11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Afmægtighed er også kontrol

Filmkommentar

Afmægtighed er også kontrol

Alt for mange film om katastrofer eller overvågning kommer aldrig videre end til at de onde udryddes, og systemet fortsætter. Hvilken instruktør tør pege på socialismen som alternativ?

Der er ikke noget så fedt, som en tur i biffen til en action- og katastrofefilm.

Med al den nye teknik får man det hele smidt lige ind igennem 3D-brillerne med pistolkugler, lava eller kaskader af vand tilsat øredøvende brag i surroundsound. Næsten som at være der selv.

Er det menneskets natur, eller de systemer mennesket lever under, der kaster verden ud i kampen om en verdensomspændende kontrol?

 Film som "Noa" og "Captain America" går lige ind i frygten for, at hele verden skal blive oversvømmet enten af vand eller it-overvågning. I guder, hvor man dog kan føle sig afmægtig!

Er det menneskets natur, eller de systemer mennesket lever under, der kaster verden ud i denne kamp om en verdensomspændende kontrol? Hvem har brug for al denne kontrol?

Grådige mennesker

I filmen "Noa", bygget over Noas ark i Bibelen, er det Skaberen, altså guden, der har den totale kontrol. Ikke via it men ved at blande sig i Noas drømme. Skaberen kan se at menneskene er blevet onde, så han sætter Noa til at rydde op eller rettere: udrydde. Altså en renselse proces. Sendt fra oven men udført af "Noa Entreprise".

Ondskaben bliver forklaret som grådighed hos menneskene, men hvad har ført frem til den?

I "Captain America" er det lige så enkelt. Her er problemet de rivaliserende efterretningstjenester, som hele tiden vil tage styringen fra staten ved hjælp af Big Data. I baggrunden skimtes Det Hvide Hus.

Kampen om Big Data er i gang. I "Captain America" får vi perspektiverne sat skarpt op. Milliarder af data, nye som gamle, kan analyseres og sorteres, og den der har magten over Big Data vil kunne forudse menneskers handlinger, før de selv ved af det. Så kan kommende kriminelle udryddes, altså allerede før de har tænkt på at blive kriminelle.

DR2 havde fornylig en præsentation af Big Data, som et redskab til at kunne forudsige menneskers impulsive handlinger og køb via nettet. Altså et super redskab i kampen om markeder.

Ikke brug for afmægtighed

Kampen om markeder, er det ikke det økonomiske system, der hedder kapitalisme? Men der er ikke et ord om en anden økonomi eller styreform i disse film. Jo, den kvindelige agent er afhopper fra den tidligere sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Så fik vi slukket tanken om socialisme.

I begge film gennemgår vi så meget frygteligt sammen med hovedpersonerne for så at ende i den traditionelle afslutning, hvor systemet har skilt sig af med de onde og nu kan fortsætte uforstyrret for en tid.

Der er nok ikke mange filmpriser at hente i en film med socialisme som fremtidsperspektiv, men vi har ikke brug for flere film om de gode og de onde. Vi har ikke brug for denne kontrol via afmægtighed med guder eller it.

Vi står midt i kapitalismen og markedstænkningen, den grådige kapitalisme, der hacker sig helt ind i menneskets tanker for at komme forrest i konkurrencen om profitten.

At skabe afmægtighed er også en form for kontrol.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. maj. 2014 - 06:44   24. maj. 2014 - 16:13

Filmkommentar

Karin Busk