Den peruvianske film »faustas perler« drejer nænsomt omkring myter verden og virkelighed, -smerte og glæde, håb og fortvivlelse, mellem at visne eller at vokse.
Af Gert Poder
Den purunge pige sætter sig på hug, fører en hånd op i sit underliv og roder lidt rundt. Snart ligger en ting for hendes fødder. Det er en kartoffelspire.
Før det har hendes moders sunget på quechua, inkaernes gamle sprog, om hvordan hun blev voldtaget under Perus borgerkrig i 90’erne. Om hvordan de myrdede hendes elskede mand, Josefa, og tvang hende til at æde hans afskårne lem.
– Deres pikke og hænder ødelagde mit skød. Det må du aldrig glemme, synger moderen sin sorg ud.
Og så dør hun. Tilbage sidder Fausta (Magaly Solier), et ung kvinde i chok, sorg og elendighed, ramt la teta asustada, den skræmte pat. Myten siger, at hun er syg, fordi hendes mor ammede hende i sorg over sin nedværdigelse.
Voldtægt og smerte
Den peruvianske filminstruktør Claudia Llosas anden film The Milk of Sorrow (sorgens mælk) tog sidste år Guldbjørnen på Berlin Film Festival, vandt som bedste film og bedste hovedrolle i Montreal og blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.
Den skiller sig gennem tema, fortælling, billeder, musik og skuespil klart ud fra gængse film om vold og dets ofre.
Nu er filmen langt om længe kommet til Danmark under titlen »Faustas perler«.
Det er en film med mange lag, tydeligst i mødet mellem to kulturer – det oprindelige bjergfolk, der taler gennem de ældgamle myter og den hvide overklasses moderne hverdag.
Som kartoflen i Faustas livmoder. I Andes-bjergene har den været dyrket som en hellig plante i mindst 3000 år.
Det er folkets plante, symbolet på højlandets nøjsomme liv. Når kvinder bliver gift, skal de stadig skrælle en stor kartoffel fra top til tå uden at skrællen brister.
Fra myte til hverdag
Historien om Faustas perler foregår i det moderne Lima. Et sted op ad de fattiges skrænter bor Faustas med sin familie.
Hun er flyttet ind hos sin onkel med sin mors indsvøbte lig, som hun opbevarer, indtil det kan begraves i hjembyen, langt væk i bjergene.
Fausta er angst for alt – for mænd, for livet, men mest af alt for at ende som sin mor. Derfor har hun anbragt en indtørret kartoffel i sin skede, et gammelt kneb for at undgå voldtægt.
– Det modbydelige skal forhindre det modbydelige, forklarer hun sin onkel, der har taget hende til læge, fordi hun hele tiden besvimer.
Imens vokser kartoflen dér inde i hendes våde grotte, spirer og gror, for naturen lytter ikke til ammestuehistorier om sorg og voldtægt.
Onklen forsøger desperat at få styr på sin forskræmte nieces tanker, samtidig med at han forbereder sin datters bryllup. Først skal han af med liget af Faustas mor.
Så Fausta må arbejde og får plads hos den berømte, neurotiske hvide pianistinde Aida (Susi Sanchéz). Hendes hu ligger midt i, men alligevel fornemt tilbagetrukket fra bazarens myldrende liv.
Perler og planter
Mødet mellem den hvide, selvstændige kvinde og den naive Fausta er filmens omdrejningspunkt. Hvordan historien udvikler sig og hvor perlerne kommer ind, bør man selv erfare.
Claudia Llosas instruktion, Selma Mutals åndeagtigt minimalistiske musik, fotograf Natasha Braiers hypnotisk skønne billeder og Magaly Soliers på én gang paranoide og konkrete spil er af en anden verden.
Fem minutter inde i filmen hader man alle mænd og deres uregerlige kønsorganer. For halvanden time senere at livet i dets mangfoldighed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
