Berlinalen er i fuld gang. Denne gang er visningerne mere fordelt over Berlin med færre biografer på Potsdamer Platz, så jeg har pumpet min cykel og fundet mit regntøj frem til denne uges rejse rundt i Berlin og i festivalens film.
Kaze no Denwa er en langsom bevægende filmfortælling om, hvor vigtigt det er at tale om vores smerte, traume og savn for at kunne leve videre.
Den første rejse tager mig til Kina hvor jeg møder forfattere i tre generationer, fælles for dem er, at de bor i provinsen (Shanxi) og søger inspiration der.
EN OPUS I TRE GENERATIONER
Hvordan krydrer man en dokumentarfilm, så den fængsler sit publikum?
Det er der mange svar på og mange muligheder for. Filmmageren Jia Zhang-ke har valgt at bruge fire enkle elementer i sin film Yi zhi you dao hai shui bian lan (At svømme ud til havet bliver blåt), og det får historien til at fungere fremragende.
De to første og vigtigste elementer er et enkelt men meget fint kameraarbejde, med mange nærbilleder af flot planlagte udsnit og fine portrætter.
Det andet er en kraftig tilbagevendende komposition med en genkendelig melodi, der får os til at drømme og reflektere.
Det tredje er filmens fine opdeling i kapitler (17 i alt), og det fjerde, der binder det hele sammen er tid, tid til at lade filmens tre personer tale ud og fortælle om deres liv.
Med de tre kinesiske forfattere Jia Pingwa, Yu Hua og Liang Hong møder vi Kina gennem tre generationer på godt og ondt med en næsten spillefilmagtig intensitet.
Filmen er en poetisk og historisk dokumentar, der på bedste vis gør dokumentarfilm til en kunstform, og som fortæller om skæbner, og hvordan systemets skiftende luner påvirker menneskernes liv og virkeligheden i provinsen.
DIALOG OG DISKUSSIONER – ON TRANSMISSION
Jia Zhang-ke har i de sidste 19 år lavet dokumentarfilm, der ofte kredser om livet i provinsen, og jeg møder ham i en spændende diskussion med den yngre filmmager, Huo Meng, i programmet On Transmission, der i anledningen af Berlinalens 70. års jubilæum hver dag præsentere en kendt filmmager, der har fået frie hænder til at invitere en filmmager efter eget valg til diskussion.
Mødet foregår på kinesisk, der venligst simultanoversættes til engelsk, og mon ikke de fleste af festivalens kinesiske gæster er til stede? De to filmmagere diskuterer, hvor vigtigt livet på landet er for at forstå vores historie, og hvordan livet i byerne ikke tager sig tid til at bruge denne rigdom. En dejlig Berlinale tradition at mødes og diskutere film og historierne bag og foran dem.
Efterfølgende vises Huo Mengs film Guo Zhao Guan (At krydse grænsen). Den fortravlede far aflevere sin søn hos bedstefaren, der bor langt ude på landet. Barn nummer to er på vej, så sønnen må af vejen i sommerferien. Først kommer de to ikke ud af det sammen, men da bedstefaren vil besøge sin syge ven fra gamle dage, tager han barnebarnet med ud på en spændende rejse i sin motorcykel med lad. Her starter en vidunderlig fortælling, der enkelt og ukunstlet fortæller om kærlighed og nutidsmennesket, der glemmer sine aner.
Huo Menh er født i 1984 og har netop afsluttet sin filmuddannelse. Det bliver spændende at høre fra ham i fremtiden.
OM AT MISTE
En anden road movie, der har gjort særligt indtryk på mig, er filmen Kaze no Denwa (Stemmer i vinden eller direkte oversat vindtelefonen), der handler om den 17-årige pige Haru, der otte år efter Tsunamien i 2011 rejser tilbage til sin fødeby, hvor hun har mistet hele sin familie. Kaze no Denwa vises i programmet Generation 14+.
Der er meget smerte, savn og sorg i den unge piges liv. Det er faktisk på kant, at hun vil opgive livet, men på rejsen møder hun mennesker, der tager hende med på stop på vejen til hjembyen, og disse møder bygger hende langsomt op og hjælper hende med at finde tilbage til livet.
Filmen er optaget på tre uger, og man kan mærke, at filmteamet også har oplevet gæstfrihed undervejs i et land, der stadig er traumatiseret efter Tsunamien.
Midt i sorgen fortælles forskellige livshistorier ofte omkring de måltider, som Haru undervejs bliver inviteret til; den gamle bedstemor havde familie i Hiroshima, familiefaren arbejdede på det forulykkede atomkraftværk og har dårlig samvittighed over at have tjent sit brød på det værk, der efter ulykken har forurenet hele Fukushima og så videre.
Således bliver vi også guidet gennem rejsen med historier om ærlighed, gæstfrihed og bemærkelsesværdige personligheder hen til slutningen, hvor Haru besøger den berømte vindtelefon: En have med en telefonboks, hvor man kan ringe til de afdøde. Måske tror japanerne på, at vores stemmer til de afdøde transporteres med vinden? En smuk tanke.
En langsom bevægende filmfortælling om, hvor vigtigt det er at tale om vores smerte, traume og savn for at kunne leve videre. Og et møde med den japanske kultur når den er bedst.
Skuespilleren Serena Motola, som jeg møder efter filmen, er en særlig fascinerende ung personlighed, hun har udviklet sin rolle undervejs, og har fået lov til at improvisere meget. Det giver filmen en poetisk ærlighed, en af de særlige Berlinale oplevelser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
