I en opgang i Svendborg lever klassesamfundet og har det godt. Vindere og tabere i hver sin kasse, men alle med den samme illussion om paradiset - neden under.

En klasseopdelt opgang

af Jens Fransen

Som læser skal man gå rundt med enorme skyklapper for ikke at kunne genkende de personer, der optræder i denne velskrevne, socialrealistiske roman. Et bredt udsnit af dagens menneskeskæbner med de sociale og almenmenneskelige problemer, vi slæber rundt på i vort velfærdssystem.

Bogen er en kollektivroman bygget op, så man skiftevis følger personerne. Rammen er en opgang i Svendborg. En opgang, man vil kunne finde overalt i provinsbyer.

Øverst i opgangen bor Simon, fraskilt og chefpsykolog på et afvænningscenter. Ret hurtigt i bogen møder han Linda – senere Belinda – efter et besøg hos en numerolog. Linda er en yderst frelst kostvejlede, som prøver at hjælpe Simons søn, der er allergiker. Det kommer der ikke noget godt ud af.

Simon er akademisk uddannet – men også han har sine alkoholproblemer, der vokser bogen igennem. Ved det første møde med Linda underholder han hende om Tom Kristensens Hærværk og kommer med følgende replik:

»Som Frankl sagde, det hele handler om at finde en mening med livet. Jeg skrev speciale om Frankl i sin tid«. Meningen med livet har Simon også svært ved at finde.

Upstairs – downstairs
I midten af opgangens klassehierarki bor Inga og Bent, henholdsvis hjemmehjælper og pedel. Arketyper på danske småborgere.

Sønnen er netop vendt hjem fra Afghanistan og venter nu på en benprotese. De har deres uindfriede drømme og blander sig helst ikke i noget.

»Inga finder sit sytøj frem og sætter sig med det.

– Det er et påskehjerte, siger hun og holder det frem.

– Jeg troede kun, man lavede hjerter til jul. Bent sætter sig foran fjernsynet«.

Man fristes som læser til at tænke Dansk Folkeparti.

Nederst i kælderen – bogstavelig talt – bor Kim og Heidi med hunden, Leif, der er en tæve. Misbrugere. Stoffer og alkohol. Altid på jagt efter penge og stoffer.

På et tidspunkt dør Heidi af en overdosis og Helle rykker ind, fordi hendes samlever »Lorten« p.t. sidder inde. Helle bliver gravid og efter fødslen bliver familien anbragt på et observationshjem. For misbrugere sin sag at blive overvåget.

»Kim skifter Aske, mens pædagogen hjælper til. Helle sidder i sofagruppen og ser tv.

–Skal du ikke være med her? spørger pædagogen.

–Jeg sidder lige og slapper, mand.

–Det kunne jo være, du var mere interesseret i, hvordan man skifter ham.

–Man kommer en ble på røven, siger Helle og svinger benene op på bordet, skruer op for fjernsynet.

– Nej ikke så stramt, siger Lillian til Kim. – Det er jo lidt af en kunst, ikke for stram og ikke for løs, det skal være sådan, at Aske er godt tilpas med den på.

–For fanden Lillian, jeg kan ikke.

–Jo, løs den op, og prøv igen.

–Så skal jeg lige ud og have en smøg først, siger Kim«.

 Ja, livet er ikke let i bunden. Og bedre bliver det ikke, da Helle skrider og senere bliver slæbt tilbage til Lorten. Hele miljøet omkring Kim er betændt – for de fleste med udsigten til »No future«.

Paradiset nedenunder
Alligevel har også Kim en drøm. En drøm, han har til fælles med de øvrige i opgangen, selv om det kun er læseren, der bliver delagtiggjort.

Drømmen ligger neden under. Australien. Et land, hvor alt kan lade sig gøre, mener beboerne. En art paradis.

Kim har boet der som barn. De øvrige vil næppe komme til at opleve det. Eskapisme kan dulme, når tilværelsen bliver for påtræng­ende.

På trods af bogens triste skæbner, fletter forfatteren også lidt selvhumor ind. Han optræder selv, idet Simon på et tidspunkt sidder og bladrer i en digtsamling med titlen Pokalhjertet udgivet år 2000 – men Simon falder i søvn.

Bemærkelsesværdigt er ligeså bogens 5 afsnit – Hej du, Herfra hvor vi står, Hip, Dødens triumf, Vild i varmen. Alle hidrørende danske rockklassikere, med tekster der understøtter bogens temaer.

Det er en rå og brutal samfundsbeskrivelse. Men absolut realistisk, som et spejl af virkeligheden. Klassekampen er stadig synlig overalt.

Man kan måske anke, at forfatteren vil spænde over for meget. Men generelt er det yderst læseværdigt. Og mon ikke der ligger en del selvoplevet bag. Forfatterens egen biografi mere end antyder dette.

Mikael Josephsen: Neden under. Gyldendal.