Berlin Internationale Filmfestspiele, Berlinale, en af verdens største filmfestivaler, der ofte betegnes som politisk engageret, er slut.

Vinder af Guldbjørnen blev den ungarske film "Teströl és Lélekröl" (On Body and Soul) – en kærlighedshistorie mellem to ansatte i et slagtehus i Budapest.

Det er 42 år siden, en ungarsk film vandt Berlinalen. Filmen er et portræt af Ungarn i dag mellem jagt på profit, korruption og åndelig indskrænkning. 

"Vi prøvede at lave filmen helt enkelt som et glas vand, det var risikabelt. Vi i filmteamet troede alle på det, men vi vidste ikke, hvordan filmen ville blive modtaget. Her i Berlin har publikums reaktion været et vendepunkt, jeg aldrig glemmer", siger instruktøren Ildikó Enyedi

Filmen er et portræt af Ungarn i dag mellem jagt på profit, korruption og åndelig indskrænkning. Det er 42 år siden, en ungarsk film vandt Berlinalen, filmen vinder også den økomeniske filmpris

Sølvbjørne

Fortjent er også Sølvbjørnen for bedste regi til Aki Kaurismäki for filmen "Toivon tuolla puolen" (Håbets anden side). Det er en ægte Karusmaki-film om flygtningen Khaleld (Sherwan Haji), der fortrøstningsfuldt søger asyl hos de finske myndigheder, men bliver afvist.

Aleppo betragtes som sikker, hører vi i retten, mens vi parallelt ser nyhederne vise en by i total borgerkrig. Samtidig følger vi Vikstrøm (Sakari Kuosmanen), der har forladt sin fordrukne kone, solgt sit skjortelager og købt en lille downtown restaurant. Filmens plot er mødet mellem Khaleld og Vikstrøm, hvor Vikstrøm hjælper med et job i restauranten. Et skæbnefællesskab opstår, der viser at verden kunne og burde være bedre end den er.

Humor og alvor går hånd i hånd i denne film, hvor vi også møder nazi-finner, der har let ved kniven. Billeder, musik og enkelthed væver en ukunstlet og varmhjertet historie, man ikke glemmer i en tid, hvor flygtninge efterhånden betragtes som selv skyld i deres uheld.

Sølvbjørn også til Alain Gomis, franskmand med vestafrikanske rødder, for filmen "Félicité" om en sangerinde i Kinshasa.

Læserjurien fra avisen Tagesspiegel, helt almindelige læsere der ser 42 film fra Forum-programmet, har kåret dokumentarfilm "Maman Colonelle" (Mama Colonel) fra den Demokratiske Republik Kongo af Dieudo Hamadi. Den handler om en kvindelig betjent i Congo med hjertet på rette sted.

En verden i film

Berlinalen er – som altid – en spændende rejse og et møde med folk og film fra hele verden.

Alle har noget at sige og noget at skrive; filmmagerne i deres film og journalisterne om filmene. Pakket i rækker foran computere i festivalens pressecenter sidder journalister fra hele verden, og beretter derhjemme om det, de ser. Her er åbent til langt ud på natten, og efterhånden som festivalen skrider frem, er det almene filmvanvid ved at være et genkendeligt syndrom hos de fleste.

Berlinalen er – som altid – en spændende rejse og et møde med folk og film fra hele verden. Det er som om, festivalen danner sin egen lille verden af forskellighed, poesi, refleksioner og diskussioner.

Det er sjovt at høre kommentarer om filmene, og hvordan tips bliver udvekslet på mange sprog. Jeg tænker tit på at skrive en artikel om journalisterne, hvor ellers har man mulighed for at møde folk fra så mange lande, hvis ikke på Berlinalen? Journalister, filmmagere og fagfolk fra 153 lande ser sammen med ganske almindeligt "gadepublikum" mere end 400 film!

Det er som om, festivalen danner sin egen lille verden af forskellighed, poesi, refleksioner og diskussioner.

Historien sender ekkoer

I år er der dokumentarfilm på programmet som aldrig før. Det er blevet billigere at lave dokumentarfilm og dyrere at lave spillefilm, så det giver sig selv. Det digitale medies efterhånden nogenlunde tålelige kvalitet gør det udholdeligt at se disse film. Så vi kan høre om kunstneren Joseph Beuys, vi kan rejse tilbage i tiden, til Amazonas eller med tog gennem Thailand.

Vi kan aldrig lære af fortiden, hvis ikke vi undersøger, hvilke bevæggrunde der kan få en sofistikeret og selvstændig kvinde til at blive torturbøddel. Et modigt bidrag til at hele Chiles mange sår.

To unge dokumentar-filmmagere fra Sydamerika søger efter selverkendelse i historien.

I filmen "Cuatreros" af Albertina Carri fra Argentina bliver gamle filmklip fra oprør og militærkup og andet materiale fra den tid i Argentina brugt som billedside til at fortælle historien om en bog, hendes far skrev om den legendariske bandit, Isidro Velázquez, der dannede baggrund for en film. Både Albertinas far og filmen forsvandt under militærdiktaturet.

Billederne er barske og flot sat op, men der er alt for megen snak på spansk, så jeg må give op. Jeg orker ikke bare at sidde og læse til denne ellers spændende "filmbog" og kravler ud i den summende filmfestival og finder vej til en anden film fra Sydamerika, denne gang Chile.

Ljuba Filipovs film "El Pacto de Adriana" (Adrianas Pagt) er en ærlig og åben film i en barsk verden af løgn. Ljuba har altid beundret sin tante Adriana, den frie selvstændige og modebevidste kvinde i familien. Når hun kom på besøg, var der altid fest. Nu viser det sig, at tanten har arbejdet for Pinochets hemmelige politi, helt i toppen af systemet og muligvis har hun medvirket ved tortur...

Dengang var Ljuba selv et barn, men har familien vidst, at tanten var i det hemmelige politi? Tog de alligevel imod gaver fra hende uden at spørge? og var tante Adriana ikke uskyldig i virkeligheden, som hun jo gang på gang fortæller niecen?

Egentlig er "Adrianas pagt" ikke en film, men mere en efterforskning, og handlingen er selverkendelse; den som tanten ikke har, og den som niecen – filmmageren – får i løbet af efterforskningsarbejdet. Det er det, der gør denne film super spændende, for hvad er det ondes element? Hvad fik denne unge pige (tanten) til at slutte en pagt, blive hjernevasket og betalt med selskaber hos de fine?

I løbet af filmen erkender Ljuba, at tanten ikke kan have været uskyldig, som hun troede eller gerne ville have troet.

Det er ikke flotte billeder, men optagelser af skype samtaler til tantens eksil i Australien og fotos fra dengang, vi ser, og man har indtryk af, at Ljuba har haft kameraet med i lommen ved næsten enhver lejlighed. Igennem filmen følger vi parallelt mormoren der bliver ældre og sengeliggende.

Fordømme; ja uhyggeligt; ja og en af de historier der sjældent bliver taget op i familier, derfor berører denne film mig særligt. Fordi den går ind i det ondes element i egne rækker. Vi kan aldrig lære af fortiden, hvis ikke vi undersøger, hvilke bevæggrunde der kan få en sofistikeret og selvstændig kvinde til at blive torturbøddel. Et modigt bidrag til at hele Chiles mange sår.

En rejse til Arktis

I år er Arktis på kortet i klassen "NATIVe" med vidunderlige film fra det høje nord.

Efter så megen tvivl og selverkendelse er det dejligt endelig at se en film, hvor de gode er gode, og de onde er onde, ikke så meget pjat her.

Filmen "Maliglutit" (Searchers) af Zacharias Kunuk med blandt andre Benjamin Kunuk er to timer i sne med hundeslæde og pels. Denne Alaska inuit western hypnotiserer mig med en lydside, der består af magisk sang, lyden af trin, slæder i sne og stemmer på det fascinerende inuit sprog – alt på et optisk hvidt tæppe. I denne flade, flade verden bliver en eneste bakke scene for filmens endelige vendepunkt, hvor skurkene, der har røvet hovedpersonens kone og datter, befordres hinsides. Så enkelt kan det være. "I svære tider, giv ikke op", er visdomsordene til slut fra den gamle inuitkvinde.

"NATIVe endigene film" har de sidste fire år haft sit eget program ved Berlinalen, med film der også blev vist ved andre festivaler ( f.eks. Cannes). Det går ikke i resten af festivalen. I år er Arktis temaet, med 10 lang- og kortfilm, de fleste produceret eller instrueret af filmmagere med "native" rødder. Et lille skatkammer af film fra Alaska, Sibirien, Sameland og Grønland om liv og identiteter i den kolde zone.

Tundraens virkelighed 

Der er også plads til ældre film i NATIVe, og det bliver til et glædeligt gensyn med "Jumalan morsian" (Den syvende himmels brud) af Anastasia Lapsui og Markku Lehmuskallio, der handler om en gammel barnløs kvinde fra Nenetfolket, et nomadefolk fra Ruslands tundra.

Ved gensynet med denne film fra 2003 slår det mig, at det er en perle. 

I filmen fortæller kvinden sin livshistorie til en lille pige, der kunne have været hendes barnebarn. Hun var som barn i en slags pagt, forældrene lavede med guderne, blevet udvalgt til at være guds kone, og måtte derfor ikke gifte sig. Anastasia Lapsui er selv Nenet, og har fået fortalt denne historie som barn. Hun er meget nær på de mennesker, hun portrætterer, en nærhed der ellers ikke er at finde i selv den mest velmenende rejse og dokumentarfilm.

Ved gensynet med denne film fra 2003 slår det mig, at det er en perle. Smukt og barskt kritiserer den forældrenes handling overfor dette barn, og sætter dermed både den romantiske idealisering af livet i tundraen over styr, samtidig med at det vises i al sin herlighed. En slags mytisk dualitet og ikke mindst billederne gør denne film til et mesterværk i filmhistorien!

Anastasia Lapsui og Markku Lehmuskallio har i øvrid netop færdiggjort en ny film om magiske steder i tundraen. Måske får vi den at se næste år.

Fra Arctic Sakha i Rusland portrætterer fantastiske billeder livet som hesteavler i dokumentarfilmen "24 Snega" (24 Sne). 

I den iskolde tundra, hvor der kun er radiokontakt med den nærmeste landsby én gang om ugen, og op til minus 51 grader om vinteren, lever filmens hovedperson Sergei et barsk og primitivt liv. Måske er han en af de sidste hesteavlere, der lever på den måde, hvem vil følge i hans spor?

Hans egne børn vil studere, og han ser dem sjældent, da han lever afskåret med hestene i tundraen. Instruktøren Mikhail Barynin og hans kamerateam optog filmen over to år, og har skabt filmen ud af mere end 200 timers materiale. 24 sne er en rejse, det er værd at tage med på. Selvom der er gang i de vilde optagelser med GoPro kameraet, hvor vi kører med på rensdyrslæden, er det dog de poetiske billeder af de fantastiske Yakut heste kombineret med stemninger fra livet i tundraen og landsbyen, der overbeviser. Filmen er produceret af Egor Makarov, der er turkic og dermed tilhører det oprindelige folk.

Jubilæum og unge bloggere

I år kan børnefilmfestivalen Generation fejre 40 års jubilæum, og der er altid fart på, når biograferne indtages af børn, unge og de voksne, der har opdaget alle de fine film.

Generation er vigtig for mange unge, blandt andet har en gruppe unge film entusiaster dannet Reneration-reporter, som laver et gedigent journalistisk arbejde til deres blogspot under festivalen. 

Jeg fik ikke selv lejlighed til at se vinderfilmen hos den professionelle jury, der i år blev en dokumentarfilm fra Ukraine, "Shkola nomer 3" (Skole nummer 3) af Yelizaveta Smith, så her fortæller Liv Thastum fra generation reporter:

Vinderfilmen "Shkola nomer 3" rører os på grund af dens ærlighed. Filmen er et vellykkede portræt af 13 teenagere, der bor i Østukraine – et sted i Europa, der stadig er præget af militære konflikter. Mens de unge åbner op for publikum og fortæller om kærlighed, venskab og krig, går det op for mig, at der ikke er meget forskel mellem dem og mig. 

Jeg fik mulighed for at snakke med instruktøren Yelizaveta Smith, der fortæller: "Da krigen i Ukraine begyndte, følte mange sig magtesløse, jeg følte en slags panik. Så fik mine venner og jeg tilbud om at deltage i et frivilligt program i Østukraine, så vi rejste til Donezk for at være med til at genopbygge en skole sammen med de lokale.”

Yelizaveta havde en god kontakt til de unge og fik mulighed for at lave et dokumentar teaterstykke med dem, det blev begyndelsen til denne film.

Jeg spørger hende, om hun kan fortælle sin films budskab i en sætning: "Det her er, hvad børnene har lært mig, og det som jeg ønsker at fortælle seerne: I sidste ende er teenagernes første kærlighed, deres venskab og deres liv langt mere magtfuld end krigens påvirkninger!"

Uafhængig film fra Ægypten

Endnu engang leder ungdommen efter forsvundne rødder, denne gang i programmet Forum Xpandet, der er et miks af diskussioner, filmprogrammer og videoinstallationer.

Jeg vil slutte min beretning med en afstikker til Ægypten, hvor Mahmoud Lotfy sammen med Zeinap i filmen "Seif Tagreeby" (Eksperimentel sommer) er på jagt den første uafhængige film, der blev lavet i Ægypten, og som forsvandt sporløst.

For at hylde den frie kreativitet vil jeg uddele dette års gyldne filmrulle til denne og til de næste 100 versioner af Eksperimentel sommer.

Filmen er et besøg hos de unge filmmagere, hvis kreative inspiration i fortiden blev slettet af datidens system. Jeg tænker bare på, hvor mange referencer jeg selv har "i egne rækker" som dansk kunstner også i film. For de unge ægyptere bliver denne kredsen om en forsvunden film til et symbol på, at de leder, og selv må finde en vej. Efter det arabiske forår fik de mulighed for selv at købe filmudstyr, og siden er der blevet produceret uendelig mange versioner af filmen "Eksperimentel sommer".

Det er ikke uden humor og mystik, at denne film giver os et billede af Ægypten i dag, så for at hylde den frie kreativitet vil jeg uddele dette års gyldne filmrulle til denne og til de næste 100 versioner af Eksperimentel sommer.

Fra historiens ekkoer over tundraen og Sydamerika til Ægypten og Berlin. På festivalens sidste dag bliver Die Welt-journalisten Denis Yrsel anholdt i Tyrkiet, hvilket får Berlinalens leder, Dieter Koslik, til at knytte næven i protest; jo der er holdning og gods i Berlinalen, selvom der også er megen glamour og stritten med lillefingeren, så "don't give up in hard times"!