Lad det være sagt fra starten: Arrangørerne på skrækfilmsfestivalen Blodig Weekend, der løb af staben 27. til 30. september, har sammensat et godt, bredt og ikke mindst repræsentativt program for horror-genren. 

Der var film fra begge sider af Atlanten – dog med en overvægt af europæiske film. Det viste sig, at de fodomme man har, om især amerikanske film, skulle blive afkræftet.

Amerikanske horrorfilm har generelt set været under stor påvirkning fra Hollywood. De har fokuseret på spændingskurven og udviklingen i plottet, mens de europæiske traditionelt set har forsøgt at portrættere individer og deres psykologiske udvikling.

Her viste Blodig Weekend, at den amerikanske tradition er meget mere end det, som de velfinansierede mainstream horrorfilm har at byde på. Et godt eksempel er den amerikanske Maniac (2012), der er en genindspilning af en film fra 1980 af samme navn.

Her følger man Elijah Wood (Ringenes Herre-trilogien), i rollen som en forstyrret kvindemorder med et moderkompleks.

Blodig Weekend viste, at den amerikanske tradition er meget mere end det, som de velfinansierede mainstream horrorfilm har at byde på.

Filmen er skudt fra seriemorderens synsvinkel og har i det store hele ikke meget plotudvikling, men fokuserer i stedet på hovedpersonens forvrængede verdensbillede. På trods af at filmen ikke er plotdrevet, sidder man på kanten af sædet under hele forestillingen.

Trænge kår for horror

Til diverse spørgerunder med forskellige instruktører blev det klart, at gyserfilm har trænge kår. I Danmark er genren ugleset – formentlig den mindst præstigefyldte genre en instruktør kan beskæftige sig med.

Desuden har horrorfilm traditionelt set været meget fokuseret på genrekoder: der bliver gjort brug af meget bestemte måder at skabe suspense og uhygge på og filmene skal gerne være propfyldte med referencer til genrens klassikere. 

Det er kort sagt en genre med en stolt tradition, og når Den Danske Filmskole har nærmest gjort det til en æressag ikke at uddanne genrefilmskabere, har det meget genrefokuserede horrormiljø derfor ikke de bedste vækstmuligheder i Danmark.

Når Det Danske Filminstitut desuden fokuserer hovedparten af deres midler på de filmskole-uddannedes projekter, er hovedparten af finansieringen fra officielle kanaler uden for rækkevidde.

Konsekvensen er, at mange af de gyserfilm man ser i biograferne er skabt med hjælp fra venner, banklån, blod, sved, tårer og ganske små budgetter. 

Systemet og individet

Filmene på festivalen gjorde det dog også klart, at der er sket meget med horror over de sidste årtier. Mordernes motiver har af gode grunde været et centralt emne i horrorgenren gennem tiden, og tidligere tiders film fokuserede ofte på, hvordan samfundets uretfærdigheder var med til at drive morderen ud over kanten og nærmest tvang ham til at udføre det ene mere bestialske mord end det andet. 

Dykker man ned i de nyeste horrorfilm er det tydeligt, at det er selve frygtens anatomi, som skal afspejles.

Men det hører 80'erne til, og individualiseringen i samfundet har haft stor betydning for, hvordan horrorfilm laves i dag.

Dykker man ned i de nyeste horrorfilm er det tydeligt, at det er selve frygtens anatomi, som skal afspejles. Horror er blevet indadskuende – mennesket er isoleret, og fokus ligger nu langt mere på den psykisk betingede frygt. 

Folk er ikke bange for kapitalismen mere, og horrorfilmene afspejler nu i stedet langt mere indirekte nogle af systemets konsekvenser – den menneskelige isolation og fremmedgørelse, der fører til tomme, ligegyldige relationer. 

Gyser-komedie som samfundssatire

Gyser-komedierne kan dog godt gå hen og være undtagelser. Når folk ikke længere bliver skræmt af kapitalismens konsekvenser, kan de grine af dem. 

På festivalen blev der vist den britiske film Inbred, der handler om en lille gruppe ungdomskriminelle, som tager på landet med deres pædagoger, hvorefter de bliver brutalt slagtet af de indavlede beboere.

Udover at være en kommentar til storbyens syn på landsbyboere, var der en specifik scene man må dvæle ved.

En af de unge er taget til fange og bundet i en lade, hvor kroejeren og hans søn henretter deres fanger på obskur vis foran et publikum af indavlede beboere. Beboerne tager beskyttelsesbriller på, som grangiveligt ligner 3D-briller og klapper og hujer som den stakkels dreng lemlæstes for øjnene af dem.

Derved bliver scenen både en kommentar på massernes ligegyldige forhold til vold, og til hvordan volden bliver serveret som dagligdag af medierne.

Bredt program

Blodig Weekend kom godt omkring den nyeste udvikling inden for horrorgenren, men fik også vist nogle af de gamle klassikere – Rædslernes Grønne Ø (1979) og Demons (1985).

Derved bliver scenen både en kommentar på massernes ligegyldige forhold til vold, og til hvordan volden bliver serveret som dagligdag af medierne.

Den spændte fra de meget psykologiske Maniac og Excision (2011) over kriminalfortællingen Sennentuntschi (2011) til den meget voldelige The Incident (2011), hvor de indlagte på et sindssygehospital gør oprør.

Men festivalen var meget fokuseret på at skildre ikke-mainstream horror. Det er vigtigt at vise genren i hele sin bredde, men det er synd, når ikoniske skikkelser som Mike Meyers fra Halloween (1978), Jason fra Fredag den 13. (1980) og Freddy Krueger fra A Nightmare on Elmstreet (1984) udebliver.

Man skal helst ikke dykke så meget ned i det nicheprægede, at man glemmer de centrale skikkelser, der var med til at føde genren.