09 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Halløj i EU Parlamentet

Halløj i EU Parlamentet

Onsdag, 12. maj, 2010, 10:21:21

Gladsaxe Ny Teater lukker med et latterbrøl, når Comedieteatret tager gas på EU-politikernes grådighed, nepotisme og uduelighed med Velkommen i Klubben.

Halløj i EU Parlamentet
Anders Hjermind
Den lurvede danske EU-politiker Henning Sandgren (Karsten Jansfort) er blevet væltet over ende af sin amorøse, franske kollega Beatrice Renard (Jeanne Boel), mens Dansk Folkepartis repræsentant, den islamofobiske sigøjnerhader af en pølsemand, Tommy Poulsen (Lars Knutzon), ser til.

af Gert Poder

Henning Sandgren (Karsten Jansfort) er dansk medlem af EU Parlamentet, en grådig socialdemokrat der snyder og bedrager EU-systemet, så vandet driver.

Hans lidt for kvikke, russiske sekretær Sasha (Pernille Schrøder) er illegalt importeret fra fiskemelsindustrien i Murmansk. Hun spises af med en skål ris, mens han hæver fuld løn for sin danske kæreste Lisbet Nystrøm (Bolette Schrøder), uden hendes viden.

Han svindler kort sagt med alt:diæter, flybilletter og bilag, laver så lidt som muligt – og tjener fedt som lobbyist for Tyrkiet. I virkeligheden er han hunderæd ved tanken om et muslimsk land i EU.

Forvekslingskomedie
Det er den engelske dramatiker Richard Bean, der forvandler overforbrug, korruption, svindel og magtmisbrug i EU Parlamentet til en elegant farce.

»Velkommen i Klubben« i Comedieteatrets sikre udgave strør med sikker hånd om sig med små og store svindlere. Her er den magtsyge leder af den socialdemokratiske gruppe, Hannelore Hinzelberg, og hendes borgerlige franske modstykke, den amourøse Beatrice Renard, begge spillet af Jeanne Boel.

Her er den chauvinistiske tyrkiske ambassadør Mehmet Azis, den uduelige svindlerjæger André Picq og den hjernedøde amerikanske sikkerhedsagent, alle spillet af Jacob Morild.

For ikke at glemme pølsemanden fra Kerteminde, Tommy Poulsen (Lars Knutzon), medlem af EU Parlamentet for Dansk Folkeparti, islamofob og sigøjnerhader.

Det eneste hæderlige menneske i dette galehus er Henning Sandgrens danske kæreste. Hun er indbegrebet af en moderne kvinde, 42 år, og generalsekretær for foreningen »Menneskerettigheder NU«,.

Men hendes biologiske ur tikker vildt. Hun vil ha’ børn. Nu! En skønne dag ankommer hun i Strassbourg med bankende livmor, timet ægløsning og klar til Store Forplantningsdag.

Men noget går helt galt, og så går det løs. Med en perlerække af rappe replikker godt under bæltestedet drøner forvekslingskomedien deruda’ på en henrivende blanding af dansk og platfransk.

Farvel til gladsaxe
Det er sidste chance for at se professionelt skuespil i Gladsaxe. Sidste mand lukker og slukker for kulturhuset, der siden midten af 1960’erne har fornøjet københavnerne.

Den økonomiske dødskamp begyndte i 2006, da en omorganisering af det københavnske teaterliv ikke gav plads til Gladsaxe Teater.

Det genopstod som egnsteater under navnet Gladsaxe Ny Teater. men med et drastisk ændret økonomisk grundlag. Som egnsteater fik Gladsaxe Ny Teater fire millioner kroner om året i tilskud. Til sammenligning fik det gamle teater 18 millioner kroner i årlig støtte.

Teatrets husleje- og ejendomsudgifter udgør to millioner kroner årligt. Ejendommen ejes af Undervisningsministeriet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. maj. 2010 - 10:21   03. sep. 2012 - 11:07

Teater