Kæft, trit, retning. Soldat Franz Woyzeck bliver bogstaveligt talt kørt rundt og rundt i tilværelsens dødedans på Det Kongelige Skuespilhus' drejescene. Som en viljeløs snurretop drejer Søren Sætter-Lassen rundt som dette stadig mere vanvittige undermenneske, der har tømt sin hjerne for logik, solgt sin sjæl til militæret og sin krop til videnskaben, altsammen for at beholde sit eneste menneskelige træk - kærligheden.

Som en viljeløs snurretop drejer Søren Sætter-Lassen rundt som dette stadig mere vanvittige undermenneske, der har tømt sin hjerne for logik, solgt sin sjæl til militæret og sin krop til videnskaben, altsammen for at beholde sit eneste menneskelige træk.

Da den tyske dramatiker og naturvidenskabsmand Georg Büchner døde af tyfus i 1837, blot 23 år gammel, efterlod han sig et ufærdigt værk, "Woyzeck". På det tidspunkt var han landsforvist fra det feudale tyske fyrstedømme Hessen på grund af sit politiske arbejde. Han havde stiftet den illegale gruppe "Selskabet for Menneskerettigheder" i 1835. og ikke mindst udgivet den revolutionære pampflet, "Der hessische Landbote" (Det hessiske landbud), et kampskrift for klassekampen med undertitlen "Fred til hytterne, krig mod paladserne".

Der skulle gå 75 år, før det efterladte manuskript om den arme soldat Woyzeck nåede til scenen. Senere er det gået over i teaterhistorien som et uafrysteligt vidnesbyrd om ydmygelsens psykologi. Det bygger på den virkelige historie om soldat Johann Christian Woyzeck, der i 1815 myrdede sin kæreste Johanne og blev dømt til døden ved halshugning.

Med udgangspunkt i sagens retsprotokoller fremstiller Georg Büchner sin anti-helt som et vrag af et menneske, en underkuet regnormesjæl, blottet eller tømt for energi, holdning, stolthed og ære af militærets evindelige krav om disciplin. Woyzeck er soldat af nød. Han slås ikke for gud, konge og fædreland, men for at overleve og forsørge sin kæreste og deres barn. For allerdybest inde i denne tabersjæl er der en lillebitte rest af kærlighed - ganske vist i form af dens vrangbillede, jalousien, som våger nidkært over hans eneste besiddelse.

Georg Büchner færdiggjorde i 1836 sin naturvidenskabelige uddannelse med en afhandling om karpefisks nervesystem, modtog en doktorgrad ved universitetet i Zürich og flyttede samme år til det frie Schweiz. Få måneder siden, i februar 1837, fik han tyfus og døde kort tid efter.

Tankevækkende nok blev virkelighedens Woyzeck berømt i videnskabelige kredse. Han blev dømt til døden i 1823, men henrettelsen blev udsat, da nogle læger fandt, at han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket. Derved blev hans som en af de første, hvor gerningsmandens psykiske tilstand skulle vurderes af retten. Efter en del tovtrækkerier blev han henrettet i 1824.

Søren Sætter-Lassen fortsætter i "Woyzeck" sit fine samarbejde med den dansk-svenske instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller fra Richard III (læs mere på http://arbejderen.dk/artikel/2009-10-14/al-magt-til-psykopaten). Som i Shakespeares klassiker om magtens gru balancerer Søren Sætter-Lassen  mageløst mellem fornuft og vanvid, lykke og ulykke, frugtbar kærlighed og destruktiv jalousi. Det er tragisk og gudskelov næsten uforståeligt teater.