Erindringsromanen hjemve er en sanselig og følsom beskrivelse af det at være en fremmed fugl, og alligevel finde sin helt egen identitet.

af Bjarne Nielsen

Med erindringsromanen Hjemve mindes den prisbelønnede irske forfatter Hugo Hamilton sin tysk-irske barndom i Dublin i 1950 - 60’erne.

Historien starter med at lille Johannes konstaterer, at »når man er lille, så ved man ingenting«. Hans familie er børnerig. Moderen er flygtet fra nazismen. Faderen er en militant og nationalistisk irer, der drømmer om et frit Irland, hvilket får konsekvenser for Johannes og hans søskende.

Familien skiller sig ud i det lille samfund. Børnene er klædt i »lederhosen« og tvunget til at tale et gælisk, de andre børn ikke fatter. Som i andre børnekulturer er konsekvensen af anderledeshed spot, hån, tæsk og latterliggørelse.

»Vi er brack«, plettet/broget, proklamerer faderen stolt, når de brokker sig. De er ikke bare brogede, de er også mærkelige og fremmede, aldrig irske nok. Johannes konstatere »vi er de spættede irere, de plettede irer. Hjemmelavet irsk brød med pletter af tyske rosiner«.

Vi ser livet med et barns øjne. I takt med at Johannes bliver ældre, bliver der reflekteret mere og anderledes. På et tidspunkt når han frem til, at »måske er ens land bare et sted, man opfinder inde i sit eget hoved. Noget man drømmer og synger om.

Måske er det ikke et sted på landkortet, men blot en historie fuld af mennesker, man møder, og steder man besøger, en historie fuld af bøger og film, man har set«. En tvivl der er endnu større i dagens globaliseringssamfund.

Bogen er en følsom og sanselig beskrivelse af, hvordan det føles at tilhøre flere kulturer. Om at være fremmed og udstødt i de kulturer man lever i, og alligevel finde sin identitet og vej i tilværelsen.

Gribende og smukt. Man skal være af en bestemt støbning for ikke at bevæges.