Marilynne robinsons lavmælte og fintmærkede roman hjemme handler om forandringens og tilgivelsens svære kunst.

Når døden forsoner

Gyldendal.

Hjemme af Marilynne Robinson.

af  Mikael Strandbech

Findes der mennesker, som ganske enkelt er født onde? Eller kan et menneske forandre sig? Og kan omverden tilgive?

Disse evigt aktuelle spørgsmål behandler den amerikanske forfatterinde Marilynne Robinson i sin lavmælte og fintmærkede roman Hjemme, en selvstændig fortsættelse af Gilead, der udkom på dansk i 2006.

Hjemme udspiller sig i 1956 i den lille, søvnige by Gilead. Pastor Boughton bor alene i sit store hus. Han er døende.

Den 38-årige datter Glory vender modstræbende hjem for at passe faderen og barndomhjemmet. Glory har et langvarigt og forlist forhold bag sig.

Faderen er mest optaget af, at familiens sorte får, Glorys bror Jack, har meldt sin ankomst. Og om de, faderen og Jack, kan forsones inden han dør.

Romanen er først og fremmest båret af de fine personportrætter af de to voksne søskende. Begge føler, at livet ikke blev det, de ville det skulle være.

Glory tænker: »Det er, som om jeg ikke hjemme nogle sted i dette hus, som vel skulle være mit tilflugtssted. Jeg er ulykkelig og bitter, og en gammel frygt stiger op i mig, så ligegyldigt hvad jeg gør, bliver alting blot værre«.

Om Jack hedder det: »Hans trætte smil, som om han vidste, at det tillidsforhold, der ellers bar enhver almindelig samtale, ikke fandtes imellem ham og den, han talte med«. Ikke just karakteristika man forbinder med succesfulde individer. Men hvem gider i øvrigt også læse om sådanne?

Langsomt lærer de to søskende hinanden at kende. En fælles forståelse af deres barndom og nuværende liv vokser frem mellem dem, imens de spiser, vasker faderen, lægger ham i seng, snakker, skændes, forsones, fjerner ukrudt i haven, reparer bilen, drikker, læser bøger, hører radio, får besøg og går i kirke.

Og fjernt fra det konservative Gilead ulmer et opgør i St. Louis blandt den sorte befolkning.