Filmudgaven af den irske dramatiker oscar wildes roman om narcisisten dorian gray er blevet en forudsigelig forestilling om død, ondskab, evig ungdom, og selvfedhed

Blodfattig wilde-klassiker

Ealing Studies

Oscar Wildes berømte roman om evig ungdom, synd, død og selvfedhed er blevet til en blodfattig og forudsigelig film. Her ses hovedpersonen med sin dæmoniske nye ven, Henry Wotton.

Af Mikael Strandbech

Forlægget til filmen Dorian Gray er skrevet af den  irske dramatiker og levemand Oscar Wilde (1854-1900). Den har klassiker-status. Uden at have læst Oscar Wildes tekst antager jeg, at denne berømte roman ikke er lige så blodfattig som filmen om Dorian Gray.

Jo, der sprøjter blod i en af de første scener, og jo, der kysses med mere på både kvinder og mænd , og jo, Dorian Gray (Ben Barnes) er en engelsk adelsmand, der har arvet en formue efter sin afdøde far og som år sig nogle nye venner, blandt andet den dæmoniske Henry Wotton (Colin Firth).

Det blodfattige består i, at man ikke rigtigt tror på Dorian og hans smerte over hans første kærligheds selvmord. Et selvmord som Dorian bebrejder sig selv, fordi han blev lokket på bordel af Wotton.

I øvrigt tror man tror heller ikke på, at Dorian skulle lade sig lokke så nemt.

Og temaerne: selvforelskelse, ondskab, evig ungdom, udødelighed, synd og billedforbud, som Oscar Wildes tekst angiveligt skulle indholde – Wildes tekst er blevet kaldt en moderne version af den græske myte om Ekko og Narcissos – folder sig slet ikke ud i en forudsigelig og blodig blodfattig forestilling.