Selvom Arbejderen havde sommerferielukket, da den nye Batman-film – The Dark Knight Rises – fik premiere verden over, er filmen ikke gået redaktionen næsen forbi.

Den dramatiske konklusion på den nok mest vellykkede tegneserie-filmatisering til dato er blevet hyldet af anmeldere verden over, selvom enkelte kritiske røster naturligvis også har lydt.

Men hvad ligger der egentlig bag historien om den skurke-bekæmpende, kappeklædte hævner? For i den britiske instruktør Christopher Nolans dystre og mere realistiske version trækker superheltene veksler på nogle langt mere dagsaktuelle begivenheder end ellers.

Bølgen af superheltefilm de sidste ti år kan generelt ses som en reaktion på terrorangrebene mod New York 11. september 2001, skrev Morten Vejlgaard Just sidste sommer i det danske filmmagasin Ekko.

Eksempelvis er det i Spider-Man-filmene ligesom i den virkelige verdens terrorangreb også New York, der står for skud. Men byen reddes selvfølgelig til slut af den unge helt, der endda er klædt i det amerikanske flags røde, hvide og blå farver.

Fra virkeligheden til lærredet

Superheltefilmene er netop en reaktion på den indre trussel: Når hjemmefronten angribes, hvem beskytter os så? Den nye Batman-trilogi trækker på samme spørgsmål. I alle tre film er Batmans hjemby, Gotham City, netop under angreb fra terrorister.

I Batman Begins er det den gale psykiater Dr. Jonathan Crane (Cillian Murphy), der i samarbejde med den mørke skyggekriger Ra's al Ghul (Liam Neeson) ønsker at ødelægge byen, mens det i The Dark Knight er Jokeren (Heath Ledger), der terroriserer på må og få.

Det gav anledning til at behandle alvorlige spørgsmål med forbindelse til den virkelige verden. Kan man for eksempel – som Batman gør i The Dark Knight – acceptere brugen af tortur i forsøget på at beskytte uskyldige? Det var netop aktuelt i forhold til USA’s brug af mere end grove metoder i Guantanamo og Abu Graibh og voksede på den måde ind i filmens verden.

Også den nye film giver anledning til sådanne spørgsmål.

I denne ombæring er det den maskerede superskurk Bane (Tom Hardy), der endnu engang lægger Gotham under belejring. Byen besættes og afskærmes fra resten af landet, og magten gives angiveligt tilbage til folket

Anført af Banes lejesoldater begynder befolkningen at terrorisere politiet, børsspekulanterne og de rige, som de mener skylder samfundet.

Som led i sin plan for at terrorisere byen lukker Bane også alle de mange forbrydere ud af Gothams fængsel. De sidder der som konsekvens af den særlige Harvey Dent-lov, der har givet politiet ekstra beføjelser.

Ved hjælp af dem er byen på nærmest magisk vis blevet ryddet for forbrydere i løbet af de otte år, der i filmens univers er gået, siden hændelserne i den sidste Batman-film.

Beføjelserne i Harvey Dent-loven minder således også i mistænkelig grad om den virkelige verdens Patriot Act, som George W. Bush indførte efter 11. september. 

Occupy Gotham

Lyder Banes oprør bekendt? I så fald er du ikke alene. Mange har set forbindelsen til Occupy-bevægelsen, der stadig gør sig gældende i USA, og hvor byer netop ”besættes” og finanskapitalen ønskes dømt af folkets retfærdige domstol.

Et tema, der i øvrigt også sniger sig med i Nolans film, da den gale Crane vender tilbage som dommeren, der lader de rige vælge mellem eksil eller døden.

Instruktøren selv har dog forsikret os, at filmen er skrevet, før Occupy-bevægelsen opstod og i øvrigt udelukkende skal have karakter af underholdning.

Men ikke desto mindre tog Occupy-aktivisten Harrison Schultz i juli til genmæle i en kronik i det amerikanske magasin The Daily Beast under overskriften ”Besæt ikke Gotham City”, efter at den dybt konservative debattør Rush Limbaugh havde antydet sammenhængen.

Schultz mener, at diskussionen på den ene side viser, hvor godt Occupy-bevægelsen har sat sig fast i den kollektive bevidsthe. På den anden side viser den, hvordan de borgerlige medier helst undgår at tale om de virkelige sociale problemer for i stedet hellere at tale om opdigtede af slagsen.

Ifølge Nolan handler filmen imidlertid ikke om specifikke temaer eller budskaber. Han har sagt til det amerikanske magasin The Examiner, at man i stedet har forsøgt at fokusere på vores fælles angst for truslerne mod ”den civilisation, vi tager for givet”.

Men selvom Nolan måske ikke mener, filmen handler om Occupy, gør den det lidt alligevel.

En trussel mod civilisationen

For hvad er det for en trussel, vi angiveligt alle frygter? Det er netop de almindelige mennesker, ”de 99 procent” som Occupy kalder det, der i lyset af finanskrisen kræver deres ret af den herskende klasse.

De er ifølge Nolan altså ikke bare en trussel mod finansspekulanterne, men angiveligt mod hele civilisationen. De er ikke almindelige, vrede mennesker som du og jeg.

I Nolans portræt er de hjernedøde masser ledt af mennesker, der i den mest bogstavelige forstand er galninge. Og de, der i sidste ende redder dagen, er ikke Batman men Gothams heltemodige politi, der med våben i hånd rydder byen for de slemme oprørere.

Skurken Banes motiver er uden tvivl mørke. Men problemet er, at oprørernes også bliver fremstillet som værende det. Selvom Nolan forsikrer os, at filmen ikke tager stilling, ender den med at gøre det alligevel.

På samme måde som de etablerede medier skriver om de fiktive problemer, viser Nolan os, at de fiktive problemer stammer fra de virkelige.

Ligesom superheltefilmene er en reaktion på den nye situation i verden efter 11. september er også oprørerne i Nolans sidste Batman-film en reaktion på den folkelige modstand mod kapitalismen efter finanskrisen.

Men filmen ender som et varmt forsvar for kapitalismen. Nolans konklusion er klar: masserne er vildledt af galninge, og en sejr for den folkelige modstand vil føre verden ud i kaos og vanvid. Finanskapitalen og systemet må bestå – for civilisationens skyld.