Det engelske ord cut bruges ofte til at afslutte eller beskære en filmsekvens. Men det bruges også i vendingen: Cut the crab! Altså: "Drop sludderet!". "Skær det overflødige væk!"

Og i Naomi Kleins filmen "Intet er som før" gælder det sidste. Ikke ét billede er overflødigt og ej heller én filmet kommentar fra de implicerede aktører. Men så velmenende, indigneret og på mange måder rigtig, Naomi Kleins løbende, personlige kommentar, er, så virker den sløvende i forhold til aktørernes og billedernes eget udsagn om konsekvenser og deres årsag.

Nogen ord og termer er tydeligvist bandlyst i Naomi Kleins terminologi. Men disse termer kan ikke længere kriminaliseres som hverken "marxisme" eller "venstrefløjspropaganda".

Opgør med at betragte jorden som en styrbar maskine, strid mellem teknologi og natur, naturen som slår tilbage, stofskiftet mellem mennesker og natur, ikke en konflikt øst-vest men et fælles anliggende, opgør med den blinde vækst og forbrug osv. Alt dette - og mere til - er elementer i Kleins retorik.

Og jo: Fint nok. Men hvad er sagens kerne?

Præcisering er nødvendig

I et interview i Poliiken (8.11.15) siger Naomi Klein, at "det handler om at bygge bro mellem græsrødderne og det politiske system". Hendes mand, Awi Levis, tilføjer, at "politikerne følger jo folkestemningen, så når man rykker den, rykker man politikerne".

I modstrid hermed siger Klein i samme interview, at "krisen er et symptom på fusionen mellem det politiske og virksomhederne - storkapitalismen". Men hvad er det da, primært politikerne institutionelt følger?

Hun siger også, at "nu har vi talt om markedsbaserede løsninger i 25 år, og det virker ikke". Men samtidig: "Selvfølgelig kan markedsbaserede løsninger spille en rolle i kampen mod klimaforandringer".

Præcisering er nødvendig. 

Frit markeds-ævlet

For i selve filmen præsenteres vi for eksempel for et amerikansk politisk-økonomisk institut - eller snarere en betalt lobby - der markedsfører ultra-liberalismen som svaret på de økologiske udfordringer. Med en ekstrem udtalelse som: "jamen, hvis markedet efterspørger mere elfenben, vil det fremavle flere elefanter". Men også i den mere tilforladelige form i retning af efterspørgsel efter solceller, vindnmøller, vandrensnings-anlæg (og hvad der ellers kan profiteres af!) 

Men hvad kommer først? Produktion eller marked? Og hvilken indflydelse på markedet har reklame-industrien? Er der ikke en modsætning mellem produktionens objektive samfundsmæssige karakter - fysisk, infrastrukturelt, geografisk, markedsmæssigt - og den private ejendom af- og dispositionsret over jord og produktionsmidler?

Hvad taler vi om? De, der mener, at det er "marxistisk" eller "kommunistisk" propaganda at tale om den hensynsløse profitjagt som drivkraft, taler godmodigt om det nødvendige "plus på bundlinien". Og mere af det. Desværre skaber dette ikke flere arbejdspladser, men mere outsourcing og flere krak. Dette er, hvad konkurrence-evnen i sidste instans medfører.

Konkurrencevnens ødelæggelser

Og stimulerer konkurrencen - det sagnomspundne "private initiativ" - innovation, fornyelse og billigere varer? Næppe når dens endemål er vare- og markedsmonopol. Hvorfor investere i miljø, når man har ejendomsret til fossile brændstoffer? Så hellere bruge midlerne til at smadre små, bæredygtige alternativer. Hvorfor samordne forskningen i livstruende sygdomme, når patenteret diabetes- og AIDS-medicin giver mere? Og hvorfor ikke sørge for indbygget forældelse i de producerede varer, hvis det skaber større omsætning?

Man må spørge: Er det også markedet og konkurrence-motivationen, der rydder op efter de enorme globale, natur- og klimamæssige konsekvenser af disse begrebers råden? Hvis vi tilsidesætter de smålige hensyn til menneskelige konsekvenser (!), er så ikke de økonomiske konsekvenser mange gange større end den profit - de plusser på den private bundlinie - de afføder?

Den blå logik her er skattelettelser for de rige og nedskæring af de sociale budgetter, miljøinvesteringer og ulands-hjælp. Som bekendt er Socialdemokratiets udlægning af samme tekst Bjarne Corydons "konkurrencestat". Formidabelt.

Regulære spørgsmål

En betydelig grad af central økonomisk styring kombineret med decentralt demokrati? Nationalisering af banker og nøglesektorer? Et opgør med vækst, ja, men måske mere et spørgsmål om virkelig udnyttelse af fornyelses- og vækstpotentialet? Og fordeling af det til alles bedste? 

Styring af forbruget/ mindskelse af spild/ genbrug gennem produktionsplaner? Og gennem samordning af indbyrdes afhængige og sammenhængende produktionssektorer? Afskaffelse af den private ejendomsret i større virksomheder som forudsætning for reelt demokrati? Socialisering? Socialisme?

Nogen ord og termer er tydeligvist bandlyst i Naomi Kleins terminologi. Men disse termer kan ikke længere kriminaliseres som hverken "marxisme" eller "venstrefløjspropaganda". Heller ikke af medierne, der efterplaprer det stivnede dogme om "den nødvendige politik", som de borgerlige politikere énsrettet prædker om.

Pest over Europa var titlen på den socialdemokratiske ideologs Hartvig Frischs forsøg på at sidestille fascismen med kommunismen før 2. verdenskrig. Det er da værd, at diskutere, hvad der p.t. sker i Europa, men kan man selv den gode liberale være imod monopolisme, centralisme, korruption, returkommissioner, bureaukrati, overstatslig styring og udenomsparlamentarisk lobbyisme uden at være imod EU? 

En hyldest til folkemagten

Naomis Kleins film burde alligevel være et wakeup call til tilhængere af Liberal Alliance og blå bloks - og Socialdemokratiets - administrering af den stat, hvis rolle skal sikre mod "socialt bedrageri" - blot ikke når det gælder i skattesvindel for milliarder -  og som ikke skal være "minimal", når det gælder militær oprustning og udenlandsk intervention i råstofrige områder.

Måske skulle også de intellektuelle, der har sendt "likes" til Obama på internettet, og velmenende, liberale humanister, libertære socialister og rendyrkede pacifister, indse, at (mod)vold, (folke)magt og (socialt) styret udvikling ikke blot er skældsord, men også et spørgsmål om hvem og hvad?

Efterord:

Arbejderen havde gerne stlllet Naomi Klein en række spørgsmål under hendes besøg. Desværre havde jeres reporter ikke tiden og muligheden herfor. Vi håber at kunne vende tilbage til hende ved en anden lejlighed. Og tak CPH:DOX.