Susanne Biers nye film »Hævnen« borer sig som en syl gennem velfærds¬samfundets idylliske overflade og godhedens glitrende selvfedhed.
af Gert Poder
Vi har det jo godt i vort lille idylliske smørhul. Vi mangler ikke noget, og skulle der ske noget uforudsigeligt, så er der også taget højde for det.
Lige omvendt forholder det sig i den Dafour-lignende flygtningelejr, hvor Susanne Biers nye film Hævnen begynder.
Her kæmper den moralsk pletfrie svenske læge Anton (Mikael Persbrandt) sin heroiske kamp for at bevare en tynd fernis af menneskelig værdighed i en verden styret af brutal magt.
Anton pendler frem og tilbage mellem denne Helvedes forgår og hjemmet ved Lillebælt, hvor han bor med sin familie. Eller rettere sagt, det der er tilbage af den, efter at han er blevet afsløret i et ægteskabeligt sidespring.
Hans kone, lægen Marianne (Trine Dyrholm) er flyttet fra ham i sommerhus, og de skiftes nu til at ødsle deres kærlighed på sønnen, 12-årige Elias (Markus Rygaard) og hans lillebror.
Elias er en dejlig, ligefrem knægt, der desværre mobbes voldsomt i skolen på grund af sin tandbøjle (!).
Til byen flytter nu den jævnaldrende Christian (William Jøhnk Nielsen), og det er et barn af en ganske anden kaliber. Han dirrer af indestængt, dødsensfarlig vrede over at have mistet sin mor til kræften. Nu flytter han fra London til sin far, Claus (Ulrich Thomsen), som han gør livet hedt for med sin åbenlyse foragt og sit brændende had.
Mellem de to vidt forskellige 12-årige drenge udvikler der sig nu en slags venskab. Det bygger først og fremmest på, at Christian skaffer sin nye ven fred for skolens store plageånd ved håndfast hjælp af en cykelpumpe og en kniv.
Elias er imponeret af sin nye vens koldblodige voldsmentalitet og følger ham snart lydigt i ét og alt. Den hidtil så flegmatiske dreng suges langsomt, men sikkert ind i Christians psykopatiske univers.
Da hans far får et par på huden af den lokale sociopat, mekanikeren Lars (Kim Bodnia) løber det hele af sporet. Det ender bogstaveligt talt med et brag.
Susanne Bier kender sin dansker på travet, og hun er ikke bange for at vrænge vore mindre pæne sider frem til ligefrem beskuelse og debat ved middagsbordet.
Sammen med manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen (Ved Verdens Ende, Den Du Frygter), har hun skabt en enkel, men svidende historie om idyllens skrøbelighed og menneskets latente vildskab.
Tryk avler modtryk, og enhver forurettigelse, selv den ringeste, kalder på hævn, uagtet at den er som at pisse i bukserne for at holde sig varm.
Mesterligt sat iværk af hendes trofaste følgesvende. fotografen Morten Søborg og klipperen Pernille Bech Christensen, afslører hendes film hvor uendeligt langt der er mellem det glansbillede, som vi har bygget op af os selv af velfærdssamfundet, og virkeligheden som den tager sig ud i de forpintes sjæle.
Med Hævnen har Susanne Bier lagt billet ind på en nominering til en Oscar for årets bedste udenlandske film.
Hævnen. Instruktion: Susanne Bier. Danmark 2010, 113 minutter, premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
