Grønnegårds teatret tager don juan-figuren i Moliéres respektløse udgave under kærlig behandling. Det er et teaterstykke om oprør, hykleri og livsappetit.
af Gert Poder
– Det er en stor ære for en tjener at dø for sin herre, siger Don Juan til den rædselsslagne Sganarelle, mens han forgæves forsøger at tvinge ham til at bytte klæder.
Sandheden er, at timeglasset rinder ud med ekspresfart for denne æreløse adelsmand. Fra alle sider rykker kravet om enten bod eller død faretruende ind på livet af denne ærkeanarkist, der har brændt alle broer bag sig i frihedens navn.
Grønnegårds Teatret i København har hidtil gjort sig i danske Ludvig Holberg, men har i år valgt at tumle med hans forbillede, det franske teatergeni Moliére (1622-73).
Ti aktører og tre stagefighters sætter i Kunstindustrimuseets store have liv i den ældgamle historie om den hjerteløse kvindeforfører og hans udskejelser.
Før verden gik af lave
Den spanske digter Tirso de Molina skrev i 1620 det første stykke om Don Juan, Forføreren fra Sevilla og Stengæsten. Hans stykke afspejlede tidens verdensorden: Gud, konge, adel, fader og kvinder.
Den, der ikke blot nægter at anerkende denne orden, men endog bryder den bevidst, er teologisk set en kætter, der må dø på bålet.
Også Moliéres Don Juan bryder denne verdensorden, og er således en synder overfor Gud. Men til forskel fra Molinas vildfarne forfører har Moliéres Don Juan fat i den lange ende. Også selv om han til sidst må lade livet for sin ryggesløse levevis.
Bag sit arrogante ydre er han en rationel fritænker, der med vid og intelligens klæder begreber som tro, dyd, ære, synd, skam og straf af til skindet. Alt der forhindrer ham i at leve livet fuldt ud, rager ham en papand.
Dermed pustede han til den spirende antiautoritære ild, der langsomt men sikkert var i gang med at undergrave den gamle verdensorden.
Rebellen don juan
– Jeg tror på, at to og to er fire, og at fire og fire er otte, svarer han sin tjener Sganarelle på spørgsmålet, om hvad han da tror på.
Samme Sganarelle er på sin side et hyklerisk skvat, fyldt til randen med gudsfrygt. Han tror sågar på bøhmanden!
Dobbeltmoralsk er han også. Hele tiden hakker han på sin herre over dennes udsvævende liv og mangel på trofasthed. Samtidig generer det ham dog ikke at leve sin herres ganske behagelige liv.
Dermed er grundtemaet sat af Moliére, der regnes for den franske komedies fader. Det tænkende, levende menneske over for den forstokkede, følgagtige nar. Oprør over for blind underkastelse.
Intet er Don Juan helligt. Han frygter hverken Guds straf eller hoben af rasende fædre og brødre til de kvinder, han så elegant har forført og så brutalt har forladt.
Komediens fader
Moliére brugte det meste af sit liv på landevejen med sin teatertrup, skrev stort set alt sit materiale selv, og optrådte selv. Da Don Juan fik premiere i 1665, spillede han selv den hykleriske Sganarelle.
1600-tallet var en farlig tid at være kritisk på. Til alt held for Moliére, der blev født i Paris under navnet Jean-Baptiste Poquelin som søn af en hoftapetserer, havde han kong Ludvig den Fjortendes gunst.
Den unge Poquelin, der formentlig skiftede navn for at skåne sin fader, sprang fra en sikker karriere i faderens fodspor. Teater skulle det være, og som 21-årig dannede han sin første teatertrup.
Den gik konkurs og Moliére røg i gældsfængsel. Ude igen fortrak han til det sydlige Frankrig, hvor publikum ikke var så kritisk som i Paris. Her tilbragte han 13 år med at skrive og spille sine stykker.
Tilbage i Paris optrådte han i 1659 for hoffet, hvor han straks vandt kongens gunst med sine morsomme og modige farcer, der satte elegant spiddede tidens religiøse hykleri og seksuelle dobbeltmoral.
Moliére takkede for kongens tillid med de kommende år at skrive og opføre en perlerække af teaterstykker, der 350 år senere stadig holder vand.
Stykker som Fruentimmerskolen (1662), Tartuffe (1664), Don Juan (1665) og Misantropen (1666) har stadig masser af tankegods at tilbyde vor tids teatergænger.
I krig mod kirken
Moliéres skarpe pen var dog ikke problemløs. Ganske vist nød han kongens bevågenhed, men den magtfulde katolske kirke hadede ham inderligt. Helt galt gik det ved opførelsen af Tartuffe.
Det udstiller kirkens hykleriske forhold til seksualitet – kødets lyst, som det hed dengang. Dronningemoderen udvandrede fra den efterfølgende fest, og kirken tilgav aldrig Moliére.
Da han ni år senere døde i sin seng på grund af en blodstyrtning fra en ubehandlet tuberkolose, nægtede kirken ham en grav i indviet jord. Efter datidens skik skulle skuespillere afsværge deres kald, og det nåede Moliére ikke.
Selv ikke kongens forbøn hjalp, og Moliére blev stedt til evig hvile i nattens mulm og mørke på kirkegården Saint Joseph. Men kirken havde glemt folket, der snart strømmede til hans bolig i Rue de Richelieu for at vise komediedigteren en sidste respekt.
Festlig don juan
Grønnegårds Teatrets opsætning af Don Juan er festlig, folkelig og fornøjelig. Instruktøren Thomas Bendixen har elegant fanget Moliéres inspiration fra det italienske Comedia delll’Arte-teater med dens komiske arketyper.
Godt støttet af Rikke Juellunds klassiske kostumer og en scenografi, der giver stykkets meget simple plot plads, ruller Moliéres skarpe kritik af sin – og vores – tids fordomme uhindret frem.
Grønnegårds Teatret leverer vanen tro et gedigen og velfungerende ensemblespil. Hvis nogen skal fremhæves ud over Nicolas Bro som Don Juan og Morten Kirkskov som hans tjener, er det den fattige mand og pantelåneren Dimanche, begge spillet fabelagtigt lavkomisk af Jens Jacob Tychsen.
Efter premieren i 1665 forsvandt Don Juan sporløst fra fransk teater indtil 1969. Grønnegård Teatrets forestilling holder gudskelov noget længere.
Moliére: Don Juan.
Grønnegårds Teatret.
Instruktør Thomas Bendixen.
Kunstindustrimuseet,
Bredgade. Til 21. august.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
