Fra den 27. til den 30. september løber noget så sjældent som en skrækfilmsfestival af stablen i København i Cinemateket og Husets Biograf. Til Blodig Weekend – som festivalen passende er navngivet – kan man opleve både det nyeste inden for diverse subgenrer samt enkelte klassikere fra både ind- og udland.

Horror er en fællesbetegnelse for en række forskellige genrer inden for skrækfilm, der alle har det til fælles, at de kun får ganske lidt mainstream anerkendelse i det danske publikum, hvor filmene meget ofte bliver anset som vulgære, provokative og grænseoverskridende.

Horror vil gøre op med stuerenhed

Men det er egentlig også én af de helt centrale pointer ved horrorgenrerne – målet er at antaste samfundets normer og værdier og udfordre stuerenheden. Derfor får filmene ganske ofte et progressivt udtryk, og gennem historien har genren været med til at sætte centrale spørgsmål til debat.

Som litterær genre hang horror sammen med den kapitalistiske industrialisering. Dengang var genren på den ene side kendetegnet ved optimisme over de teknologiske og videnskabelige landvindinger, men på den anden side også dyb fortvivlelse over, at det nye samfund ikke formåede at løse menneskehedens problemer.

Den tidlige horror skildrede individets materielle og moralske armod, som forfatterne udtrykte ved at skrive om isolerede og sindssyge mennesker, der udrettede forfærdelige ting. Især forfatterne Edgar Allan Poe og H.P. Lovecraft har vundet anseelse og kultstatus inden for horrorlitteraturen.

En nutidig eksponent for den retning kunne være den amerikanske forfatter Brett Easton Ellis, der vandt meget mainstream anerkendelse med bogen American Psycho. Her beskriver han en Wall Street-yuppie, som deler sin tid ligeligt mellem high society-fester og torturdrab på fattige, hjemløse og prostituerede.

Som litterær genre hang horror sammen med den kapitalistiske industrialisering.

Horror som samfundskritik

Særligt i 1970’erne vandt horror frem som filmgenre, og især de samfundsrevsende horrorfilm er blevet husket i eftertiden. Samtiden var præget af krise, arbejdskampe, ungdomsoprør og vietnamkrig – og det var lige præcis de temaer, de mest succesfulde horrorfilm tog op.

Her er det værd at nævne den amerikanske filmskaber Wes Cravens debutfilm The Last House on the Left (1972). I filmen voldtager og torturerer en gruppe vietnamveteraner to unge kvinder og efterlader dem i den tro, at de er døde. Senere på aftenen er de nødt til at søge ly for natten, og et midaldrende ægtepar tager i mod dem og lader dem overnatte i deres hjem.

Det viser sig dog, at den ene af de to kvinder, som gruppen havde voldtaget, er ægteparrets datter, som vender forslået hjem til sine forældre. Familien venter, til forbryderne sover, og hævner så overfaldet på deres datter ved at henrette og lemlæste overfaldsmændene på brutal vis.

Filmen er således en skarp stillingtagen til vietnamkrigen pakket ind i en voldelig skal. Den viser både, hvordan krigen nedbrød tusindvis af unge amerikanere psykisk, men den kan også tolkes som et skrækindjagende symbol på, hvordan samfundet tog imod de post-traumatiske krigsveteranerne, da de vendte hjem.

Opgør med fastfrosne normer

The Last House on the Left er på mange måder et godt eksempel på, hvordan horror kan bruges til både at afspejle konflikter i samfundet og gå aktivt ind i idékampen. Filmen er til dato en af de mest kontroversielle i amerikansk filmhistorie, og selv efter nutidens standarder rummer den voldsomme og enormt provokerende scener.

Filmen gjorde så stort indtryk på visse grupper i USA, at fremvisningslokaler rundt omkring i landet adskillige gange blev stormet.

Instruktøren Wes Craven, der i dag er ateist men kom fra et stærkt kristent hjem, har selv udtalt, at han så The Last House on the Left, som et indspark i værdikampen. 

Og det virkede.

Faktisk gjorde filmen så stort indtryk på visse grupper i USA, at fremvisningslokaler rundt omkring i landet adskillige gange blev stormet, og filmspolerne blev revet i stykker. Det skete så ofte, at Metro-Goldwyn-Meyer, som distribuerede filmen, måtte oprette et særskilt klipperum dedikeret til at sætte de ødelagte filmspoler sammen igen.

Hvad byder Blodig Weekend på?

Blodig Weekend byder på en bred vifte af horrorfilm og dykker ned i adskillige undergenrer. Men blandt de film, der afspejler nogle konflikter og fordomme i samfundet, kan man nævne God Bless America (2011), der i dén grad revser samtidens reality TV-kultur, og Inbred (2011), der giver et blodigt og karikeret indblik i, hvordan bymennesker ser på udkantsområder.

I de seneste år har især den europæiske horrorfilmscene udviklet sig til at være nyskabende, både når det kommer til historiefortælling, karakterfremstilling og ufiltreret brutalitet. Fransk/belgiske film har været blandt frontløberne for denne renæssance.

I denne franske ny-bølger er horrorverdenen blevet chokeret af den både meget voldelige, men også meget psykologisk betingede karakterfremstilling, to træk som indtil da optrådte relativt adskilt. Hypervoldsfilm var som oftest uforenlige med frygt, da volden fik tilskuerne til at føle fysisk ubehag og ikke skræk – i bedste fald afsky. 

Til Blodig Weekend kan man på den konto stifte bekendtskab med Alexandre Bustillo og Julien Maury og deres nyeste skud på stammen i den franske new-wave horrorbølge, Livide (2011). Det er i Cinemateket lørdag 29. september klokken 14.15, hvor man også kan møde instruktørerne til en spørgerunde om filmen.

Horror på slap line

Horror er dog andet en hypervold og skræk. Der er en lang tradition for horror-komedier; altså film hvor man karikerer de ellers uhyggelige virkemidler, indtil det bliver komisk.

Hypervoldsfilm var som oftest uforenlige med frygt, da volden fik tilskuerne til at føle fysisk ubehag og ikke skræk – i bedste fald afsky. 

Horrorkomedier er blevet en genre i sig selv med forbilleder som Scream-filmene (1996-2011) og Shaun of the Dead (2004), eller andre klassiskere som The Rocky Horror Picture Show (1975) og Beetlejuice (1988).

Det er karakteristisk for genren, at det oftest er en parodi på en undergenre, hvor det kan nærmest ikke blive bizart nok. En klassiker er Sam Raimis Army of Darkness (1992), hvor hovedpersonen, Ash (Bruce Campell), rejser tilbage i tiden til et land, hvor han må slagte horder af zombier med en motorsav, som han har fået opereret på i stedet for sin arm.

På weekendens festival kan man i den kategori fredag den 28. september klokken 19.00 opleve den irske film Grabbers (2012) i Cinemateket. Grabbers bliver en lille ø invaderet af blodtørstige aliens, og det eneste håb er at drikke sig i hegnet.

Hvis det ikke lyder komisk nok, kan man se Manborg (2011) af Steven Kostanski. Det foregår i Husets Biograf torsdag den 27. september klokken 23.00. Her bliver en død soldat vagt til live som delvist robot og skal nedkæmpe dæmoner fra en anden dimension - i fremtiden.

På den slappe line er der også nyt fra indlandet, blandt andet i form af den dansk/canadiske Eddie: The Sleepwalking Cannibal (2012), hvor Thure Lindhardt spiller maleren Lars, som bliver venner med Eddie (Dylan Smith). Han viser sig imidlertid at have den uvane, at han spiser andre mennesker, når han går i søvne.

Filmen har fået blandede modtagelser af den internationale presse, men det er sjældent, at man ser danske hænder i horrorgenren, og særligt når der er tale om mere specielle bidrag som dette. Alene derfor er det værd at kigge med, når den vises søndag den 30. september klokken 14.15 i Cinemateket.

Horrorgenren dyrker det syge i det normale og omvendt.

Det syge i det normale

Horrorgenren dyrker det syge i det normale og omvendt, og når man har identificeret sig med en hovedperson, viser det sig ofte, at vedkommende er skingrende vanvittig, ligesom man omvendt let kan ende med at få sympati med mutanten, som myrder teenager efter teenager.

I Excision (2012), følger man den ganske normale teenager Pauline (Anna Lynne McCord), som føler sig uden for i skolen. Pauline vil gøre alt for at vinde sin mors accept og blive læge, og er i grunden en ganske sympatisk ung dame.

Det viser sig dog hurtigt, at Pauline har et mere end sygt forhold til kød: hun er besat af at miste sin mødom og af kødsår, operationer, døde dyr og lignende. Hun forsvinder derfor ofte ind i sine egne syge voldsfantasier, og i film som denne viser genren en af sine store forcer, nemlig en god brug af voldsom symbolik. En piges overgang til kvinde vises gennem blod, mord, sex og vold.

En veltilrettelagt horrorfilmfestival kan være en værdifuld tour de force gennem et filmunivers, der i sit verdenssyn er væsensforskelligt fra det kulturkonservative mainstream-Hollywood. Det er noget alle filmelskere bør unde sig selv. Omvendt kan det også risikere at falde ud til den anden side og blot blive til en ligegyldig samling voldsfilm. 

Det bliver spændene at se, om Blodig Weekend kan løfte opgaven og udvide vores horisont.