25 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En rockrods erindringer

En rockrods erindringer

Onsdag, 01. september, 2010, 10:28:04

Historien om den rodløse fynbo og sanger nalle fortæller om et af de mest dramatiske og omtumlede liv den danske musikscene kan diske op med.

En rockrods erindringer
Rockmedrynker.dk
En stjerne var født – i hvet fald på Fyn – dengang i 1963, hvor Rock Nalle indtog på forsiden på Odense Bladet.

af Bjarne Nielsen

Jeg har altid været verdensmester i at bygge slotte i himlen, men desværre har jeg også altid været verdensmester i at flytte ind i dem.

Det er historien om arbejderdrengen, der kom på den engelske Top Tyve, blev stofmisbruger og fik comeback som menneske og sanger.

Roland Lyhr Sørensen, alias Rock-Nalle, er født i det centrale Odense i april 1943 i en klassisk arbejderfamilie. Faderen var murer og moderen arbejdede på fabrik. Han kalder selv barndommen »en af de bedste af slagsen«.

Senere, da familien flyttede til finere forhold, krakelerede dette. Hans størrelse og sociale baggrund gav mobberiet god grobund.

I en herlig anekdotisk form fortælles om barndomsgaderne, kammeratskabet og skolen. Det sidste var et sted, hvor det sjove var »det, der ikke krævede, at han skulle sidde stille på sin stol og høre efter«. Aktiv var han og på et tidspunkt vandt han »Danmarksmesterskabet for sin aldersgruppe« i svømning. 

Han var klassens tykke dreng, der til festerne sad i hjørnet og klimprede på sin guitar, medens andre »lå og rodede rundt på sofaen«. Det betød konflikter og masser af hug til de formastelige.

»Bump« sagde det, da »Nalles knyttede næve slog luften ud af lærerinden«. Dagen efter var den 14 årige Nalle i lære som slagter.

Men det var musikken og friheden, der trak. Nalle sang overalt, hvor han kunne komme til det. Ofte samme steder som børnehavevennen John­ny Reimar.

Ud i verden
Som syttenårig forlod Nalle hjemmet uden afsked. Han ville ud og se verden. Efter at have blaffet til Tyskland, Milano og Rom, bestjålet for alt og levet på gaden blandt tyveungerne i Napoli, kom han til Antwerpen og fik hyre på, hvad der skulle vise sig at være et rent piratskib, til New Zealand.

Her flygtede han fra terroren på skibet, for hurtigt at ende i et fængsel sammen med en 74-årig Maori-høvding, der sad i fængsel for at have myrdet sin kone.

To år efter var Nalle i Sydney. På flugt fra myndighederne i New Zealand og Australien. I Australien lykkedes det ham at ernære sig professionelt som sanger med gruppen Del Fives. Dette til trods sneg han sig om bord på MS Thordis og landede i Europa 1963, hvor gensynsglæden var stor hos familie og venner.

Karrieren starter
Efter en tid som soldat begyndte han at synge med diverse bands, blandt andet Teddybears og The Yankies, ligesom han fandt sig en fast kæreste, hans senere hustru.

Sammen med Odense gruppen Les Amis, der var danske mestre i popmusik, indspillede han i 1965 singlen Little Lonely One. I øvrigt denne anmelders første plade!

Senere kom flere og især hans kopi af soulikonet Wilson Picketts nummer Midnight Hour gav ham succes. En plads på Top Tyve på den ellers uindtagelige engelske hitliste. Senere kom smør-på- bordet succeser som Go’e gamle fru Olsen og Amanda.

På grund af familie, børn og »den psykedeliske rocks indtog« holdt Nalle en pause og blev havnearbejder i Odense. Samtidigt havde han besluttet, at 150 kilo var for meget.

Nedturen
I 1983 blev han skilt. Faderen døde og eftervirkningen af slankekuren betød, at han prøvede heroin.

»Jeg var ikke ude efter at blive kvikket op. Jeg ville have slukket for det hele«. Bogen igennem mærker man, at Nalle altid søger sine egne løsninger, »han er sin egen lykkes smed«. En enspænder.

Sloganet i Odenses gågade og ved banegården, hans nye hjem, lød »Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?«. Han var hjemløs, fattig, på stoffer og fuldstændig alene.

Den 7. november 1995 tog han sit sidste skud heroin og tog på Egeborg behandlingshjem.

Tilbage til rødderne
Han havde været stofmisbruger i femten år og af lokalbefolkningen dømt død flere gange. Han havde snydt og bedraget vennerne, der dog slog en streg over det »hvis jeg lovede at holde mig clean. De kom ligefrem og sagde, at de var glade ved at se mig igen. Det forstod jeg ikke. Jeg var ikke ret glad for mig selv«.

Nu mødte han ejeren af Marsk Musik, der tilbød ham en kontrakt og cd’en Never 2 Late var en realitet. En realitet var også en ny hustru og et nyt hjem i det sydøstlige Odense.

I 2000 udkom albummet Live on tour, hvor glasnummeret Midnight Hour« slog tonen an. Han var tilbage. I 2002 kom It’s a Wonderful Life og Nalle havde slettet Rock fra sit tidligere kunstnernavn Rock Nalle.

Nalle indspillede nu med venner som amerikanerne Omar Kent Dykes og Magic Slim, så ønsket om at spille »amerikansk« lykkedes også. Pladen Chapel Hill fra 2008 er beviset.

I dag spiller han især med musikerne Knud Møller og Hans Theessink. I 2005 modtog Nalle en statuette for Årets danske bluesalbum. Efter 47 år som rocksanger!

Biografien Et liv ad omveje er »et vidnesbyrd om en ukuelig vilje og en drivkraft, som end ikke den største modgang kunne knække«, som Keld Heick skriver i forordet.

Bogen er en livsbekræftigende bog om en af Danmarks allerbedste rock- og bluessangere. At Fyens Stiftstidendes journalist med denne bog kaster sol på ham, er yderst fortjent.

Klaus Knakkergaard:
Nalle - et liv ad omveje.
En biografi. 197 sider
Illustreret i farve.
229 kroner.
Forlaget Mellemgaard.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. sep. 2010 - 10:28   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger