09 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Med carlsen tilbage til 60’erne

Med carlsen tilbage til 60’erne

Fredag, 14. maj, 2010, 10:08:42

Henning carlsens trilogi »hvordan har vi det?« er en tankevækkende og smuk rejse i sort/hvid tilbage til dengang dagens danmark blev til.

Af Mikael Strandbech

Hvad er meningen med tilværelsen? Hvorfor er vi her? spørger Herr J. Mikkelsen, der efter 46 års tjenste skal forlade sit job på statsbanen og gå på pension.

Et nyt kapitel starter. Han træder nu ind i alderdommen. Vi følger Mikkelsen, der prøver at finde fodfæste i dette ”land”, som vi både kender og alligevel ikke kender.

Vi møder andre ældre mennesker, hører om deres glæder, deres sorger, deres minder, deres forhold til livet.

Der er kvinden som fra sin lejlighed på Mozartplads holder øje med kommen og gåen, fra tidlig morgen til sen aften. Der er manden som stadig ikke kan sidde stille, når han hører en vals. Der er parret som lever på minderne fra dengang, de kørte igennem Europa på motorcykel.

”De ældre” giver et nuanceret blik på den tredje alder, og blev da også præmiereret behørigt, da den udkom tilbage i 1960.

Siden lavede Henning Carlsen yderligere ”Familiebilleder” (1964) og ”Ung” (1965), som sammen med ”De ældre” blev til triologien ”Hvordan har vi det?”.

Den er  samtidigt et portræt af danskernes liv i tresserne. Udover de tre nævnte film følger den lavmeldte og meget fine ”Limfjorden” (1961), som er en personlig hyldest af Henning Carlsen til sit barndomsland.

Henning Carlsen, født 1927, står også bag flere fiktionsfilm, blandt andre: ”Sult” (1966) , ”Oviri” (1986) og ”Pan” (1995).

I pressematerialet til denne udgivelse står der, at disse film har en speciel appeal til ældre mennesker og derfor er forsynet med valgfrie tekster for hørehæmmede.

Men yngre mennesker bør ikke snyde sig selv for disse forunderlige sort/hvide mesterværker, der ikke før har været tilgængelige på dvd.

Dvd`en kan rekvireres på dagmarfilmproduktion@magic-lantern.dk for 85 kr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2010 - 10:08   03. sep. 2012 - 10:50

Film