En ny bog i his2rie-serien sætter fokus på det store latinamerikanske land chiles historie siden det blev selvstændigt i 1810, og kampen for demokrati.
Det var forfatteren Kai Rasmussens interesser for mulighederne for samfunds-forandringer, socialisme og revolution, der udviklede hans 40 års interesse for Chile.
Godt for det, for hvilken herlig og fornem introduktion til landet han nu præsenterer os læsere for. Forfatteren tager temaer som demokrati, fascisme, politisk, økonomisk og social udvikling op.
Bogen indledes med det fascistiske kup, der til både forfatterens og juntaens overraskelse ikke mødte nævneværdig modstand. Det kostede over 1500 livet, 45.000 blev arresteret, og ofte tortureret, og over 100.000 drog i eksil.
Militærkuppet den 11. september 1973 gennemgås næsten minituøst. Kun fire af præsident Salvador Allendes nærmeste medarbejdere overlevede de sidste timer i paladset og de kunne dementere juntaens propaganda om Allendes selvmord.
Fra koloni til nation
Herefter kommer en række spændende kapitler om geografi og befolkning, den spanske kolonisation og kolonitiden fra 1540 til uafhængigheden i 1810.
Forfatteren fortæller historien om indianerne og de spanske indvandrere, om civilisation og udvikling, om krig og konflikter med nabolandene Peru og Bolivia, og om den industrielle udvikling med kobber og salpeter i fokus.
Interessant er det at læse hvorledes Chiles militær fra 1885 bliver tilført preussiske officerer, våben, uniformer og ånd. Omkring Den Første Verdenskrig udvekslede de to lande officerer.
På uddannelsesområdet var den preussiske påvirkning endnu større. Det betød obligatorisk skolegang, afskaffelsen af analfabetismen og dermed en eksplosion af aviser.
Det var i denne periode, at to af Chiles største forfattere brød igennem: Gabriela Mistral og Pablo Neruda. Hun fik Nobelprisen i litteratur i 1945, han i 1971.
Fra 1920 til 1938 er der flere kup og landet får en ny grundlov.
Den radikale periode
Så kommer en radikal pe-riode med en voldsom in-dustrialisering af landet frem til 1964. 2. Verdenskrig havde som i vesten ført til en folkefrontspolitik hvor forholdet mellem socialistpartiet og kommunistpartiet var tåleligt.
Men som andre steder kom der hurtigt nye boller på suppen. Ved lokalvalgene i 1947 fik kommunistpartiet 16 procent af stemmerne og blev trediestørste parti. Så smed præsident Videla tre af partiets ministre ud af regeringen og året efter blev partiet forbudt.
Klassekampen rasede i disse år i Chile, kun afbrudt af landets afholdelse af VM i fodbold i 1962.
I 1964 var Allende ved at vinde valget, men højrefløjen fik pludselig millioner af dollars fra CIA og De Kristelige Demokrater (CDU) i Vesttyskland og Allende tabte for tredje gang.
Kommunitarismen
Chile er katolsk, men ikke domineret af kirken og dens åndelige traditioner. Landet havde siden 1900 tallet været en sekulær stat, med adskillelse af stat og kirke.
I 1957 dannede Eduardo Frei PDC der samlede forskellige sociale-kristne bevægelser. Han blev præsident fra 1964 til 1970, blandt andet under mottoet Revo-lution i frihed. Partiets ideologi var en sammensmeltning af socialisme og kapitalisme, en slags »kommunitarisme«.
En historisk sejr
Det cubansk inspirerede MIR blev dannet i 1968. Socialistpartiet, PS, bekendte sig i 1967 til marxismen-leninismen, akkurat som kommunistpartiet, PCC. Begge endog med troen på en fredelig overgang til socialismen.
Efter truslen om militær indgriben forenede venstrefløjen sig under betegnelsen Unidad Popular (folkeenheden), dog uden MIR, og med blandt andet nationaliseringer på programmet.
Det gav den historiske sejr i 1970. Folkeenheden nationaliserede snart kobber, olie- og gassektoren, jernbanerne og flyselskabet. Samtidig blomstrede kulturlivet op, især den stærke folkemusikbevægelse med navne som Violetta Parra og Victor Jara i front.
Hele perioden er præget af selvforvaltning, fabriksbesættelser og kaos. Bogen har den svaghed, at den ikke uddyber de uenigheder der var mellem de, der ville bevæbne arbejderklassen og de, der ikke ville.
Folkeenheden ville ikke, mens venstrefløjen og især MIR ville. Her er måske en forklaring på hvorfor modstanden ved kuppet var så ringe.
Den chilenske økonomi sejlede og USA nægtede det lån, hvorefter Sovjet, Kina og Cuba trådte til. I 1971 besøgte Cubas Fidel Castro Allende i en hel måned.
Bogen er rigtig god omkring hele Allende-perioden og den førte politik. På et tidspunkt med voldsom modstand fra CIA, middelklassen og militæret udnævnte Allende den 21. august 1973 Pinochet til hærchef.
Pinochet og diktatur
Bogens kapitler om det fascistiske diktatur og den økonomiske udvikling, fra 1973 til 1989, er yderst informativt, ligesom afsnittet om Pinochets historie.
Han var fra middelklassen og kom allerede som 16 årig på militærakademiet efter moderens tilskyndelser. I hans erindringer, som udkom i 1983, omtaler han livet på kasernerne som »en vandtæt lejlighed« uden kontakt med det civile samfund. Pinochet der er født i 1916, mødte først en arbejder i 1939!
Pinochet og kollegaerne holdt med nazityskland under krigen, ligesom hadet til civilister dyrkedes.
Han blev i 1948 kommandant for en kz-lejr i Atacamaørkenen. Den var fyldt med 400 kommunister som følge af forbuddet mod partiet. En delegation af folkevalgte der ville inspicere lejren blev afvist. Delegationslederen var Salvador Allende fra Socialistpartiet. Spor krydses, som Sandemose også erfarede.
Han begyndte at undervise om Frankrigs krige i Indokina og NATOs mod kommunismen, da den cubanske revolution gjorde dette aktuelt.
Antikommunismen var nu ledetråden for Chiles militær som nu var på 45.000 mand. Han blev også uddannet jurist.
Da Allende blev valgt i 1970 blev han vagt for ham. Han skrev, at han skulle vogte fædrelandet, medens det tog en vej mod kaos. Hærchefen Pratts bad på et tidspunkt Pinochet om at udarbejde planer i tilfælde af et oprør mod Allende.
På vej ind i det 21. århundrede
Efter det fascistiske diktaturs fald er situationen i Chile præget af retsopgør med bødlerne, og af at løse problemerne med, at blandt andet 40 procent af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen.
Landbruget er blevet udviklet, ligesom landet er blevet et informationsteknologisk foregangsland i Latinamerika. Godsejerne er stort set forsvundet, medens lederne af de nye store firmaer og ansatte i centraladministrationen er den »nye elite«.
Denne lille perle af en bog kan kun anbefales. Bogen er fyldt med glimrende fotos og har desuden en næsten unik kildeteksthenvisning, der findes på www.his2rie.dk.
Kaj Rasmussen. Chile – kampen for demokratiet. 141 sider rigt illustreret. 159 kr. Forlaget Frydenlund
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
