Dokumentaren the shock doctrine er en vigtig, skræmmende og dog opløftende film, der beskriver, hvordan kapitalisme og demokrati ikke automatisk går hånd i hånd.

eat the rich

Miracle Film

Naomi Kleins argument går ud på, at den neoliberale alliance i flere tilfælde har indført radikale ændringer i det frie markeds navn og høstet enorm profit ved at udnytte krisesituationer, hvor folk er i chok. Chok i form af krig, i form af tortur, i form af økonomisk katastrofe eller naturkatastrofer.

Hvorfor var Margret Thatcher så glad for General Pinochet?

Hvorfor er det nødvendigt at lave militære statskup i demokratiske lande? Hvordan får man folk med på en ulovlig krig? Og er det hele en Nobelpris i økonomi værd?

Spørgsmål og svar leveres i dokumentaren, baseret på bogen af journalist Naomi Klein, The Shock Doctrine.

Saglig med en holdning

Naomi Kleins argument går ud på, at den neoliberale alliance i flere tilfælde har indført radikale ændringer i det frie markeds navn og høstet enorm profit ved at udnytte krisesituationer, hvor folk er i chok.

Chok i form af krig, i form af tortur, i form af økonomisk katastrofe eller naturkatastrofer. Og hvis chokket ikke allerede har været der, har man skabt det. Naomi Klein kalder det »katastrofekapitalisme«.

Med dette kontroversielle emne risikerer filmen at blive kaldt konspiratorisk. Det er især en fare, når flere timers læsning skal komprimeres til film. Men filmen argumenterer godt for sin sag.

The Shock Doctrine er en blanding af historisk arkivmateriale, uddrag af Naomi Kleins foredrag samt og nok vigtigst af alt: økonomernes og politikernes egne ord.

Billeder og arkivmateriale taler, som den visuelle del af filmen, for sig selv, og tonen i filmen er forholdsvis rolig og analytisk. I modsætning til dokumentarer med lignende emner som for eksempel Capitalism: A Love Story af filmskaberen Michael Moore, der i høj grad selv aktivt bidrager til sin films dramaturgi.

Fra håb til handling

Filmen kommer lidt rodet fra start. Forskellige eksempler på tortur og behandling med elektrochok giver ikke umiddelbar mening, før den bliver sat i rette kontekst.

Det er et komplekst emne, dokumentaren tager op, så menig mand må holde tungen lige i munden for helt at kunne følge med. Især fordi filmen til tider går lidt for hurtigt hen over detaljer og komprimerer meget information på kort tid.

Til gengæld er det filmens styrke, at den forklarer emnet ved at følge den historiske kronologi. Kuppet i Chile vises som første brutale eksempel på, hvor chok-effekten udnyttes. Krigen i Irak som det seneste.

Forskellene til trods har The Shock Doctrine noget til fælles med Michael Moores film: Håbet Obama. Håbet om forandring og en tilstand af afventende spænding. Filmen vil gerne inspirere til handling, og det giver den en speciel, opløftende energi.

Sarte sjæle, der gerne vil bevare en rolig mave og den gode smag i munden, vil dog ikke bryde sig om denne film. For det er lidt af et chok, hvad mennesker skal udsættes for af chok for at acceptere, at grådigheden sker fyldest.