Boganmeldelse af Patrik Paulov, Proletären
Man kan lige så godt sige det direkte. Skildringen fra Gaza ved årsskiftet 2008/2009 er rædselsfuld læsning. Det spiller ingen rolle, hvor meget du ved om krig og elendighed, om palæstinensernes lidelser eller om Israels grusomheder.
Du bliver alligevel voldsomt berørt, kommer til at føle, hvordan det vender sig i maven, og måske får du brug for at lægge »Øjnene i Gaza« fra dig en stund, inden du genoptager læsningen.
Men de norske læger, Mads Gilberts og Erik Fosses vidnesbyrd om krigens, besættelsens og blokadens Gaza er samtidig nødvendig læsning. Deres bog er nødvendig for den, der vi forsøge at forstå , hvordan det er at være palæstinenser, og for at forstå, hvilket land Israel er.
Krigsforbrydelserne under angrebet var så grove, at lægerne havde svært ved at acceptere, det de så med deres egne øjne. Som da Mads Gilbert mødte den ni-måneder gamle Jumana og erfarede, hvordan hun blev såret.
Jumana boede i et fattigkvarteret i den sydlige del af Gaza By. De invaderende soldater tvang den store familie til at samles i et af deres huse om natten. Om morgenen kom israelske fly og bombede netop dette hus. Jumana overlevede, om end med en amputeret hånd. Værre gik det for hendes familie, der blev dræbt.
Mads Gilbert tvivler. I bogen skriver han:
»Det må dreje sig om en fejltagelse, et opreklameret rygte, fjer, der var blevet til fem høns, Der herskede megen forvirring og cirkulerede mange rygter i Gaza i disse døgn. Og fantasier er ofte værre end virkeligheden.
I dette tilfælde var de det ikke. For det viste sig desværre at være sandt.
Det var en massakre.
Det var ingen fejltagelse, men tydeligt en planlagt, systematisk gennemført operation fra den israelske hærs side.«
I beretningen fremtræder billedet af en bevidst taktik for at terrorisere og myrde civilbefolkningen. En taktik, som allerede blev brugt inden krigen.
»Hvad har vi gjort for at fortjene dette«, spørger en kvinde, hvis barnebarn blev behandlet for skader efter granatsplinter. »Hvorfor skal vi fattige, almindelige mennesker først tvinges til at sulte for derefter bombes«? »Kan du svare mig på det«? »Hvorfor«? »Hvorfor skader de vores dreng«?
Mads Gilbert giver spørgsmålene videre til en af de palæstinensiske læger, som svarer:
»Du ved doktor Mads, vi har ingen menneskerettigheder. Sådan er det«.
Gilbert og Fosse understreger den vestlige verdens ansvar for, at Israel kan behandle palæstinenserne, som om de ikke længere er mennesker. Ved at acceptere blokaden mod Gaza, har EU godkendt den udsultning og de lidelser, som Gaza-stribens 1,5 millioner indbyggere bliver udsat for. Ved at terrorstemple Hamas har EU sat et terrorstempel på hele Gazas befolkning.
I det afsluttende kapitel i bogen citeres Israels præsident Simon Peres, som sammenfatter krigen: »Gennemførelsen af den aktuelle operation er for 90 procents vedkommende gået efter planen.«
Læs »Øjnene i Gaza«. Sørg for at flere får chance for at læse den. Det styrker palæstinasolidariteten.
Bogen er i Sverige udgivet på Ordfront Förlag. www.ordfront.se
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
