Melodierne er meget, meget stærke på albummet 'Debilitated Deliberations on Death', som er den mest til-gængelige og helstøbte af Simon Gyldens udgivelser

simongylden

Jeg hader hele den der mainstream-mekanisme, der går ud på at alt ting skal være det samme. At alting skal efterligne hinanden, fordi der var en cd der solgte godt. Folks forventnings-horisont til, hvad kunst kan, bliver indskrænket - det bliver mere og mere ensartet. Simon Gylden, i interview til Arbejderen den 26. marts 2008.

Simon Gyldens syvende album Debilitated Deliberations on Death er hans hidtil bedste. Hvilket siger en del, når man som Simon Gylden bør sammenlignes med orginale kunstner som Sparklehorse, Moldy Peaches, Daniel Johnston og Beck hvad angår mod, humor, opfindsomhed og kompromisløshed.

Stilen er lo-fi. Genren er trashy pop og indie/folk. Ironi, paradokser, absurditet dyrkes i et univers, der omfatter kærlighed, humor, alvor, galgenhumor, galskab, liderlighed og poesi.

Men først og fremmest er melodierne meget, meget stærke på albummet. Debilitated Deliberations on Death er derfor også som helhed den mest tilgængelige og helstøbte af hans udgivelser. Måske overraskende når man tænker på pladens tema er døden. Men når et tema behandles så intelligent og musikalsk som her, viser det sig selvfølgelig, at rumme mangfoldige facetter. Præcis som livet. Arrangementerne er subtile. Nærvær og spontanitet lever side om side med det fokuserede.

Et problem man som lytter sidder tilbage med, efter at have hørt Simon Gyldens album, er bare, at de fleste andre af tidens udgivelser kommer til at lyde så uendeligt uambitiøse, enerverende ensrettede og konformt kedelige. Men det er vist, hvad man kunne kalde et luksusproblem.

Jeg er ikke i tvivl. Debilitated Deliberations on Death bliver Simon Gyldens længe ventede gennembrud til et større publikum, både i Danmark og resten af verden.

Albummet er opfølger til Stoopid Lovesongs fra 2009 og anden del af The Stoopid Old Anti-Pro Trilogy.