kunstnere, end hvis det var lavet af fotografer. Fotografiet nu om dage er jo kunst.
Men man leder forgæves efter fotografiet, som vi kender det fra de store fotoudstillinger.
– Vi kan jo ikke dokumentere fotografiet i dets mangfoldige former. Det har vi fotomuseerne til. Vi skal ikke ligne hinanden allesammen, siger Vibeke Vibolt Knudsen.
Baggrunden for udstillingen »Fotografier« er ifølge Vibeke Vibolt Knudsen enkel. Det er en god lejlighed til at vise, hvad Kobberstiksamlingen kan på området.
– Det er god kunst af gode kunstnere, og det vil vi først og fremmest vise publikum. At Kobberstiksamlingen så internt får mulighed for at gøre status er en bieffekt, fortæller hun.
– Det er jo en mulighed for at se på, om der er nogen steder, vi skal udbygge fotosamlingen, om vi mangler noget, og om vi skal gå i en anden retning, siger Vibeke Vibolt Knudsen
Positiv og negativ
»Fotografier« er den første udstilling, som Kobberstiksamlingen viser udelukkende med egne fotografiske værker.
De første blev købt i slutningen af 1970’erne, og anskaffelserne tog særlig fart i løbet af 1990’erne, efterhånden som fotografiet blev bredt anerkendt som et kunstnerisk medie.
Men foto som medie er væsentligt ældre. Det såkaldte camera obscura (det mørke rum) tillægges en kinesisk filosof for 2500 år siden. Et hul i væggen på et lukket rum viser det indtrængende lys om- og spejlvendt på væggen overfor. Årtusinder senere forsynede en videnskabsmand hullet med en linse for at gøre billedet skarpere.
Leg med lys
Den første, der målrettet brugte fotografiet som kunstnerisk medie, og som solgte sine værker til et museum, var amerikanske Alfred Stieglitz (1864-1946). Både han og den eksperimenterende surrealist, Man Ray, (1890-1976) er med på »Fotografier«.
Man Ray og den samtidige ungarer Moholy-Nagi eksperimenterede helt i tidens ånd lystigt med kameraer, linser, materialer, teknikker og ydre påvirkninger.
Danskeren Albert Mertz (1920-90), mest kendt for sine skulpturer, var en ivrig konceptkunstner og videreførte i 1940’erne disse tidlige forsøg med at skabe fotogrammer, der nedbryder skellet mellem konkrete figurer og et drømmende udtryk.
Samme formsprog brugte tyske Sigmund Polke i serien »Kölner-tiggere« fra 1972. Langt fra at være realistiske fotos af mennesker i nød er de diffuse billeder, fotos vendt fra positiv til negativ.
Blodig alvor
Langt mere til stålet gik de såkaldte Wiener-aktivister. Det kostede således den østrigske aktivist Hermann Nitsch adskillige fængselsophold, at han i 60’erne gennemførte en serie aktioner, der i den grad fik borgerskabet til at flippe ud.
I et fotografi fra hans 20. aktion august 1965 ses dyreindvolde rituelt lagt omkring en nøgen mands kønsdele, som smelter sammen med og bliver en del af indvoldene.
Disse religiøse ritualer, som han kaldte Orgie Mysterie Teater, slår samtidig op med datidens abstrakte kunst.
– Det var en gruppe af kunstnere, der samtidig gjorde op med datidens klassiske avantgarde-kunst. På sin vis var man samtidig politisk, fordi man ville nedbryde tabuer og kritisere et etableret og materialistisk borgerskab, forklarer Vibeke Vibolt Knudsen.
Disse aktioner inspirerede i 1990’erne Elke Krystufek til andre, grænseoverskridende aktioner, som at masturbere offentligt og drikke sit eget pis Hun er på udstillingen repræsenteret med serien »The Rich visit the Poor and the Poor visit the Rich« fra 2004.
I samme boldgade finder man tyske Jonathan Meese, som har ladet sig fotografere i heil-stilling med et foto foran ansigtet til overskriften »Dictatorship« som en kommentar til massemediernes forførende fortolkning af virkeligheden.
Humor og seksualitet
Fotografiet er som skabt til at udforske forholdet mellem mennesket som krop og som identitet, og udstillingen viser adskillige smukke eksempler.
Et af de mere muntre er Poul Gerdes’ »Bagsider« fra 1969, hvis mennesker er fotograferet bagfra i røvhøjde. Kirsten Justesen brugte i 1973 sin graviditet til at undersøge køn og person i serien »Omstændigheder«, der på samme tid leger med seksualitet, sjæl og kroppens æstetik.
Køn og identitet er også emnet for den amerikanske kunstner Richard Prices serie »Cowboys & Girlfriends«. Over for fire maskuline Marlboro-reklamer står fire amatørfotos af unge, smukke kvinders erotisk leg med store motorcykler – et humoristisk indblik i den amerikanske drøms forlorenhed.
Foto som fortælling
Fotografiet er selvfølgelig også som skabt til at dokumentere verden, både som den er, og som vi gerne vil vise den.
Morsom er Gitte Villesens »35 Pair« (35 par), der fortæller historien om ophængning af 35 par trusser på en tørresnor, set ovenfra. Den moderne manderolle får én på hatten i Peter Lands »The Lake« (Søen), og den skal ses, ikke forklares. Morsomt er det i hvert fald.
Mere alvorligt spiller Sarah Lucas i en serie selvportrætter en moderne kvindes indre rollemodeller.
Social drama og kødelighed er der i såvel Wolfgang Tillmanns »New Inn Yard August 96, 41+1«, som i bøssefortællingen »End of Natural Behaveour« (Færdig med naturlig opførsel) af Michael Elmgreen og Ingar Dragset.
Helt for sig selv står Tacita Deans »Dead Budgie Project«, der fortæller historien om en undulats liv og død gennem billeder fundet i et fremmed fotoalbum. For når det kommer til stykket, er alle historier allerede fortalt af andre.
Uvirkelig virkelighed
Til sammen giver »Fotografier« et fascinerende indblik i, hvordan moderne kunstnere ustandselig søger og finder nye og genopdager gamle udtryk i den ældgamle leg med lys.
»Fotografier« er ikke nem at forstå. Bortset fra de korte tekster om udstillingens fem temaer, er beskueren på egen mark. Her er ingen pædagogisk belæringer, ingen kunsthistorisk paratviden.
For nogen vil det være en undskyldning for at flygte skrigende bort. For andre vil det stille krav om intuition og fantasi, her i den grå zone mellem uvirkelighed og fotografi.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
