Den danske interesse for dokumentarfilm er støt stigende, og det kan ses ikke blot på danske publikumssucceser som Armadillo fra 2010, og senest Ambassadøren fra 2011, men også på besøgstallet for CPH:DOX.

Da DOX opstod i 2003 var besøgstallet på omkring 14.000, men sidste år nåede festivalen 47.000 besøgende, det hidtidige højdepunkt, og tallet ser ikke ud til at falde i 2012. 

Med hovedprisen DOX:AWARD følger ikke den helt store pengepræmie, men graden af prestige kan ikke benægtes. Med sit høje besøgstal kan DOX nu prale af at være en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, og endda den største i Nordeuropa.

Vinderen går med andre ord ikke ubemærket hen.

Favoritten indtil videre

14 film dyster i år om hovedkonkurrencens DOX:AWARD, og de fleste har stadig til gode at blive vist. Men allerede nu tegner der sig en tydelig favorit i amerikanske Joshua Oppenheimers The Act of Killing.

Filmen handler om tiden efter det indonesiske militærkup i 1965, hvor militærstyret hyrede gangstere til systematisk at udrydde landets kommunister. Det anslås, at over en million indonesere blev myrdet over en toårig periode.

De gangstere, som dengang fungerede som bødler, lever i dag højt på den sociale rangstige, hvor de både beundres og frygtes. Anwar Congo, filmens hovedperson, har angiveligt dræbt over 1.000 mennesker, og han fortæller glædeligt om sine metoder.

Men filmen vender morderens fortælleglæde på hovedet. Oppenheimer giver Anwar frit lejde til at rekonstruere mordene som fiktionsfilm. Pludselig skal Anwars praleri gøres konkret, og for Anwar starter det en bearbejdelsesproces, som er rørende at se.

Det indonesiske ord for "gangster" kan oversættes med "frie mænd". Anwar har været fri til at stjæle og myrde som han ville. Spørgsmålet er så, om han også er fri for sin egen samvittighed.

På den måde løfter filmen sig over de konkrete personer, den følger, og stiller et meget mere almenmenneskeligt spørgsmål: Er det muligt at begå så meget ondskab uden at angre?

Oppenheimer interesserer sig for, hvordan de fortællinger, vi sammenstykker om os selv, medvirker til at forme vores identitet. Grebet med at lade bødlerne blive konfronteret med deres egen selvfremstilling er en genistreg. 

Da Congo ser sig selv spille rollen som et af de ofre, han har tortureret og myrdet, begynder hans selvforståelse tilsyneladende at krakelere, og han giver sig endelig til at reflektere over de ugerninger, han har begået. 

Det varsler om, at Oppenheimers filmiske eksperiment har potentialet til at gøre en reel forskel, hvilket er med til at gøre The Act of Killing til en helt usædvanlig film, som alle bør opleve.

Fædre og sønner

Så er det straks mere hyggeligt i svenske Martin Widerbergs Eveyone Is Older Than I Am. Filmen er en færdiggørelse af et projekt af faderen Bo Widerbergs, som i 70’erne lavede optagelser til en portrætfilm om sin egen far, Arvid.

Martin påtager sig ikke blot at fuldføre dette projekt, men udvider det også til at indbefatte fire generationer af Widerberg-mænd. Martins egen søn Morris inddrages nemlig også.

Everyone Is Older Than I Am kommer derfor til at handle om fædrenes synder, navnlig Martins og Bos. Bo Widerberg var en af Sveriges største filminstruktører, hvad hans familieliv og forholdet til Martin også har lidt under. Er Martin i færd med at begå samme fejl i forholdet til Morris?

Martins film synes til tider at handle mere om ham selv end om den familie, han portrætterer. At Martin ender i samme problem som sin far er ironisk. At han får lavet en middelmådig film ud af det er beklageligt.

For selvom Martin får færdiggjort sin film, bliver det på bekostning af sønnen, som til tider synes at være taget som gidsel i farens egen stræben efter selvrealisering.

Martin har sat sig for at lave en slægtshistorie, men vælger desværre at fortælle den med sine egne komplekser som ledetråd. Det er ærgerligt, for slægtshistorien er langt mere medrivende og fascinerende.

Til gengæld er det en fornøjelse at få indblik i forholdet mellem Bo og Arvid, og scenerne er alligevel med til at hæve filmens niveau.

Tidens endeligt

Peter Mettlers ambition med The End of Time var at skabe en abstrakt meditation over tidens fænomen. De mere eller mindre uudtalte spørgsmål, filmen stiller, er: Hvad er tid? Hvordan oplever vi tid? Er det noget andet for mennesker end for naturen?

Målet er ikke at levere færdige svar men snarere at føre tilskueren gennem en tranceagtig rejse gennem nogle scenarier, der sætter fænomenet i vidt forskellige kontekster, og det er i langt højere grad et visuelt end et teoretisk værk.

Mettler tager os med til så forskellige steder som CERN-instituttet i Schweiz, en vulkanø på Hawaii og et forfaldent postindustrielt Detroit. Når vi ser en faldefærdig Ford-fabrik, der siden er blevet biograf, og nu fungerer som parkeringshus, fungerer det som et selvmodsigende monument over tre forskellige epoker.

The End of Time er et visuelt pragtværk, hvor hvert billede i sig selv er fascinerende nok til at fastholde interessen i en film, hvor der ellers ikke er meget historie at holde fast i. Vi får løbende serveret nogle forskellige udsagn om tid, som får lov til at stå ukommenterede. Det er op til tilskueren selv at reflektere over dem, mens man betragter de hypnotiserende billeder.   

Med filmens ambitiøse sigte in mente kunne man godt ønske sig, at den var lidt mere teoretisk alsidig. Det havde for eksempel været interessant at dykke dybere ned i, hvordan tid opfattes på tværs af forskellige kulturer, men filmen undlader at opholde sig ved detaljer til fordel for at holde tidsrejsen i bevægelse.

The End of Time gør dig muligvis ikke synderligt meget klogere på, hvad tid er for en størrelse, men selve meditationen er en stor oplevelse, der vækker mindelser om mesterværker som Stanley Kubricks Rumrejsen: 2001 (1968) og Terrence Malicks The Tree of Life (2011).

DOX i øvrigt

Til dem som ikke interesserer sig for hovedprisen, kan det svare sig at søge mod DOX mange særarrangementer, eller mod de mange mindre kendte dokumentarfilm, som DOX byder på.

En oplagt forklaring på DOX succes er netop, at programmet rækker langt udover de gængse forventninger til en dokumentarfestival, og at festivalen dermed engagerer sit publikum på flere planer.

DOX særarrangementer spænder over vidt forskellige aktiviteter. Der er blandt andet fælles madlavning arrangeret i samspil med Meyers Madhus, en fodbolddyst med Martin Lauersen, en særvisning af filmen Bestiare i Zoologisk Have samt en YouTube-battle i Pumpehuset  – alt sammen i forbindelse med diverse filmvisninger, forstås.

Også filmprogrammet byder på alternative oplevelser. Sidste års vinder af DOX-prisen, den minimalistiske Two Years at Sea (2011), har fået sit modsvar i filmserien ”Maximalism”, og man kan derudover se frem til hele serier om blandt andet kunst, politik og musik.

I den forbindelse er det især værd og nævne Matthew Akers The Artist is Present om performance kunstneren Marina Abramovic, hvis opførsel af værket med samme navn vakte stor international opsigt.

I tre måneder, seks dage om ugen, syv timer om dagen, sad Abramovic på en stol i midten af et oplyst lokale. Over for hende var placeret endnu en stol, hvor alle der havde lyst kunne sætte sig og holde øjenkontakt med Abramovic.

Tale var forbudt, ligesom berøring også var det, men mange af de medvirkende blev overvældet af den intense nærkontakt med en fremmed, og brød sammen i gråd.

Filmen følger Abramovic under og op til projektet, og det er ligeså interessant at få et indblik i hendes tankegang og virke, som det er at få lov at opleve værket, også selvom det blot er på anden hånd.

Der er med andre ord grunde nok til at søge fra efterårskulden og ind i biografmørket.