Årets vinder af hovedkonkurrencen DOX:AWARD blev Joshua Oppenheimers The Act of Killing, en film om nogle af de bødler, der systematisk udryddede kommunister i Indonesien i 1960’erne. Prisen er velfortjent, og filmen er interessant ikke kun for dens grundlæggende tema – ondskaben og dens konsekvenser for dem som udfører den – men også fordi den er udtryk for den generelle bevægelse mod det metafilmiske i nutidens dokumentarfilm.

Den traditionelle historie er altså big business – selv når den er dårligt udført.

Forbryderne, som ellers er stolte af de mord, de har begået, får i "The Act of Killing" lov at rekonstruere deres gerninger for et filmkamera. Dermed får Oppenheimer en på samme tid absurd, tragisk og morsom form for tilståelse ud af dem, men han peger også på en af filmmediets helt centrale evner: Evnen til at ændre vores selvopfattelse.

Metafilmiske elementer som disse er ”en helt klar tendens,” siger programlægger Mads B. Mikkelsen til Arbejderen:

- Der er rigtig mange af de film, vi har i år, der er re-enactmens eller rekonstruktioner, og det var faktisk noget, vi opdagede hen ad vejen, at der var en masse af sådan nogle film på programmet. Lige for tiden er der mange, der er optaget af rekonstruktioner; det her med at gå tilbage til en begivenhed og se hvilken type ny viden, man kan opnå, som ellers ikke var mulig.

I Oppenheimers film tjener rekonstruktionen to formål. Den får forbryderne til at se deres gerninger i et nyt lys. Og gennem denne forandring får vi som tilskuere ny viden om de karakterer vi præsenteres for, og om filmmediet i det hele taget.

Filmens selvransagelse

Men hvorfor disse metaovervejelser netop nu? En del af forklaringen skal måske findes i Hollywood, hvis meget lukrative filmindustri ganske vist kan synes langt fra CPH:DOX. Ud af de 50 mest indbringende film nogensinde er hele 20 produceret inden for de sidste tre år, og selv om filmene på listen er af svingende kvalitet, har de med enkelte undtagelser det til fælles, at de fortæller historier på traditionel vis.

Den traditionelle historie er altså big business – selv når den er dårligt udført. Eksempelvis har Paranormal Activity 4, som er blevet revset af anmeldere verden over, i skrivende stund indtjent sit budget over 50 gange.

Man kan ikke opstille en direkte modsætning mellem kvalitet og kapital, men hvis éns ambition som instruktør snarere er kunstnerisk end kommerciel, er der grund til at prøve at fortælle historier på nye måder. Måder, som undgår at blive, hvad den formulariske hollywoodfilm ofte er: forudsigelig.

Sådanne nye fortællemåder er måske umulige at opnå uden først at overveje, hvad der gør film til film, dokumentar til dokumentar og fiktion til fiktion.

Cæsar i fængslet

Årets festival har fra et filmisk perspektiv været ualmindelig vellykket. Det skyldes til dels, at tilrettelæggerne ikke blot holder sig til en fast form fra år til år men tilrettelægger programmet med tendenser og internationale strømninger for øje.

Således kommer disse selvransagende strømninger også til udtryk i de film, som implicit eller eksplicit beskæftiger sig med brydningsfladen mellem dokumentarisme og fiktion. Det er tilfældet i Taviani-brødrenes Guldbjørnevinder Cæsar skal dø, som også var med i årets hovedkonkurrence, og i Denis Côtés Bestiaire.

Cæsar skal dø er en filmisk rekonstruktion af Shakespeares Julius Cæsar, men den er spillet af indsatte i et topsikret fængsel i Rom. Her får de årligt lov at opføre et teaterstykke for et publikum udefra.

Instruktørerne Paolo og Vittorio Taviani fremstiller ikke karaktererne som indsatte i et fængsel, men som skuespillere i et stykke. Det eneste, vi får at vide om medspillerne, er, hvad de er fængslet for, og hvor længe, de skal sidde inde. Filmen er en opsætning af Julius Cæsar, ikke blot på en scene, men i selve fængslets golde rum.

Vi er som seere nok mere vant til at opleve sådanne karakterer som sociale tilfælde. Det er et almindeligt greb for denne slags dokumentarfilm, at publikums sympati for karaktererne affødes af historier om social arv og dårlige barndomskår.

Taviani-brødrene afholder sig fra den kliché men skaber alligevel sympati ved at vise os de indsattes overvældende præstationer. Så overvældende endda, at Salvatore Striano, som spiller Brutus i filmen, i dag ernærer sig som skuespiller.

Det fiktive dyreliv

Denis Côtés Bestiaire har ingen replikker. Den smule tale, der er, oversættes ikke, for det er ikke menneskets lyde, som er i centrum, men dyrenes.

Selv om der tilsyneladende ingen historie er i Bestiaire, opnår Côté alligevel en bizar form for fortælling. Et langt stillestående klip af en samling drøvtyggende bøfler efterfulgt af et endnu længere klip af en forvirret struds lyder måske ikke umiddelbart underholdende, men at se det i en biograf er en anden sag. Vi griner af kontrasten og konstruerer hurtigt en fortælling om de dyriske karakterer, vi præsenteres for.

Ikke blot er Côtés billeder uforligneligt smukke, hans klipning er også bevidst rytmisk og minder til forveksling om den klipning, man ville se i fiktionen. Det er tricks som disse, der gør, at filmen bryder vores forventninger til den klassiske dokumentar.

Perverteret ideologikritik

Metafilmisk er også The Pervert's Guide to Ideology, men på en lidt anden måde. Den slovenske filosof Slavoj Žižek og den engelske instruktør Sophie Phiennes er tilbage i konstellationen kendt fra The Pervert's Guide to Cinema (2006).

I en form for enmandstalkshow dissekerer Žižek en række filmhistoriske værker og kommer med den ene mere radikale fortolkning efter den anden. At Žižek placeres inde i de film, han analyserer, er en gimmick, som bliver ved med at være sjov – frivilligt såvel som ufrivilligt.

Ifølge Žižek er ideologi noget, der former os, uden at vi bemærker det: Det er brillerne, vi ser virkeligheden igennem. Det er en illusion at tro, at man blot kan tage disse briller af og se verden uden filter. Ideologikritik kræver, at man gør vold på sig selv, og man kan ikke forvente at komme ud på den anden side af voldsakten med sine synspunkter og drømme intakte.

Med dette udgangspunkt udfolder Žižek sine analyser og fremstiller for eksempel Martin Scorseses Taxi Driver som et remake af John Fords The Searchers – hvorefter han straks kobler dem til Anders Behring Breiviks massakre på Utøya.

Oftest er analyserne originale, og til tider er de så langt ude, at man kun kan grine af dem. Men en god portion af analyserne i The Pervert's Guide to Ideology er overraskende nemme at sluge – måske fordi de i sidste ende er temmelig banale. Det er ærgerligt, for Žižek er bedst, når man får ham galt i halsen, og han kan fremprovokere debat.

Årets slagord

Det samme gælder DOX, som forsøger at skabe debat med filmserien maximalisme. Ambitionen er at revitalisere dokumentar-debatten, og serien er til dels tænkt som et modsvar på den form for minimalisme, der har været dominerende på dokumentarfestivaler de sidste ti år.

Begrebet dækker over en strømning, der i de senere år har vist sig indenfor en bred vifte af kunstarter. Her har forskellige stilarter mødtes i en vanhellig blanding.

- Filmene henter ind fra alle mulige genrer, fra røverfilm til psykedelisk science-fiction, aerobicvideoer, new age-propaganda, og muterer alle disse ting ind i en mutantgenre, som vi så har kaldt maximalisme, udtaler Mads Mikkelsen.

Maximalisme ligner rigtignok den helt oplagte konsekvens af en generation, der er vokset op i den såkaldte post-moderne æra.

Maximalisme-filmene byder både på korte videokunstværker og længere excentriske og fabulerende film.

En af kortfilmene får et udpluk fra Det lille hus på prærien akkompagneret af karaoke til at ligne en scene fra Excorcisten. En anden bortredigerer alt andet end Mariah Carey i musikvideoen til nummeret "Touch My Body", så det bliver øredøvende eksplicit, hvordan musikken markedsføres på sexappel.

Det er kendetegnende for filmene, at de stjæler med næb og klør fra den kommercielle popkultur og sammensætter materialet på kryds og tværs. Resultatet er en slags filmisk Frankenstein på ecstasy: Psykedeliske sansebombardementer af lys og lyd, der både stresser og fascinerer.

Dokumentarens flydende grænser

Kunstnerne sætter popkulturen i stævne på en måde, hvor den hverken blot er genstand for kritik eller fejres som kitsch, og det virker som om, at de har overskredet kynismen og 90'er-ironien i deres tilgang.

Mads Mikkelsen påpeger, at maximalisme udspringer af ”VHS-generationen”, der er vokset op i 80'erne, og som nu på en ny og kreativ måde genbruger den æstetik og ideologi, der dominerede dengang.

Maximalisme ligner rigtignok den helt oplagte konsekvens af en generation, der er vokset op i den såkaldte post-moderne æra; en tid præget af forbruger- og zapperkultur og en mistro til de store sandheder. Sammen med kulturprodukters øgede tilgængelighed står vi i dag foran et slags kulturelt tag-selv-bord, som maximalisterne nu kaster sig over.

Men hvordan hører en genre som maximalisme hjemme på en dokumentarfilmfestival, når den tilsyneladende ser stort på det traditionelle dokumentariske ideal om autencitet? Ifølge Mads Mikkelsen beskæftiger filmene sig stadig med virkeligheden, men på en radikalt åben måde, som kendetegnes ved en stræben efter ikke at lade sig begrænse.

Han mener ikke, at dokumentar risikerer at blive et tomt begreb, blot fordi man skubber til grænserne for, hvad det kan omfatte.

- 99 procent af de dokumentarfilm, der overhovedet bliver lavet, forholder sig stadig til dokumentar-genrens traditionelle etos, og det kommer der stadig rigtig mange gode film ud af. Jeg synes, at det er sundt, at der kommer nogle kontraster, der bryder med den måde at tænke, lave og se film på, forklarer han.

Man må sige, at den målsætning er lykkedes på årets festival. Dels med overraskende og relevante (meta)filmvalg, og nu også med et nyt begreb til dokumentarfilmen, som – hvem ved – måske skal kæmpe side om side med minimalisterne til næste års CPH:DOX.