The Road er langt fra endnu en katastrofefilm. Det er et vellykket far-søn portræt og et nærbillede af en menneskelig civilisation, der nægter at starte forfra i træerne.

af Mikael Strandbech

Et eller andet er gået galt. Meget galt. En unavngiven katastrofe har smadret civilisationen.

De få tilbageværende mennesker jagter mad, tøj og overlevelse i en nådesløs kamp. En far (Viggo Mortensen) og hans søn (Kodi Smith- Mcphee) drager igennem i et nedbrudt og askegråt USA.  Men The Road er ikke, som historiens set-up kunne tyde på en ordinær, forudsiglig katastrofefilm, der går uendelig mange af på dusinet.

 – Are we still the good guys, spørger drengen sin far. Faren bekræfter og lærer sønnen, hvordan han skal bruge deres pistol og den tilbageværende kugle på sig selv, hvis de bliver fanget af de menneskeædende bander.

Når ”The Road”, som er baseret på Cormac McCarthys meget roste bog af samme navn, er seværdig, skyldes dens fokus far-søn forholdet og dens insisteren på, at det humane menneske findes selv under svære omstændigheder. Men også i, at den knugende troværdigt skildrer en efter-katastrofe, der ikke virker fuldstændigt urealistisk, hvis man tager de mørkeste samtidsbriller på.

Danske Viggo Mortensen er intens og nærværende som den omsorgfulde far, der vil, at sønnen skal have en bedre verden at vokse op i. Med få og enkle midler – en søgende bevægelse, et isklart blik, gestalter han en mand, der ikke vil give op eller give køb på sin menneskelighed.

I nogle sekvenser tilter filmen desværre mod det sentimentale. Men så kan man i stedet nyde filmens billedkompositioner, som på trods af det dystre indhold indeholder en forbavsende skønhed.

Spørgsmålet er så, om far og søn stadig kan blive ved med at være the good guys, når sulten og mismodet for alvor sætter ind.

The Road.
Instruktion: John Hillcoat. DVD.2010.
Scanbox Entertainment